Stor litteratur om et mørkt emne

”Jeg har ingen trøstens ord at give jer i dag. Jeg er heller ikke kommet for at forsøge at berolige jer. Jeg er kommet som en tyv for at tage dem fra jer, der er jeres allerkæreste”.

LÆS OGSÅ: Begavede refleksioner over liv og kunst

Disse ord stammer fra den berygtede tale, som Mordechai Chaim Rumkowski, formanden for den jødiske ghetto i Lodz, kaldet Litzmannstadt, holdt for sine medindbyggere i september 1942.

Og talen, der citeres i lange uddrag i Steve Sem-Sandbergs aldeles fremragende og samtidig voldsomt deprimerende roman om livet og døden i den jødiske ghetto, er slet og ret ubærlig at læse. Fordi de allerkæreste, som Rumkowski henviser til, er børnene af ghettoens indbyggere. Alle børn under 10 år skal øjeblikkeligt adskilles fra deres forældre og deporteres til det, som vi i dag ved var den sikre død.

”Brødre og søstre, giv mig dem. Giv mig jeres børn...!”.

Sætningen vedbliver længe efter endt læsning af romanen at runge for læserens ører. Fordi denne historie ikke er opfundet. Sætningen er ikke nogen udtænkt fiktiv sætning.

Rumkowskis forfærdelige tale er veldokumenteret – den er blevet overleveret på en lydoptagelse – og Sem-Sandbergs dokumentariske roman følger de historiske kendsgerninger til punkt og prikke: Deportationen af tusindvis af børn fra ghettoen i Lodz til den sikre død var en realitet, et negativt højdepunkt i den nærmest ubegribelige historie om tvangsflytning af hundredtusindvis af jøder til den nordlige del af den polske by Lodz, udnyttelsen af dem som slavearbejdere for den tyske krigs­industri, og slutteligt mordet på næsten alle også voksne indbyggere, der mod krigens afslutning blev sendt til Auschwitz.