Lea Holtze |
29. august 2011
På flere måder viede J.C. Jacobsen sit liv til fædrelandet. Og både som brygger, politiker og mæcen kom han til at præge sin samtid og opsætte fyrtårne, der stadig præger nutiden i dag – 200 år senere
Man siger, at dansk kultur i virkeligheden bygger på øl. Og selvom det måske kan lyde kulturløst, er det ikke helt forkert. Ser man mod Nordsjælland, tårner Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot sig op. Og i det centrale København blomstrer væksthusene i Botanisk Have. Det er bare to eksempler på de kulturelle fingeraftryk, den danske brygger J.C. Jacobsen har sat på Danmark. Men det er langtfra hele historien.
LÆS OGSÅ: For folk og fædreland
J.C. Jacobsen kom til verden i 1811 i et lille bryggeri i Brolæggerstræde i det indre København. I disse år under Englandskrigene sad Danmark som en lus mellem to negle – Napoleons og Storbritanniens. Og endnu før den lille Jacobsen kunne gå, blev landet ramt af statsbankerot i 1813. Det kunne ikke se meget mere trist ud for den kommende bryggers fremtid. Alligevel blev det afsættet for 75 års storslået virke.
”Det var meningen, at Jacobsen skulle være brygger. I ungdomsårene var han meget engageret i sin fars virksomhed. For Jacobsen ville gerne vokse ind i det pæne borgerskab. Og redskabet til det blev hans kunnen som brygger,” fortæller formanden for Carlsbergfondet, Povl Krogsgaard-Larsen.
Efter faderen, Christen Jacobsens, tidlige død overtog J.C. Jacobsen bryggeriet på sin mors vegne. Men inden da nåede hans far at få vakt en interesse hos den unge J.C. Jacobsen, der viste sig at blive skelsættende for hans bryggervirksomhed. Faderen fik I.C. Jacobsen til at følge blandt andre den danske fysiker og kemiker H.C. Ørsteds forelæsninger i Selskabet til Naturlærens Udbredelse.
”Her bliver han dybt fascineret af videnskaben. Men hans tænkemåde er hele tiden koncentreret omkring bryggeriet. Derfor omgås han store videnskabsfolk som H.C. Ørsted og Louis Pasteur. For han ved, at fremtidens brygger er en person, der kan kombinere bryggerhåndværket med den moderne videnskab og teknologi,” fortæller Povl Krogsgaard-Larsen.
Med årene går det så godt for bryggeriet Carlsberg, at virksomheden i 1847 bliver flyttet ud på Valby Bakke, hvor man stadig kan se de gamle fabriksbygninger i dag. Men her opdager bryggeren, at bryggeriet af det bayerske øl fra tid til anden går galt. Det fejlgærer, øllet bliver udrikkeligt og må hældes ud.
”Her retter han blikket mod videnskaben, og inspireret af Pasteur og Ørsted og med hjælp fra Emil Christian Hansen, der var ekspert i gæringsfysiologi, når han ind til kernen af det problem, bryggeriet står med. Han finder frem til den rene gærkultur, hvormed man kan lave en ren gæringsproces. Det er det største teknologiske gennembrud i hele bryggerifagets historie,” siger Povl Krogsgaard-Larsen.
I årenes løb har J.C. Jacobsen rejst rundt i Europa for at trække på andres bryggeres erfaring. Og da han finder frem til denne videnskabelige opdagelse, er det tid til at betale tilbage. For hans holdning er, at når der blev gjort fremskridt og teknologiske opdagelser, skulle det deles med andre.
”Intet måtte holdes hemmeligt,” som Povl Krogsgaard-Larsen udtrykker det.
Videnskabens centrale rolle for bryggeren ender med at blive endnu mere skelsættende for virksomhedens fremtid. For J.C. Jacobsen forsøger forgæves at give sin fascination videre til sønnen Carl, der som eneste arving skal læres op i bryggeriets kunst. Men Carl klarer sig dårligt i skolen og interesserer sig ikke det mindste for naturvidenskab. Og da Carl alligevel ender med at blive brygger, har han ikke samme fokus på høj kvalitet som sin far. Til stor skuffelse for J.C. Jacobsen.
”Dermed bliver han nødt til at forholde sig til, hvad der så skal ske med hans bryggeri. For det vigtigste for ham er at garantere, at de produkter, der kommer ud af bryggeriet, bliver af højeste kvalitet. Og hvem kan varetage kvaliteten bedre end videnskaben? Derfor er han villig til at ofre forholdet til sin søn. Det understreger klart, hvad der livet igennem er hans store prioritet,” siger Povl Krogsgaard-Larsen og læner sig tilbage i stolen i Carlsbergfondets gamle formandskontor.
