Ny undersøgelse viser, at Sverige er blevet et mere tolerant land, når det kommer til holdningen til indvandrere.
- Colourbox.
Katrine Barslev skriver fra Sverige |
24. august 2011
Ny undersøgelse viser, at Sverige er blevet et mere tolerant land, når det kommer til holdningen til indvandrere. Eksperten bag undersøgelsen peger dog på, at svenskerne stiller høje krav til landets nye borgere
De seneste syv år har professor i sociologi Orlando Mella fra Uppsala universitet kortlagt svenskernes holdning til indvandrere og et stadig mere multikulturelt samfund.
LÆS OGSÅ: Det multireligiøse samfund fordrer mere dialogDet såkaldte mangfoldighedsbarometer er en af de mest omtalte undersøgelser i Sverige, og særligt efter valget i efteråret 2010, hvor partiet Sverigedemokraterne blev valgt ind i Rigsdagen, har resultaterne været ventet med spænding.
I år viser undersøgelsen, at antallet af svenskere med ekstremt negativ holdning til indvandrere er mindsket siden sidste år, og generelt er svenskerne tolerante og positive over for nye borgere i Sverige.
Hvor 4,9 procent af de adspurgte i år er ekstremt skeptiske over for et multikulturelt samfund, var det 5,7 procent i 2010.
”Vi ser, at svenskerne er stabilt tolerante over for mangfoldighed. Jeg troede, at Sverige var på vej til at blive mere fremmedfjendtligt, men jeg tog fejl. Tendensen er, at svenskerne fastholder den positive attitude, som vi er kendt for i Europa,” siger Orlando Mella.
Svenskernes imødekommenhed går dog hånd i hånd med høje krav til nye medborgere.
”Selvom der er en udbredt tolerance i Sverige, så omhandler det mest arbejde. Når det kommer til kultur og religion, så udgør andelen af negative røster en stor minoritet. Svenskerne ønsker, at de nye medborgere skal tage Sveriges kultur og vaner til sig,” siger Orlando Mella.
Eksempelvis er otte ud af 10 enige i, at ”indvandrere skal tilpasse sig landets kultur”, mens fire ud af 10 mener, at ”indvandrere kommer kun til landet for at udnytte vores sociale hjælp”. Svarene ligger cirka på samme niveau som i 2009 og 2010.
Orlando Mella peger på, at resultaterne for forholdet til religion er væsentlige at bemærke.
”Modstanden i Sverige mod at bære slør, der dækker hele ansigtet og kroppen, er stadig kompakt, men den er mindsket siden 2010. Ligeledes er holdningen til det almindelige slør, chador, blevet mindre negativ – også i forhold til, om sløret kan bæres i skoler og på arbejde. Et andet emne, som har vakt stor debat, er spørgsmålet om, hvorvidt muslimske friskoler modvirker integration, og her er svenskerne lige så splittede, som de var for syv år siden,” siger Orlando Mella.
De medvirkende i undersøgelsen er ikke lige imødekommende over for alle befolkningsgrupper. Svarene viser, at svenskerne generelt holder en distance til indvandrere fra lande uden for Europa.
En del af de adspurgte mener også, at visse befolkningsgrupper aldrig vil kunne integrere sig tilstrækkeligt i det svenske samfund. Desuden er kvinder generelt mere positive over for etnisk mangfoldighed end mænd.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad