Lotte Kirkeby Hansen |
24. august 2011
Øjenvidneberetning fra Irak og Afghanistan skildrer den danske krigsførelse indefra i en nøgtern og en smule distanceret dagbogsform
Fortryllelsen bliver hævet og uskylden skudt sønder, allerede inden delingsfører Søren Sjøgren når at forlade Danmark for at drage i krig i Irak. Under en øvelse i Oksbøl bliver to af hans soldater nemlig ramt af vådeskud, og den ene dør. Troen på udødelighed bliver med ét revet væk – og sorg kommer på den dagsorden, der ellers mest har handlet om de strategiske forberedelser til krig.
TEMA: BøgerOg her kommer delingsfører Sjøgren til kort. Gennem sine mange år i militæret har han nemlig modtaget og leveret undervisning, der passer til en organisation i fredstid; han er aldrig blevet forberedt på, hvordan han håndterer tab, eller hvordan hans soldater – eller han selv – vil have det med at slå ihjel. Og han må som så mange udsendte før ham sande, at der er langt mellem teori og praksis; mellem de fredelige marker ved Slagelse og de helt ekstreme lovløse forhold i både Irak og Afghanistan.
Søren Sjøgren har ført dagbog, hver gang han har været udsendt, og det er dem, der danner grund for den vigtige øjenvidneberetning, der nu udgør bogen ”Med støvlerne på”. Det er ikke nogen emotionelt ladet eller voldsomt nuanceret tekst, Sjøgren serverer. Som han siger til en udsendt journalist: ”Jeg har ikke lyst til at tale om følelser, hvis det er det, du fisker efter.”
Og det gør han heller ikke i bogen, hvilket han i efterskriften betegner som et bevidst valg, som man må respektere. Det har gjort bogen mere registrerende end reflekterende, og sammen med den korthuggede, nøgterne og faktuelle stil skaber det en distance til begivenheder såvel som personer, meget modsat de bøger om Irak og Afghanistan, der primært har haft de efterladte som fokus samt de soldater, der har fået sår på sjæl og legeme af at være af sted.
Det har Sjøgren ikke. Han elsker sit job og er soldat med stort S. Han er stolt over at være ”leverandør af sikkerhed”, han vil gerne gøre en forskel og træde rigtigt i karakter som soldat. Og det betyder at komme i kamp, også selvom det er med livet som indsats. For den hjemlige læser i lænestolen mangler man nok en dosis adrenalin for at kunne følge beskrivelsen af den rus og eufori, der følger i kølvandet på ildkampene.
Det ændrer dog ikke en tøddel ved, at det er en historie, der skal fortælles – og gerne igen og igen. For det er nemlig vigtigt, som Sjøgren påpeger, at danskerne får at vide, hvad de render rundt og laver derude, og dermed får en mulighed for at forsøge at forstå bevæggrundene for, at purunge soldater frivilligt drager i krig.
Selv er Sjøgrens svar på det spørgsmål ærligt, enkelt og uendelig usentimentalt:
”Jeg har valgt at have et arbejde, som går ud på at forsvare Danmark mod angreb. Hvis et flertal i Folketinget mener, at det bedst gøres ved at udsende soldater til Balkan, Irak eller Afghanistan, så tager jeg af sted (…) Det var den ene grund. Den anden var, at jeg gerne ville prøve mig selv af.”
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad