Oh, at være et godt menneske …

Det sker, at man siger om en anden, at han eller hun er et godt menneske. Pludselig giver det mening at omtale en person på lidt højstemt vis, fordi vedkommende i sin adfærd synes at være foruden skjulte dagsordener. Fordi han i det konkrete møde oprigtigt ønsker det bedste for andre og behandler dem uden hensyn til egen position.

Et godt menneske gør sig umage for at tøjle sin selviskhed, fordi han kender sig selv og ved, at den værste selvopholdelsesdrift skal bekæmpes. Og måske også, fordi han i livet er blevet mødt med så megen mildhed, at han finder det naturligt at give mildhed videre til andre.

Det mærkes, når intentionen er der, men samtidig ved vi jo godt, at enhver har noget at slås med i forsøget på at leve anstændigt. Og netop fordi det hele angående sindelaget i sidste ende er så uigennemskueligt, forfalder vi nemt til en lidt for simpel definition af det gode menneske.

For eksempel når vi oplever den spontane medfølelse, der kommer til udtryk, når man bliver bekendt med andres lidelse. Ikke, fordi vi til fulde kan gennemskue arten af denne umiddelbare medleven, men fordi det er så befriende håndgribeligt at vurdere hinanden på fremtoningen. På graden af empati for nu at bruge et for tiden så populært udtryk.

Mekanismerne tager fart med de store tragedier. De kan handle om sultende afrikanere, om mennesker, der mister alt ved et jordskælv, eller om en sindsforstyrret mand, der slår en masse sagesløse ihjel. Vi kender ikke personligt dem, der rammes, men vi mindes om, at både lidelsen og det onde virkelig findes, og hermed kan den nemme idé om det gode menneske opstå. For det kan blive til ham, der synes så bestyrtet over mødet med det onde, at hans medleven nærmest bliver til et vidnesbyrd om hans eget rene væsen.