Den økonomiske nulvækst i Danmark er en følge af mange års forkert udvikling i den offentlige sektor, for lav konkurrenceevne og en international økonomi, der er mere usikker end før i nyere tid.

Opsvulmede velfærdsstater med uoverskuelig offentlig gæld er en del af forklaringen på den globale krise. Selvom privatforbruget stimuleres, og der pumpes penge i boligmarkedet, og offentlige investeringer fremrykkes som foreslået, er der ingen garanti for, at det virker. Det eneste, der vides med sikkerhed, er, at Danmarks offentlige gæld vil blive øget. Og det er der ikke brug for.

Hvad landets politikere ikke sagde under debatten i går efter regeringens offentliggørelse af sin vækstplan, var, at det, som engang fungerede i den økonomiske verden, langtfra virker på samme måde i dag. I en global og internationalt forbundet verden har Danmark ikke længere selv magten over sin økonomi.

Det er svært ikke at anskue regeringens vækstplan som en gang valgflæsk, der med løftet om endnu flere offentlige udgifter tilpasset udvalgte målgrupper som blandt andre husejerne skal lokke vælgerne til.

Forslaget om flere offentlige udgifter kommer på toppen af en vækstpolitik, der er blandt Europas mest offensive. Besindige økonomer har i den seneste tid gjort rede for, at det bedste for dansk vækst vil være, at der kommer gang i verdenshandlen, og der må VK-regeringen trods alt melde pas.

Regeringens pakke har den lovende titel ”Holdbar vækst”. Den giver i bedste fald et øjeblikkeligt skud vitaminer til forbruget og byggebranchen. Men da nedturen i verdensøkonomien tegner til at vare en årrække, vil staten i de kommende år komme til at mangle penge til investeringer, hvis de fremrykkes.

Den virkelige udfordring er at skabe netop holdbar vækst. Den skabes ikke over kort tid, men ved at den private sektor øges, at den offentlige sektor beskæres, og at hele skole- og uddannelsesområdet forbedres, så nye årgange og generationer kommer til at klare sig bedre, end der nu er udsigt til.

Hvor ville det være velgørende, hvis politikerne præsenterede befolkningen for en sammenhængende vision for landets udvikling i retning af et bæredygtigt samfund, der tænker på kommende generationer. Det bør også være en kerneborgerlig vision.

Hvis Danmark blev rollemodel for, hvordan natur, energi, miljø og den enkeltes liv indrettes i en verden, hvor væksten skal tilpasses de globale ressourcer, kunne der skabes baggrund for en ny og anderledes grøn vækst, som ville give genklang ude omkring.

Det vil kræve brede forlig, der samler Folketinget, og selvom den globale usikkerhed kalder på det, er det nok for meget at forvente.bjer