Disse lokaler kommer til at danne rammen om bryggeriets videre skæbne. For bryggeren beslutter at oprette Carlsbergfondet, der – ledet af fem professorer – skal overtage ejerskabet af Carlsberg og via fondsmidler støtte videnskaben fremadrettet. Sønnen Carl får i stedet mulighed for og økonomisk støtte til at bygge sit eget bryggeri – Ny Carlsberg.
Carlsbergfondet illustrerer samtidig den rigdom, der følger udviklingen fra det lille bryggeri i Brolæggerstræde til den gigantiske øleksportør Carlsberg i Valby, der den dag i dag er et af verdens største bryggerier. Men vel at mærke en rigdom, Jacobsen ønsker at dele ud af. For datidens industrifolk, der arbejdede for at tjene penge, appellerede ikke det mindste til bryggeren. Han ville tjene sit fædreland – for det skyldte han, mente han.
Den prioritering fører os tilbage til den tid, J.C. Jacobsen vokser op i, fortæller professor Knud J.V. Jespersen fra Syddansk Universitets Institut for Historie, Kultur og Samfundsbeskrivelse.
”Man havde i borgerskabet en følelse af, at man repræsenterede den nye tid. Borgerskabet bar udviklingen. Derfor var man forpligtet over for hele borgerskabet. Og over for helheden. Det levede brygger Jacobsen om nogen ud med sit fond,” siger han og fortsætter:
”J.C. Jacobsen er prototypen på den selvhjulpne borger, der ikke kunne drømme om at spørge de offentlige myndigheder om hjælp. For han var en del af en tid, hvor man var overladt til sig selv. Alle instanser svigtede. Og det, man tidligere havde set som autoriteter, var ikke i stand til at afværge kriser. Han bliver derfor en del af det borgerskab, der får mund og mæle i løbet af 1800-tallet, og som fører til, at styreformen bliver forvandlet fra kongeligt enevælde til borgerligt demokrati i 1848-1849. Det var aldrig sket uden et artikuleret borgerskab,” fortæller han.
På den måde er Jacobsen på den ene side rundet af sin tid, men bliver også afgørende for sin tid. Blandt andet i sit politiske virke. I 1843-1857 er han medlem af Københavns Borgerrepræsentation, og fra 1854 sidder han også med i Folketinget. Forbilledet var til at begynde med den nationalliberale L.N. Hvidt.
Men i 1860’erne træder det liberale i baggrunden hos Jacobsen og det nationale i forgrunden. Det til trods for Jacobsens ellers så ivrige rejseaktivitet og internationale udsyn. Han bliver en stor fortaler for det danske Slesvigs fuldstændige forening med kongeriget og udskillelse af det tyske Holsten.
”Nederlaget i krigen 1864 betragtede Jacobsen som en national katastrofe, som han var medansvarlig for. Hans ønskede derfor at betale tilbage og reparere på de ulykker, han selv havde været med til at forvolde, hvilket egentlig er meget ædelt og konsekvent. Når han tog et standpunkt, var han altså parat til at følge det helt ud,” siger Knud J.V. Jespersen.
Det gjorde han i sin rolle som mæcen. Og ud over at have igangsat Carlsbergfondets årelange forskningsstøtte havde J.C. Jacobsen også en stor interesse for kunst, hvor den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen var bryggerens store forbillede. Netop kunsten så Jacobsen et stort dannelsespotentiale i for den danske befolkning. Det kom blandt andet til udtryk på Frederiksborg Slot.
For i 1859 brændte store dele af Frederiksborg Slot ned. Og kongefamilien besluttede efterfølgende, at de ikke længere ville bruge slottet som bolig. Derfor foreslog brygger Jacobsen, at der i stedet blev etableret et museum. Han betalte tilmed gildet, og i 1878 stod Det Nationalhistoriske Museum på slottet klar.
”Hans tanke var at bruge kunst og historiske monumenter til at fortælle den nationale historie. Hans vision var at skabe denne historiske helhed, så alle mennesker uanset forudsætninger kunne forstå, hvad de så,” fortæller museets nuværende direktør, Mette Skougaard.
Det var et pædagogisk projekt, der gik ud på at samle den danske befolkning og give den selvtillid og erkendelse af dens plads i verden, fortæller Mette Skougaard:
”Det siger noget om hans format, at han evner at se de store linjer. Desuden er han fremsynet. Han tænker over, hvordan han kan sikre sig, at museet vil overleve efter ham. Og så gør han det til en afdeling af Carlsbergfondet.”
J.C. Jacobsen satte således sit aftryk på både industri, politik og kunstliv. Og så satte han også sit aftryk på virksomhedens ledelse helt op til i dag.
”Jeg føler mig forpligtet til at have Jacobsens ånd med, når der træffes store beslutninger i Carlsbergfondet. Jeg prøver at leve mig ind i hans tankegang og prioritering. For man er forpligtet af en stor mands store tanker,” siger Povl Krogs-gaard-Larsen.
holtze@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad