Bach er bedre end Seebach

Kvalitet kan findes i alle genrer. Men finkulturen er fundamentet for al kunst. Og mens den økonomiske krise får regeringer over hele Europa til at skære ned på symfoniorkestre og teatre, mærker forskere en ny folkelig søgen efter slidstærk kultur

Kvalitet kan findes i alle genrer. Men finkulturen er fundamentet for al kunst. Læs tema om finkultur.
Kvalitet kan findes i alle genrer. Men finkulturen er fundamentet for al kunst. Læs tema om finkultur. Foto: .

Det var Danmarks første kulturminister, socialdemokraten Julius Bomholt, der i begyndelsen af 1960erne fik indført, at folket skulle have billigere adgang til finkulturen.

LÆS OGSÅ: Finkultur skal gøres folkelig

For finkultur skulle ikke kun være for de fine, mente han. Og siden har den kulturpolitiske tradition herhjemme for eksempel gjort det billigere for en dansker end en tysker at gå i operaen.

Alligevel forbinder mange stadig finkultur med snobberi. Og selvom det efterhånden er blevet moderne at tage en flaske rosévin med ud i det fri for at høre opera, er det stadig kun en lille procentdel af befolkningen, der regelmæssigt kommer i operaen. For en del danskere dur finkultur slet ikke. Og man skal ikke lede længe for at finde skatteydere, der ikke kan forstå, at jeg skal betale skat, for at andre kan gå i teatret.

Den økonomiske krise har forstærket det argument overalt i Europa, hvor der i øjeblikket bliver skåret ned på den kultur, som Europa ellers er bygget op omkring.

De mest bekymrede fortalere for finkulturen frygter derfor, at de finanskriseramte politikere er ved at amputere Europas kulturelle rødder, når stadig flere kulturprodukter bliver overladt til markedskræfterne.

Herhjemme har lukningen af P2 på FM-båndet blandt andet kaldt på samme bekymring her i avisen. Ifølge DRs kulturdirektør, Morten Hesseldahl, er der aldrig blevet spillet så meget klassisk musik i DR som nu. Han peger på, at den klassiske musik stadig vil spille om aftenen og natten på FM-båndet og uafbrudt på den nye DAB-kanal for klassik musik, ligesom DR har taget flere nye initiativer for unge talenter inden for klassisk musik. Men med nedlæggelsen af blandt andet Vestjysk Symfoniorkester og DRs fondsstøttede talentudvikling for unge klassiske musikere, DRuen, frygter markante kendere af klassisk musik alligevel, at man er ved at skabe et omfattende dannelsestab omkring klassisk musik, når man på den måde fjerner vækstlagene, der skulle bære traditionen videre.

Dannelsestab er i det hele taget blevet et modeord de seneste år. Den siddende borgerlige regering har som modsvar udsendt den ene kulturkanon efter den anden, efter at Anders Fogh Rasmussen (V) ironisk nok ville gøre op med smagsdommeriet i begyndelsen af dette årtusinde.

Kanontanken har dog også splittet nationen. For mens nogle synes, at kulturkanoner er et nødvendigt kunstigt åndedræt til vores kulturelle skatte, opfatter andre dem som elitære og formynderiske.

Men ifølge dr.phil. Harry Haue, der er professor i almen dannelse ved Syddansk Universitet, dækker den igangværende debat over to forskellige tilgange til kultur, der historisk set er stødt sammen gennem århundreder. For ens kultursyn hænger nøje sammen med ens syn på dannelse, mener han. Og den danske kulturtradition, der både gør plads til folkelig og elitær kultur, kom bogstaveligt talt til udtryk i et over 160 år gammelt skænderi mellem to af Danmarks største dannelsesapostle Grundtvig og Madvig.

Det store kulturskænderi fandt sted i 1850, da Johan Nicolai Madvig både dækkede kirke, kultur og uddannelse som kultusminister. Den stilling havde han slidt sig frem til fra fattige kår på Bornholm. Men Madvig var med sin forkærlighed for den lærde skole for elitær i sit syn på dannelse og kultur, mente Grundtvig, der selv var medlem af Folketinget i den periode.

Ifølge folketingsprotokollerne afbrød Grundtvig ligefrem en af Madvigs taler i folketingssalen om dannelse ved at råbe: Kultusministeren hævder, at al dannelse kommer fra eliten. Nej, nej!, råbte han, den kommer fra folket!.

Grundtvig har ikke uret, replicerede Madvig, for dannelse kommer også fra folket. Men der må og skal være plads til begge dele, så de to former kan indgå i en vekselvirkning med hinanden. Det ville være lykkeligt for vort folk, hvis den folkelige og lærde dannelse kunne inspirere hinanden, sagde han.

Grundtvig erklærede sig enig på stedet. Og siden har det været en del af den danske dannelsesforståelse, at almendannelse står på to ben ét i den lærde skole og et andet i folkeoplysningen, der med Grundtvigs ord ligestiller håndens og åndens arbejde. Men selv den folkelige kultur bliver hurtigt elitær. For højskolerne var for eksempel ikke sene til at lære bønderne at læse græske klassikere, påpeger Harry Haue:

Den lærde kultur er forudsætningen for alle andre kulturer. Derfor spiller finkulturen stadig en vigtig rolle i samfundet. Det tror jeg faktisk personligt heller ikke, at Grundtvig ville være uenig i. For det er typisk finkulturen, der sætter folk i forbindelse med den slidstærke kultur, der bygger på vores åndelige rødder. Og det er også en af grundene til, at vi i Danmark har holdt fast i Bomholts tanker om, at alle skal have råd til at fylde sig med finkultur.

Ifølge kunsthistoriker og tidligere rektor for Kunstakademiet Else Marie Bukdahl burde den gode kultur netop også være til gavn for alle.

Måske er selve ordet finkultur misledende. For det er karakteristisk for virkelig god kunst, litteratur og billedkunst, som har levet gennem århundreder, at de formidler almenmenneskelige værdier. Det rummer viden om vores tilværelse og åbner for nye perspektiver, siger Else Maris Bukdahl, mens Harry Haue også mener, at finkultur er et uundværligt fundament for alle andre former for kultur. Og derfor har han ikke noget imod, at det for eksempel er elitens kultursyn, der får lov til at præge gymnasieskolen.

I en årrække blev fag som historie og dansk forvandlet til rene demokratifag, hvor alt var til diskussion. Men man bliver nødt til at have en fælles viden for at kunne diskutere ordentligt sammen. Derfor synes jeg, at kanontanken var et godt input. Men jeg synes også, at man heldigvis kan se en generel tendens til, at danskerne er blevet mere kulturelt søgende de seneste år, på samme måde som folk i stigende grad søger mod religion, siger Harry Haue.

Han mener, at samfundets forandringshastighed er med til at få folk til at søge tilbage mod den slidstærke kultur, der har vist sig holdbar gennem generationer:

Jeg har for eksempel en nabo, der er pensioneret mekaniker, men han går lige så ofte i teatret og operaen som mig. Og jeg tror, at finkulturen vil opleve en endnu større folkelig opblomstring de kommende år, selvom der stadig er forskellige holdninger til den. En kollega fortalte mig for eksempel her til formiddag om, hvordan hendes søn i 5. klasse skulle skrive en stil om sin hverdag. Han skrev blandt andet, at de spiste aftensmad, inden de hørte klassisk musik sammen som familie. Og til det havde læreren skrevet Stakkels dreng!.

Else Marie Bukdahl ville nok have skrevet noget andet under den stil. For i hendes verden er finkulturen med til at udvikle mennesker.

Det gælder både, når man ser på et billede af Michelangelo, van Gogh eller Olafur Eliasson. Når et fåtal går i Det Kongelige Teater, handler det i mine øjne om priserne, men jeg tror mange bliver beriget gennem litteratur og kunst. Billedkunst har jo en direkthed og intens evne til at tale til intellektualiteten og skaber en følelse, der griber ind i hele vores oplevelse af livet, siger Else Marie Bukdahl, der ligesom Harry Haue oplever en stadig større folkelig interesse for såkaldt finkultur.

Jeg møder mange, som ikke tilhører de cirkler, der benytter finkulturen, og de fortæller, at de har læst en bog eller set billeder, som de gerne vil vide mere om. Så der mangler måske ordentlig formidling og nye idéer til at nå bredere ud. Folk er sultne efter kvalitetskultur, siger hun og fortsætter:

Det er karakteristisk for god kunst, at det jo holder i århundreder. Den viden og indsigt, som den rummer, skyldes en stor grad af almengyldighed, der kan fortolkes forskelligt. Der dukker stadig nye perspektiver af Michelangelo op i dag, som man ikke så før i tiden. De rummer nye skatkamre og formidler ny viden om, hvordan vi orienterer os i verden. De hjælper os med at forstå, hvad meningen er. Og det optager jo altid folk og faktisk mere i dag, end da jeg var ung. Der er en større sult efter meningsdannelse. Og her kan finkulturen komme med svar, der rummer grundlæggende livsværdier og nuancer til nyt livsmod og inspiration.

DRs kulturdirektør mener dog ikke, at det giver mening at skelne mellem lavkultur og finkultur.

Den elitære kultur udspringer af den folkelige kultur og omvendt. De græske tragedier, der i dag bliver regnet for finkultur, blev for eksempel skabt ud af en folkelig kultur. Og filmkulturen har afsæt i meget brede fortælleformer. Men jeg tror, at noget af den bedste kultur bliver skabt i en vekselvirkning mellem folkelig og elitær kultur. Og jeg tror, at det er farligt, hvis man inddeler kultur i højkultur og lavkultur ud fra deres genrer. For der findes kvalitetsforskelle inden for alle genrer, siger Morten Hesseldahl, der til gengæld ser en vigtig opgave i at beskytte og formidle den gode kultur, der ikke kan blive båret af markedskræfterne alene.

Kultur er mere end underholdning. Hvis skolebørn kun lærte, hvad de selv efterspurgte, tror jeg ikke, at der var mange, der ville lære deres tyske gloser. Og hvis DR udelukkende sendte det, der blev efterspurgt, ville vi ikke være i stand til at formidle den kvalitetskunst, der fortjener opmærksomhed. Omvendt skal vi også have en følsomhed for, hvad der rører sig på markedet, for hvis vi ikke var i stand til at konkurrere med de kommercielle kanaler om befolkningens opmærksomhed, ville vi heller ikke kunne levere rigtig public service. For vi skal have en public, før vi kan lave service. Men vores udgangspunkt er i høj grad at gøre det anderledes, end andre gør. Og alt, hvad vi leverer, skulle gerne handle om kvalitet, uanset om det handler om X Factor eller symfoniorkestrets torsdagskoncerter, siger kulturdirektøren, der på trods af DRs markante ændringer af P2 mener, at den store medievirksomhed tager sin rolle som dannelsesinstitution alvorligt.

Hvis man tager et populært program som X Factor, fik Thomas Blachmann hele Danmark til at diskutere, hvad kvalitet er. Og på den måde blev programmet pludselig også interessant ud fra en public service-betragtning, siger Morten Hesseldahl og peger på, at DRs næste store folkelige satsning, Maestro på DR 1, til gengæld handler om at formidle den klassiske musik til et stort publikum. For god kultur er mange ting, mener han:

Kultur er det, der opstår, når mennesker lever sammen, og kunstneriske udtryk er en del af det. Men uddannelse og kultur kan sikre et dannelsesniveau med en bevidsthed om, at der findes andre mennesker. Det at være udannet er ikke at erkende, at der kan findes andre erkendelsesformer end den, man selv har. Men kunst kan udvide ens perspektiv, fordi den minder en om, at der findes andre mennesker end en selv, ligesom den peger på, at man er en del af en større historie, der begyndte, længe før man blev født, og vil fortsætte lang tid, efter at ens jordiske liv er forbi.