Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Genopbygning af kontakt efter skilsmisse til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Genopbygning af kontakt efter skilsmisse

Fakta

Spørg om livet

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen svarer...
Læs mere
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Kontakten til de voksne børn er blevet vanskelig, efter at en mor er flyttet til en anden by og har etableret sig med et nyt parforhold. Hvordan genopretter man den gode forbindelse? spørger hun

Kære brevkasse

For år tilbage ville min eksmand skilles. Det var et hårdt slag for mig. Jeg var virkelig fortvivlet. Jeg holdt meget af ham og gør det stadigvæk. Det er dog ikke gengældt.

Vi har to voksne børn, der ingen kærester har. For få år siden mødte jeg en mand, som jeg flyttede sammen med i en anden by. Indtil da havde mine børn og jeg jævnligt mødtes, og der var en god kontakt. Jeg var enormt ked af at skulle væk fra min ”hjemby”, fra børnene og fra mit hidtidige netværk. Siden da har jeg ikke kunnet formå at holde en god kontakt til børnene. Der har været sporadiske besøg fra dem og næsten ingen telefonkontakt. Min søn, der er lettere psykisk handicappet, tager stort set aldrig telefonen, når jeg ringer, og han kontakter heller ikke mig tilbage.

Når børnene har anfægtet noget fra barndommen eller andet, der er sket i deres voksne liv, og som jeg har været en del af, har jeg beklaget det og sagt undskyld for det, som jeg måtte have gjort forkert.

Annonce
Fordi kontakten har været så underlig, har jeg foreslået dem, at jeg hver uge ville tage hen i deres hjemby for at besøge dem på skift. Dette har de takket nej til. De vil ikke have mig planlagt ind i deres ugeskema, siger de. Det har gjort ondt. I øjeblikket tager jeg alligevel til deres hjemby en gang ugentlig og bruger tiden til at opsøge og kigge på gamle og gode mindesteder. Min eksmand bor i den samme by som dem. Han kører dem til alle ting og aftaler, som de måtte have, og de bliver afhentet igen.

Det er, som om børnene enten vil frigøre sig fra mig eller komme fri af en eventuel afhængighed. Da den frigørelse er kommet i stand mere eller mindre automatisk på grund af min flytning, har jeg svært ved at forstå det. For mig ville det være mere naturligt, at de arbejdede sig ud af afhængigheden af deres far. Sådan er det dog ikke.

Hvad kan jeg gøre? Og hvordan bør jeg handle? Har I nogle gode råd?

Venlig hilsen

Merete

Kære Merete

Tak for dit brev, som beskriver en betydelig smerte. Dels har du måttet igennem en skilsmisse, som du ikke selv har ønsket. Det er i sig selv en stor vanskelighed at komme sig efter, og nu oplever du tillige en øget afstand til dine børn.

Det er vanskeligt for os at svare på, hvad det er, der gør, at dine børn så at sige trækker sig fra dig. Du skriver, at det skete i forbindelse med din flytning og dit nye parforhold. Mon ikke der ligger nogle temaer her? Vi ved ikke, om du kan tale med dine voksne børn om, hvordan de havde det, da de blev klar over, at du havde fundet en ny mand i dit liv, eller hvordan deres forhold har været til ham. Måske har de følt sig svigtede i forhold til det forløb? Måske er der ting, som ikke er blevet sagt eller belyst i den proces?

Vi ved ikke, hvor åbne de er om deres tanker. Og hvilken betydning din søns lettere handicap har i en samtale om svære ting. Men på den ene eller anden måde kan det være vigtigt at lytte sig ind til, hvad de eventuelt har at sige. Ikke for at vurdere om de har ret, eller om det er rimeligt, hvad de har på hjerte, men for at etablere ny kontakt og et fælles rum. Hvordan det rent praktisk skal lade sig gøre, må opfindsomheden guide dig i. Om du inviterer dem sammen hjem til dig eller hver for sig, eller om du inviterer dem på en cafe eller på en weekendtur er bare enkelte og nærliggende forslag.

Du må prøve at fortælle dem, at du savner den gode kontakt, og at du meget gerne vil vide, hvad der skal til, for at den kan etableres igen. Vi tror ikke, at det er så vigtigt at sige undskyld, hvis der ikke er klokkeklare forseelser. Vigtigere er det at være åben og nysgerrig efter, hvad de fortæller om deres tanker og oplevelser, og gerne spørge ind til detaljer og omstændigheder i jeres fælles liv, ikke mindst i tiden omkring skilsmissen og det nye livskapitel, hvor du flyttede fra hjembyen og knyttede dig til en ny mand.

Bag nogle afvisende svar eller måske endda barske replikker kan der ligge megen sårbarhed, skuffelse eller længsel. Bag vores facader findes et landskab. Og det er det landskab, som vi har lyst til at opmuntre dig til at forsøge at gæste hos dine voksne børn, hvis det er muligt.

Derudover må du tage de initiativer, som du magter. Når de ikke orker en fast ugedag, så kan du ringe eller skrive mere ujævnt og foreslå kortere besøg eller foreslå fælles oplevelser, biografture eller andet af interesse.

Du skriver, at de måske vil frigøre sig, og at de i stedet skulle frigøre sig noget mere fra deres far. Vi forstår godt pointen.

Men efter en skilsmisse kommer der ofte ubalance i frigørelsesprocessen, sådan at også voksne børn måske kan regrediere – det vil sige falde lidt tilbage i udviklingen – over for den ene forælder og måske afvise og være ekstra uafhængig i forhold til den anden.

Vi ved ikke, om det er det, som er sket i dit tilfælde. Voksne børn har naturligvis brug for at frigøre sig. Men de har også brug for gode relationer. Måske skal du finde et storsind frem i dig selv og tænke, at det er godt, at de har en far, der stiller op, og som de kan have glæde af i denne livsperiode.

På den lange bane tror vi, at tingene har mulighed for at genopbygges også i forhold til dig, hvis det lykkes at udholde de vanskelige ting, der er for tiden. Det er vigtigt for dig ikke at blive fristet til at definere dem som de forkerte og ikke falde for fristelsen til at blive et offer.

Vi håber, at du kan finde trøst og støtte fra ham, som du er sammen med nu. Måske skal han også forsøge at komme lidt mere på banen. De er jo ikke små børn, hvor nye papfædre ofte må træde ekstra varsomt.

Måske kender de ham slet ikke? Han kunne måske tage selvstændige initiativer og kontakte dem og høre, hvad der skal til for at løse op på den uforløste situation.

Hvis det viser sig, at de kommer frem med svære ting, og det bliver vanskeligt at snakke om, kunne du også foreslå, at I sammen gik og talte med en tredje person, som I alle havde tillid til. Meget er vundet ved at få set på de ting, som lige nu står imellem jer, hvis det er muligt.

Vi håber, det lykkes for jer. Det fortjener du og dine voksne børn. De færreste unge holder sig for sig selv af lyst, men mere for at passe på noget inde i sig selv.

Mange hilsener
Annette og Jørgen
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​