Fotobyline:Tegning: Peter M. Jensen
-
Jens Ole Christensen |
26. august 2011
Politikeres særlige form for næstekærlighed består i at sammenligne de bedste af egne argumenter med de dårligste af næstens. Det skriver generealsekretær i Luthersk Mission, Jens Ole Christensen, der savner en valgkamp med mindre forudsigelighed
Der findes et erhverv, hvor det er god tone at rose sig selv fuldstændig uhæmmet. I samme erhverv giver det point at fremhæve alle kollegernes dårlige sider mest muligt. Tilsyneladende skammer ingen sig over at deltage i denne trafik, og de, som er bedst til den, har ofte succes.
Erhvervet er politik, og lige om lidt skal vi have valgkamp. Da skal vi se denne virksomhedskultur i fuld udfoldelse. Undertiden i lange opremsninger vil kandidater fortælle om egne fremragende forslag og/eller resultater og i tilsvarende opremsninger om, hvad der er mislykket/dårligt/uansvarligt/ugennemtænkt i det, kollegerne står for. Helst med så få nuancer som muligt og i hvert fald ikke med fremhævelse af det, der kunne tale for kollegernes løsning.
LÆS OGSÅ:S: Skræmmekampagne skal bevares med humorPolitikeres særlige form for næstekærlighed består i at sammenligne de bedste af egne argumenter med de dårligste af næstens. På samme måde med hidtil opnåede resultater.
En tommelfingerregel er, at rød blok vil mene, at blå bloks forslag er asociale, mens blå blok omvendt vil mene, at rød bloks forslag er uansvarlige. Alt sammen sagt i en tone, der angiver, at modparten nok ikke har helt så udviklede menneskelige egenskaber som en selv.
Og med sikkerhed vil ingen rødme over det.
Jeg ser i denne sammenhæng bort fra de deciderede karaktermord, som ofte overlades til medierne, politikere i femte geled og partiernes interne magtkampe.
Lige for god ordens skyld: Det er ikke sådan, at disse træk er helt ukendte i andre erhverv i landet. De er bare ikke så god tone, og dermed er udfoldelserne mindre udtalte, og fremgangsmåderne mere avancerede. Det interessante ved politik er, at det tilsyneladende er fuldstændig acceptabelt.
Jeg længes efter en valgkamp – og en politisk debat generelt – med mindre forudsigelighed på dette punkt. Tydelige meninger og klare udfordringer, naturligvis. Men det kunne være forfriskende at høre Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fremhæve noget, regeringen har gjort, som godt. Og undskylde, at det eventuelt var mislykkedes med udefrakommende finanskrise. Altså i mere end en bisætning efterfulgt af et ”men …”. Eller høre Lars Barfoed (K) glæde sig hjerteligt over, at Villy Søvndal (SF) har fået en god idé. Eller jeg tør næsten ikke tænke det scenarie, at Margrethe Vestager (R) fremhæver Pia Kjærsgaards (DF) gode hensigter.
Den politiker, der tager første skridt mod sådanne fornyelser af det politiske liv, vil gøre os alle en tjeneste.
Men: Vil pågældende ikke tabe valget?
Første svar: Måske. Det vil jo nok ikke være så underholdende og give så mange sekunder på TV 2 News. Men viser politisk mod sig ikke netop ved at gøre det rigtige, selvom man ikke vinder valg på det? På min opslagstavle hænger et citat af Lars Løkke Rasmussen (V) fra B.T. sidste sommer: ”Hvis man kun tænker på at blive populær, kan det godt være, det holder til valgdagen. Men det holder ikke til historiebøgerne.”
Andet svar: På den lidt længere bane vil det tegne et billede af politiske dyr, der trods alt nedstammer fra menneskene. Og det billede har vi brug for at få tegnet, for der er noget umenneskeligt over politikernes fælles indlærte adfærd. Så vidt jeg kan høre, hjælper det ikke, at kvinderne eller de unge kommer til. De er for godt skolet eller falder for naturligt ind i kulturen.
Er konkret skridt kunne være at udlevere Martin Luthers forklaring til det ottende bud til alle folketingskandidater og bede dem om at praktisere det. Præster og indremissionærer kunne så tilbyde at stille op til ugentlige evalueringssamtaler i forsøg på at forbedre politikernes etiske performance.
Buddet og forklaringen lyder: ”’Du må ikke vidne falsk mod din næste.’ Det vil sige: Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke lyver om vores medmenneske, svigter ham eller spreder dårlige rygter om ham. I stedet skal vi undskylde ham, tale godt om ham og forstå alt i bedste mening.” (Citeret efter ”Katekismus Updated”, Lohses Forlag 2007).
Det karakteristiske ved Luthers forklaring er, at den ikke bare handler om løgn i teknisk forstand. Den handler om, hvordan vores ord gavner eller skader vores næste. Og her spiller den positive side af buddet en lige så stor rolle som forbuddet. Derfor de karakteristiske ord: ”undskylder”, ”tale godt om”, ”forstå alt i bedste mening”.
Det er i virkeligheden ingen kunst at gøre i mødet med dem, vi i forvejen kan lide og er enige med.
Det bliver først svært, når det skal praktiseres midt i uenighed, modstand og konkurrence.
Men det er også der, det betyder noget.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær for Caritas og formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad