Hurra for hospice

For ikke så mange uger siden havde jeg en fantastisk oplevelse, som samtidig også var rigtig sørgelig.

LÆS OGSÅ: Jeg klarede alt det, min mor ikke kunne

Men det, der står tilbage, er den fantastiske fornemmelse af at se en døende mand få en værdig, rolig og smertefri død, samtidig med at de pårørende føler sig velkomne og ikke i vejen, som man meget nemt kommer til på en travl hospitalsafdeling.

Med andre ord: Jeg fik en hospice-oplevelse.

Den kunne jeg unde rigtig mange dødssyge også at få.

Da vi sad ved min fars dødsleje på hospitalet for et par år siden, fik vi en sengestue for os selv, og det var ikke, fordi der blev forstyrret meget. Han døde midt i skiftet mellem nat- og dagholdet, og det tog personalet også i stiv arm.

Men hyggeligt? Nej! Uforstyrret? Ikke helt. Tid til samtale med personalet? Overhovedet ikke.

Min mands farbror på næsten 80 døde i begyndelsen af juli. Efter flere år med smerter, som hovedsageligt blev behandlet med Panodil, fik han sin ”fremskreden kræft”-diagnose på et mindre provinssygehus. Han ville ikke mere, havde lige mistet sin samlever og derefter sin bedste ven, så han havde allerede talt med bedemand og præst, så den del skulle ”vi ikke bøvle med”.

Velinformeret af en veninde vidste vi, at der skulle en såkaldt ”terminalerklæring” til for overhovedet at søge hospice. Det klarede overlægen.