Bekvemmelige og bevidstløse danskere

Europæisk historie og samtidskritik går smukt hånd i hånd i Morten Hesseldahls nye roman

Morten Hesseldahl: Blodet fra Solsortesletten. 279 sider. 249 kroner. Modtryk. Udkommer i dag.
Morten Hesseldahl: Blodet fra Solsortesletten. 279 sider. 249 kroner. Modtryk. Udkommer i dag. Foto: Bogforside.

Det regner næsten konstant i Morten Hesseldahls nye roman, Blodet fra Solsortesletten. Nogle gange i stride strømme, andre gange trist og silende. Først henimod slutningen kan man nyde en lav formiddagssol, der så endelig bliver til fuld sol på en graffitimur. Tilsyneladende ikke særlig opmuntrende; men meget effektfuldt gjort!

LÆS OGSÅ: Til forsvar for det komplekse

Også på en anden måde kan Blodet fra Solsortesletten virke trøstesløs: De syv første kapitler introducerer os til romanfigurer, der måske intet har med hinanden at gøre, og de lever tillige ret så formålsløse liv. Iben studerer filosofi, men er gået i stå med sit speciale om ondskab. Hun føler ikke, at hun har greb om tiden, og intet forekommer hende virkelig interessant. Hun er mor til den introverte, øretæveindbydende 11-årige Sara, der dog har et mægtigt talent for at spille på trommer, som hun øver sig på sammen med den fordrukne, men gudbenådede musiker Dahlgren.

Iben er faldet ud af SU-systemet, så hun må tjene sine penge ved at renskrive manuskripter for den ældre pensionerede lektor Ruben Kjær, der bruger dag og nat på at følge med i, hvad der foregår på Balkan og i særdeleshed går op i en mindre, radikal organisation, der hudfletter danskernes valne tro og menneskenes gennemgående svaghed.

Vi møder også den vanvittigt talentfulde tegneserietegner Thomas, hvis liv enten foregår ved et tegnebræt eller som indbrudstyv, hvor han deler rovet med den tossegode Oliver, der er ansat i en hælebar, hvorfra han let kan skaffe sig nøgler til private hjem. Kun få af personerne synes at have mål og retning med deres liv. Kun Ruben Kjær og Sara brænder for noget i deres liv. Den ene for en politisk sag, den anden for sin musik.

Herpå introduceres vi til Jovan. En serbisk flygtning, der ligger fastspændt i en seng med et brændende stearinlys mellem sine spredte ben. Hans afhuggede finger ligger på dørtrinnet, og hans tænder er slået ud. Vi er et sted i Danmark. Hvad er der sket?

Fra dette syvende kapitel slipper man ikke bogen, før den er læst til ende. Den er som klister på hænderne. Alle disse mennesker, der henslæber deres små, forhutlede, indholdsløse liv i trøstesløs regn, bliver hvirvlet ind i skæbner, der trækker tråde tilbage til Solsortesletten i Kosovo i 1300-tallet, hvor kristne serbere led forsmædeligt nederlag til tyrkiske muslimer.

Siden da har det serbiske folk følt sig forfulgt, og efter kommunismens kollaps i det tidligere Jugoslavien har had og hævn bølget frem og tilbage mellem folkeslagene.

Hævn og had og fanatisme bliver spændt op imod dansk hverdagsrealisme, dansk dvaskhed og udeltagelse. Hver enkelt af personerne bliver på den ene eller anden måde nødt til at træde i karakter de tvinges til at tage stilling til deres eget hidtidige karakterløse liv. Tankevækkende, at den øretæveindbydende teenager overraskende viser sig at være den, der er allermest i kontakt med sine omgivelser.

Ikke nok med, at bogen er skarpt komponeret med sans for en effektfuld cliff-hanger her og der, den er også intelligent tænkt som en opsang til det bevidstløse og tomme liv. Den behandler grænserne mellem dødsensfarligt engagement og bare at lade livet flyde sig forbi.

Henimod slutningen begynder solen at skinne. Mange af personerne har flyttet egne grænser; nogle er bukket under.

Morten Hesseldahl har skrevet en spændingsroman med indhold og alle løse tråde bliver bundet nysseligt sammen til sidst. Kan med varme anbefales.