Giv os i dag en vedkommende kirke

Et andet af hendes spirituelle højdepunkter indfandt sig året efter, hvor hun gik på Caminoen fra Roncevalles i Pyrenæerne til Santiago de Compostela – 750 km.

”Jeg var gået kold i min magisterkonferens og trængte til at komme væk og klare hjernen. Ingen havde lyst til at tage med, så jeg gik den alene og mødte masser af interessante og begavede mennesker undervejs, også en del freaks, der vist havde forlæst sig på Paolo Coelhos euforiserende og noget kulørte beretning om caminoen. De forventede at få åbenbaringer og møde brændende buske og sikkert også Gud, og da det ikke skete, blev de ulykkelige og var overbeviste om, at de måtte have gået den forkert. At gennemføre den vandretur lærte mig en hel del om udholdenhed, og jeg tænker ofte, at når jeg kunne stå op hver morgen og gå hen over Spanien på vabler og betændelse i foden, så kan jeg nok også klare at gøre det færdigt, jeg er i gang med. At jeg i tillæg er blevet pilgrim og udødelig og renset for alle synder, betragter jeg som en fin lille bonus,” siger Anne Sophia Hermansen, som tror, at der er mere mellem himmel og jord end måger, som hun siger.

”Jeg har oplevet, at der er en religiøs impuls i mig, og at den kan være stærkere end min vilje til at godtage en fornuftig forklaring,” siger hun.

Anne Sophia Hermansen er stadig medlem af folkekirken, men medlemskabet hænger i en tynd tråd. Alt for mange gange er hun gået ud af kirken og har følt, at der er blevet stjålet en time til halvanden af hendes liv, som hun siger. På nær de to gange, hun er blevet berørt, inspireret, trøstet og har følt sig som en del af noget større.

”Det, der så går galt i folkekirken, er selvfølgelig på grund af, at det er det modsatte, der sker. For eksempel en præst, der taler om skilsmisse under en vielse og taler ned til folk, som om de er en flok kyllingehjerner og åndsdværge, eller slet og ret virker så uengageret i sin samtid, at man skulle overveje kun at afholde gudstjeneste, når præsten havde noget på hjerte. Måske er det så ikke en gang om ugen, men en gang om måneden. Der er for mange discountprædikener, der berøver os vores kostbare tid og gør i al fald mig alvorligt i tvivl, om jeg fortsat skal være medlem af folkekirken,” siger Anne Sophia Hermansen.

Det ligger lige for at spørge, hvad der dog efter hendes mening er sket, siden folkekirken åbenbart ikke siger så mange almindelige danskere noget mere.

”Fordi den ikke taler med den almindelige dansker,” siger Anne Sophia Hermansen.

”Som jeg har oplevet det, taler den ofte enten hen over hovedet på os i et anakronistisk og selvhøjtideligt sprog eller ned til os, for eksempel i form af bamsedåb, der sikkert er tænkt som en måde at gøre kirken børnevenlig på, men bare er plat og fratager kirken sin værdighed,” siger Anne Sophia Hermansen, som mener, at ud over værdigheden har folkekirken mistet evnen til at være vedkommende.

”I min verden har folkekirken mistet sin evne til at være vedkommende, være i kontakt med samtiden og kunne henvende sig til det moderne menneske. At der er præster, som ikke vil vie fraskilte er for eksempel helt til hest, ligesom homoseksuelle naturligvis skal kunne blive gift i den danske folkekirke. Her har kirken en lidt altmodisch opfattelse af, hvad ægte og rigtig kærlighed er. Det er derfor glædeligt, at ligestillingsminister Lykke Friis (V) også kan se absurditeten og vil have ændret lovgivningen. Det er der sikkert også mange præster, der er interesseret i, men så få har dog gjort noget ved det,” siger Anne Sophia Hermansen og giver et par eksempler på den markedsmentalitet, der har sneget sig ind i kirken:

”Jeg nævnte bamsedåb. Andre eksempler er nissehængninger og X Factor-gudstjenester, der måske nok tiltrækker opmærksomhed, men kirken er jo ikke et underholdningsprogram. Modsat den fællesskabsfølelse, der opstår i forlængelse af fodboldkampe og i ”Vild med dans”, kan kirken give os en langt dybere eksistentiel oplevelse. Men den forrådes af for meget pjank og leflen for laveste fællesnævner,” siger Anne Sophia Hermansen som med et enkelt ord beskriver, hvad hun savner i folkekirken: Nærvær.

”Mange moderne mennesker stiller spørgsmålet: Hvorfor skal vi komme i kirken, når den ikke vil os noget? Så længe det spørgsmål er ubesvaret, så forbliver kirken en yndig kulisse for vores bryllupper, en praktisk balsal med plads til flere hundrede mennesker, men drænet for betydning, og det kan den jo takke sig selv for. Men personligt mangler jeg et sted, hvor jeg kan gå hen og få et eksistentielt og åndeligt fix, hvis jeg må kalde det det. Derfor er det med et ulykkeligt hjerte, at jeg nu er blevet separeret fra den danske folkekirke og snart underskriver de endelige skilsmissepapirer,” siger Anne Sophia Hermansen.

vincents@k.dk