Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen ”Jeg magtede ikke selv at spørge gymnasiet om hjælp” til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

”Jeg magtede ikke selv at spørge gymnasiet om hjælp”

Helene Vestergaard mener, at der mangler sorgberedskab på ungdomsuddannelserne.

- Keld Navntoft/Scanpix Denmark

Emneord for denne artikel

børn | død | far | gymnasium | kræft | Unge og Sorg | Helene Vestergaard | farmor
flexblock
Kommenter Hold mig opdateret

Sorg Først døde faderen, dernæst farmoderen – begge af lungekræft. Det betød to skoleskift og en depression, før Helene Vestergaard denne sommer endelig kunne sætte studenterhuen på hovedet. Med bedre sorgvejledning fra gymnasiet kunne det være gået anderledes, mener hun

Fredag den 5. december 2008 døde 17-årige Helene Vestergaards far af lungekræft. Kort tid efter var hun til fysikeksamen i 2.g.

LÆS OGSÅ: Ungdomsuddannelser mangler sorgberedskab

”Jeg havde været fraværende til meget af undervisningen på grund af min fars død. Det var en 24-timers opgave, og jeg græd det meste af tiden og under eksaminationen. At være alene i så mange timer var bare helt umuligt. Jeg kunne ikke undgå at tænke på min far, alt væltede bare rundt i hovedet på mig, ” fortæller Helene Vestergaard.

I dag bor nu 20-årige Helene Vestergaard i en etværelses lejlighed på Nørrebro i København. En mijavende kat og en høj, lyshåret kvinde med kort pagehår og lang kjole står klar til at modtage.

Annonce
Hun flyttede hertil i 2.g, fordi tabet af faderen skabte så mange spændinger i familien, at hun måtte væk hjemmefra. Midt i finanskrisen stod hendes hjemmegående mor pludselig alene med ansvaret for at drive en biludlejning og et overvågningsfirma, som faderen altid havde styret. Han var ”familiens klippe”, som man altid kunne finde svar hos.

”Det svære ved at miste min far var, at vores ellers velfungerende familie pludselig ikke fungerede. Jeg havde svært ved at finde min rolle. Jeg var den ældste og følte et stort ansvar for både mine to brødre og for de to firmaer, min mor alene skulle føre videre. Ingen havde overskud. Det blev for meget for mig, og det kom til udtryk i mange skænderier i familien,” fortæller hun i et roligt tempo med en blid og fattet stemme.

Med en stor sorg som daglig følgesvend har eksamensbeviset været længe undervejs. Et år efter faderens død fik Helene Vestergaard en depression og blev behandlet med antidepressiv medicin.

Det skete, samtidig med at hun af praktiske årsager skiftede gymnasium i 3.g. Halvvejs igennem 3.g fik hendes farmor konstateret lungekræft og døde kort tid efter. En farmor, hun havde et meget nært forhold til.

Med erfaringer fra sin fars dødsfald i baghovedet valgte hun at bruge mere tid med sin farmor de sidste få uger, hun levede, for at få sagt ordentligt farvel. Det gik til gengæld ud over skolegangen, så hun ikke magtede at gå til de afsluttende eksaminer.

Studenterhuen fik hun derfor ikke sammen med klassekammeraterne, men meldte sig ind på det nu tredje uddannelsessted, et voksenuddannelsescenter, hvor hun tog de sidste fag, og blev student i år.

Organisationen Børn, Unge og Sorg, der tilbyder hjælp til sorgramte unge, har netop anbefalet ungdomsuddannelserne at få et mere organiseret sorgberedskab. Det forslag kan Helene Vestergaard tilslutte sig. Havde de forskellige uddannelsessteder været mere aktive og opmærksomme på hendes tilstand, var hun måske nemmere sluppet igennem sin sorg og gymnasiet.

”Efter min fars død havde jeg det så dårligt, at jeg havde rigtig svært ved selv at tage initiativ til noget. Jeg havde behov for, at der kom nogen og tog ansvar for mig og tog hånd om mine problemer. Jeg var meget fraværende og havde ikke lyst til at leve. Jeg tænkte ikke, at gymnasiet kunne have et ansvar, og jeg opsøgte ikke selv hjælp.”

Helene Vestergaard var i skole en uge efter faderens død. Mentalt var hun ikke til stede i skolen, for hun kunne hverken sove eller spise. Men frygten for at få for meget fravær og ende med at komme op i fuldt pensum gjorde, at hun mødte op.

Rektoren på gymnasiet inviterede hende til en samtale, hvor han opfordrede til, at hun tog hånd om sin sorg. Hun værdsatte samtalen, men den ændrede ikke på, at hun stadig følte, at hendes liv var gået i stå, mens alle andres gik videre.

Lærerne på gymnasiet havde fået besked om hendes fars død. Nogle lærere trak hende til side og forsøgte at forstå hendes situation. Andre lærere følte hun sig ignoreret af. Fælles for dem alle var, at de opfordrede hende til at komme i skole. Og den vejledning klamrede hun sig til. Men rammerne for at bearbejde sin sorg, mens hun gik i gymnasiet, oplevede hun som svage.

”Nogle lærere kritiserede mig for ikke at være lige så grundig, som jeg plejede at være. Eller så skævt til mig, fordi jeg ikke var der så meget. De skulle jo være i stand til at give mig en mundtlig karakter, og det var nærmest umuligt, når jeg enten var væk eller ikke mentalt til stede. Det var meget stressende og noget, jeg godt kunne have undværet.”

Hun fremhæver dog også positive oplevelser med de lærere, der ikke var bange for at tale med hende om sorgen. Hun havde bare brug for lidt forståelse. Og brug for selv at acceptere, at hun ikke var i stand til at yde sit bedste på alle fronter. Men det var svært, for hun vidste udmærket, at et dårligt karaktergennemsnit kunne blive en hindring for hende på et senere tidspunkt.

Havde hun været i stand til at vejlede sig selv dengang, havde hun derfor taget orlov i perioden omkring sin fars død. Den intense tid hun havde med farmoderen inden hendes død betød, at det blev meget nemmere at give slip.

Uden for skolen blev Helene Vestergaard tilbudt hjælp. Via kræftafdelingen på det hospital, faderen var indlagt på, stod en psykolog parat, men hun magtede ikke at skulle tale om sin fars mulige død, mens han stadig levede. En veninde på gymnasiet ledte hende i stedet frem til en anden professionel hjælp. Veninden havde selv mistet sin far og gjort brug af organisationen Børn, Unge og Sorg. Det blev Helene Vestergaards redning. Her fik hun gratis psykologhjælp og fulgte en sorggruppe, hvor hun kunne dele sine oplevelser med ligesindede.

”Hvis jeg ikke havde haft en veninde, der havde foreslået mig Børn, Unge og Sorg, så ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag,” siger hun.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​