”Jeg magtede ikke selv at spørge gymnasiet om hjælp”

Med en stor sorg som daglig følgesvend har eksamensbeviset været længe undervejs. Et år efter faderens død fik Helene Vestergaard en depression og blev behandlet med antidepressiv medicin.

Det skete, samtidig med at hun af praktiske årsager skiftede gymnasium i 3.g. Halvvejs igennem 3.g fik hendes farmor konstateret lungekræft og døde kort tid efter. En farmor, hun havde et meget nært forhold til.

Med erfaringer fra sin fars dødsfald i baghovedet valgte hun at bruge mere tid med sin farmor de sidste få uger, hun levede, for at få sagt ordentligt farvel. Det gik til gengæld ud over skolegangen, så hun ikke magtede at gå til de afsluttende eksaminer.

Studenterhuen fik hun derfor ikke sammen med klassekammeraterne, men meldte sig ind på det nu tredje uddannelsessted, et voksenuddannelsescenter, hvor hun tog de sidste fag, og blev student i år.

Organisationen Børn, Unge og Sorg, der tilbyder hjælp til sorgramte unge, har netop anbefalet ungdomsuddannelserne at få et mere organiseret sorgberedskab. Det forslag kan Helene Vestergaard tilslutte sig. Havde de forskellige uddannelsessteder været mere aktive og opmærksomme på hendes tilstand, var hun måske nemmere sluppet igennem sin sorg og gymnasiet.

”Efter min fars død havde jeg det så dårligt, at jeg havde rigtig svært ved selv at tage initiativ til noget. Jeg havde behov for, at der kom nogen og tog ansvar for mig og tog hånd om mine problemer. Jeg var meget fraværende og havde ikke lyst til at leve. Jeg tænkte ikke, at gymnasiet kunne have et ansvar, og jeg opsøgte ikke selv hjælp.”

Helene Vestergaard var i skole en uge efter faderens død. Mentalt var hun ikke til stede i skolen, for hun kunne hverken sove eller spise. Men frygten for at få for meget fravær og ende med at komme op i fuldt pensum gjorde, at hun mødte op.

Rektoren på gymnasiet inviterede hende til en samtale, hvor han opfordrede til, at hun tog hånd om sin sorg. Hun værdsatte samtalen, men den ændrede ikke på, at hun stadig følte, at hendes liv var gået i stå, mens alle andres gik videre.

Lærerne på gymnasiet havde fået besked om hendes fars død. Nogle lærere trak hende til side og forsøgte at forstå hendes situation. Andre lærere følte hun sig ignoreret af. Fælles for dem alle var, at de opfordrede hende til at komme i skole. Og den vejledning klamrede hun sig til. Men rammerne for at bearbejde sin sorg, mens hun gik i gymnasiet, oplevede hun som svage.

”Nogle lærere kritiserede mig for ikke at være lige så grundig, som jeg plejede at være. Eller så skævt til mig, fordi jeg ikke var der så meget. De skulle jo være i stand til at give mig en mundtlig karakter, og det var nærmest umuligt, når jeg enten var væk eller ikke mentalt til stede. Det var meget stressende og noget, jeg godt kunne have undværet.”

Hun fremhæver dog også positive oplevelser med de lærere, der ikke var bange for at tale med hende om sorgen. Hun havde bare brug for lidt forståelse. Og brug for selv at acceptere, at hun ikke var i stand til at yde sit bedste på alle fronter. Men det var svært, for hun vidste udmærket, at et dårligt karaktergennemsnit kunne blive en hindring for hende på et senere tidspunkt.

Havde hun været i stand til at vejlede sig selv dengang, havde hun derfor taget orlov i perioden omkring sin fars død. Den intense tid hun havde med farmoderen inden hendes død betød, at det blev meget nemmere at give slip.

Uden for skolen blev Helene Vestergaard tilbudt hjælp. Via kræftafdelingen på det hospital, faderen var indlagt på, stod en psykolog parat, men hun magtede ikke at skulle tale om sin fars mulige død, mens han stadig levede. En veninde på gymnasiet ledte hende i stedet frem til en anden professionel hjælp. Veninden havde selv mistet sin far og gjort brug af organisationen Børn, Unge og Sorg. Det blev Helene Vestergaards redning. Her fik hun gratis psykologhjælp og fulgte en sorggruppe, hvor hun kunne dele sine oplevelser med ligesindede.

”Hvis jeg ikke havde haft en veninde, der havde foreslået mig Børn, Unge og Sorg, så ved jeg ikke, hvor jeg havde været i dag,” siger hun.