Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Hurra for hospice til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hurra for hospice

Emneord for denne artikel

døden | familie | pårørende | hospice | Signatur | værdighed | Bente Clausen
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

En hospice-oplevelse

For ikke så mange uger siden havde jeg en fantastisk oplevelse, som samtidig også var rigtig sørgelig.

LÆS OGSÅ: Jeg klarede alt det, min mor ikke kunne

Men det, der står tilbage, er den fantastiske fornemmelse af at se en døende mand få en værdig, rolig og smertefri død, samtidig med at de pårørende føler sig velkomne og ikke i vejen, som man meget nemt kommer til på en travl hospitalsafdeling.

Med andre ord: Jeg fik en hospice-oplevelse.

Annonce
Den kunne jeg unde rigtig mange dødssyge også at få.

Da vi sad ved min fars dødsleje på hospitalet for et par år siden, fik vi en sengestue for os selv, og det var ikke, fordi der blev forstyrret meget. Han døde midt i skiftet mellem nat- og dagholdet, og det tog personalet også i stiv arm.

Men hyggeligt? Nej! Uforstyrret? Ikke helt. Tid til samtale med personalet? Overhovedet ikke.

Min mands farbror på næsten 80 døde i begyndelsen af juli. Efter flere år med smerter, som hovedsageligt blev behandlet med Panodil, fik han sin ”fremskreden kræft”-diagnose på et mindre provinssygehus. Han ville ikke mere, havde lige mistet sin samlever og derefter sin bedste ven, så han havde allerede talt med bedemand og præst, så den del skulle ”vi ikke bøvle med”.

Velinformeret af en veninde vidste vi, at der skulle en såkaldt ”terminalerklæring” til for overhovedet at søge hospice. Det klarede overlægen.

Få dage senere blev farbror overflyttet til et hospice i Nordsjælland, allerede meget dårlig.

Men han nåede at se, hvor smuk haven var omkring ham, og høre den stilfærdige lyd af vand, der risler, og den sagte Mozart på anlægget.

Alle sygeplejerskerne var modne kvinder, som sivede stille ind og ud ad døren, opmærksomme på mængden af medicin, og som spiste natmad med de pårørende og tålmodigt svarede på alle spørgsmål. Ingen løben hen ad gangene – som det sikkert er nødvendigt på et hospital – bare stilhed. Og plads til pårørende, både i den døendes stue og på en slags pårørende-hotel.

Så derfor kunne vi sidde på skift hos farbror, hviske til ham, at han godt måtte give slip, at alt var i orden, eller synge de sange, både skålviser og salmer, han godt kunne lide.

Efter halvandet døgn drog han sit sidste suk, og personalet tændte et lys for ham ude i hallen. Det blev pustet ud dagen efter, da kisten blev båret ud.

Bagefter var vi ganske enige om, at det var en værdig måde at dø på, og gid det også kunne komme os til del.

Men helst ikke endnu!
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​