Mentalitetshistorisk tilhører han en asketisk strømning, som med munkevæsenets fremkomst flere hundrede år senere kunne fejre store institutionelle triumfer i kristendommen. Det er rigtigt, at Paulus med henvisning til Kristus afviser, at gifte må lade sig skille (1. Kor. 7). Det er selvfølgelig, kunne man hævde, en legitimation af højrefløjens praksis, men man skal passe på. For man kan ikke læse tekster, som er blevet til i en helt anden tid og et helt andet rum uafhængigt af historisk kontekst. Det er en overspringshandling fuld af åndelig dovenskab og manglende mod til at lade sig udfordre af en fremmed og anderledes verden.

Paulus skriver i det følgende afsnit og alene med henvisning til egen autoritet om forholdet mellem Kristus-troende og ikke-troende i ægteskabet: Man må ikke lade sig skille fra den ikke-troende, medmindre han eller hun ønsker det. For det gælder her, at den ikke-troende helliges ved sin troende ægtefælle (1. Kor. 7, 14). Denne tankegang om ægteskab, forurening, renhed og hellighed forudsætter kategorier og forestillinger, som er fjerne og uovertagelige for os i dag.

LÆS OGSÅ: Vi skal ikke tage særligt hensyn til præsters samvittighed

I Paulus’ verden får man gennem manglende overholdelse af basale principper inden for det seksualmoralske område i bastant forstand fremmedelementer ind i kroppen. Paulus tænker det så bombastisk, at det enkelte medlem af menigheden gennem sin seksualmoralske vandel som lem på en krop kan henholdsvis forurene og hellige hele menigheden. Det modsvarer hans opfattelse af afgudsofferkød, som også kan inficere menighedens svage medlemmer med dæmoniske magter (1. Kor. 8-10).

VI ER LANGT FRA den moderne verden. I den antikke og nytestamentlige verden tænkes køn, vielse og seksualitet ud fra andre forudsætninger, hvor kvinder forstås som ufuldstændige mænd, og mænd gennem stadig udøvelse af selvkontrol må beskytte sig mod at rutsje ned ad kønsaksen og blive kvindagtige.

Samme billede møder vi i evangelierne. Her er der heller ikke meget at komme efter, når det gælder en positiv ægteskabsforståelse. I Bjergprædikenen hedder det henvendt til mandlige tilhørere: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du må ikke begå utugt.’ Men jeg siger jer, at enhver, som med begær ser på en kvinde, har allerede i sit hjerte begået utugt med hende.” (Matt. 5, 27-28).

Det bliver ikke mindre barskt i de følgende vers, hvor man opfordres til at rive det øje ud, som bringer forargelse, for det er bedre at miste et lem, end at hele legemet kastes i helvede. Ordene blev engang taget for pålydende, så flere med henvisning til Matt. 19, 12 om eunukkerne, der har gjort sig til eunukker for himmerigets skyld, lod sig kastrere.

Det er i den sammenhæng, vi skal se stridssamtalen om skilsmisse med farisæerne i Matt. 19, 3-12, hvor Jesus siger, at Moselovens bestemmelse om skilsmissebrev alene er indført på grund af menneskenes hårdhed i hjertet. På ny skærpes budskabet gennem Jesu påstand om, at det fra begyndelsen var anderledes. Kun på grund af utugt må man lade sig skille fra sin hustru (Matt. 19, 9, jf. Matt. 5, 32). Det gælder også, at den, som gifter sig med en fraskilt kvinde, har begået utugt.

Fordømmelsen er klokkeklar. Hvad den historiske Jesus selv har ment, kan vi dårligt vide. Vi har kun evangeliernes Jesus-portrætter; men de deler i deres syn på ægteskab og skilsmisse en forståelse, der ikke ligger fjernt fra den paulinske. Den kan vi af to grunde dårligt overtage.

For det første er det vilkårligt og derfor teologisk uansvarligt at tage et enkelt eller to elementer ud af sammenhængen og i øvrigt lade resten ligge, fordi det ikke giver mening i dag. Hvorfor afvise vielse af fraskilte, men for eksempel ikke kræve, at kvinder under gudstjenesten tildækker hovedet (1. Kor. 11, 10)?

For det andet bliver det i sidste instans en selvspejling af egne fordomme, hvis vi udvælger noget, men løsriver det fra den kulturhistoriske og socialhistoriske kontekst, det hører hjemme i. Det er derfor kun overfladisk betragtet, at den kirkelige højrefløj bibelsk kan legitimere sit syn på vielse af fraskilte. Den forholder sig ikke til, at de nytestamentlige skrifter, lige så entydigt som de afviser vielse af fraskilte, hører hjemme i en verden, hvor kvinden ikke alene var underordnet manden, men gennem sin handlen meget bombastisk kunne fordærve mandens ære. Blot at gentage de bibelske skrifter er i virkeligheden at sige noget helt nyt og anderledes.

Evangelisk-luthersk må forståelsen også afvises som dårlig teologi, for vielse er ikke et sakramente indstiftet af Kristus, sådan som Kolding-præsternes forståelse forudsætter. Dertil kommer, at man i den evangelisk-lutherske tradition har gjort grundlæggende op med tanken om menneskelig retfærdighed. Alle som en er syndere og kommer til kort for Gud, inklusive alle menneskelige institutioner.

Deler man verden i folk og kirke, rene og urene, har man forladt luthersk teologi og bevæget sig over i en sekterisme, som lever af at sætte skel. Man har glemt, at skal Skriften holdes levende, må den fortolkes på ny. Det er, hvad inkarnation også handler om: at fortolke Skriften ved at give den krop i vor egen verden. Derfor ser de fleste i dag – i modsætning til Det Nye Testamente positivt på ægteskabet, for den bibelske verdens opfattelse er i ligefrem forstand uovertagelig for os. Derfor kan vi i dag i den kirkelige vielse lyse Guds velsignelse over ufuldkomne mennesker, fraskilte eller ej.

Anders Klostergaard Petersen er lektor og afdelingsleder på Aarhus UniversitetI morgen skriver rektor Børge Haahr Andersen en kronik med de teologiske argumenter for ikke at vie fraskilte