Vær engageret!

Når store grupper – især unge – rundt om i verden tyr til vold og optøjer, er det fordi de ifølge Lene Andersen føler sig isoleret fra den oplyste del af befolkningen. De føler sig godt nok indignerede, men har ikke værktøjer til at sætte ord på frustrationen. Det gælder både indvandrere og unge. Og så går de i gaden med voldelige metoder, og al medmenneskelighed, ordentlighed og substans er væk, påpeger Lene Andersen, der har en forklaring:

”Det handler i bund og grund om, at vi har glemt, hvad vi vil med vores system, og hvor vi vil hen med det gode samfund. Politik handler om, hvilke knapper der skal skrues på for at få flere eller færre penge til det ene eller andet. Og det ironiske er, at det kan en computer gøre mindst lige så godt. De midler, der diskuteres i forhandlinger til finansloven, er meget få, og resten er regnet ud. Vi er enige om det meste, men taler ikke om det grundlæggende. Vi har indrettet os efter et industrisamfund, hvor vi skal arbejde, få løn og betale skat. Men den borgerstandstænkning er 300 år gammel,” siger Lene Andersen.

I bogen skriver hun, at hun som kvinde, humanist, konverteret jøde og meningsdanner gennem tiden ville være blevet udstødt af samfundet eller ligefrem brændt på et bål. I dag har hun som borger i et åbent og demokratisk samfund alle rettigheder til at gøre sig klogere, bruge mulighederne og ytre sig. Men rettigheder forpligter:

LÆS OGSÅ: Anmeldelse af ”Det åbne samfund og dets venner”

”Vi har et ansvar, som følger med det åbne samfund, vi er så heldige at leve i. Men at pådutte andre pligter er docerende. Det er faktisk kun religion, der har påtaget sig rollen at diktere, hvad der er godt at gøre. Så mange mangler den store fortælling om etik og moral, der kan guide os til et bedre liv. Men vi ser en økonomisk kynisme og dumhed i stedet for at insistere på et velfungerende pluralistisk samfund med plads til forskellighed, hvor humanisme er præmissen for, hvad vi laver, og hvor retssamfundet sikrer, at det kan lade sig gøre. Optøjerne i Storbritannien er et udtryk for skred i fællesskabet. Ansvaret må ligge hos os på midten, der har bolig, uddannelse og arbejde på det tørre. Det, man kan kalde for eliten, har kørt en arrogancetur, og nu ser vi konsekvenserne.”

Det er svært at forestille sig lignende optøjer, som vi har set i udlandet, i danske gader. Er det en reel trussel?

”Det synes jeg, selvom vi har et af de mest privilegerede samfund med ufattelige muligheder. Men vi er afhængige af det internationale samfund også. Det er for farligt at fortsætte med at pille os i navlen og tale om hyggeproblemer. De rigtige trusler er de store virkomsheders enorme økonomier, og penge er lig med magt. Og i stedet for at tale om, hvad folk vikler om hovedet, skulle vi bruge energien på at få EU til at fungere, engagere os i verdenspolitik og insistere på menneskerettigheder. For eksempel kunne fagforeningerne i stedet for at bruge kræfter på ansættelseskrav og lønforhandlinger se på fagforeninger i Kina og Indien. Skal vi sikre vores velfærdssamfund for fremtiden, skal vi hæve niveauet for arbejdsforhold i udlandet. Vi mangler i den grad udsyn. Det bliver jeg indigneret over.”

Både du og Hessel savner humanistiske værdier i det moderne samfund. Du sidder med i regeringens værdikommission. Er det et humanistisk udsyn, du vil prædike her?

”Vores opgave er ikke at definere de rigtige værdier. Vi skal starte en god debat om, hvad vi vil med vores samfund. Det er kun på tide. Jeg er blandt andet inspireret af den britiske rabbiner Jonathan Sacks, der skriver om, hvad vi må gøre for at sikre loyalitet i et multikulturelt samfund, hvor der mangler fælles identitet. Det er meget svært for tilflyttere at tage vikingerne på sig som noget fælles. Der er noget andet end frikadeller på spil, som fremtrædende intellektuelle må forklare,” siger Lene Andersen, som selv har prøvet at skifte fra en kultur til en anden som konverteret jøde.

”Jeg kan bruge oplevelsen fra at gå fra majoritetskultur til minoritetskultur. Som majoritet tager man ting for givet. Når man kommer udefra, er det meget svært at tolke de nationale koder, der skal til for at føle et fællesskab. Det er ikke nok at forstå sproget. Man mangler referencer til sproglige billeder og fortællinger fra barndommen. På samme måde forstår store grupper i samfundet ikke arbejdsmarkedet og vejen til medierne. Og det er ikke kun indvandrere,” siger Lene Andersen, der har fire gode råd til god integration og til det gode åbne samfund:

”Det er vigtigt, at vi forstår forskellen på tro og viden, på følelsesmæssige sandheder og fakta. For det andet er det meget vigtigt, at vi kender vores egen historie og vores rødder for at kunne lade andre forstå, hvad der er vigtigt for os. For det tredje: Læs bøger og lær mennesker at kende, som ikke ligner dig selv. Og sidst, men ikke mindst, vær engageret! Kom op fra sofaen, hvis du er utilfreds, i stedet for at jamre!”.