Vi skal fastholde forsoningsprocessen i Dybbøl

De fleste historikere er i dag enige om, at den danske regering og diplomatiet langtfra fungerede så klogt, som det kunne have været ønskeligt op til og under krigen i 1864. Spørgsmålet er derfor, om ikke karakteristikken ”Die dumme Dänen”, som Hans Jakob Hansen hævder, at uforsonligheden er et værn imod, falder tilbage på de synspunkter, Hans Jakob Hansen repræsenterer.

Den både politiske og menneskelige ”dumhed”, der ligger i disse holdninger, burde vi være ved at have lagt bag os ikke mindst på baggrund af Tom Buck-Swientys nyere bøger om 1864: ”Slagtebænk Dybbøl” og ”Dommedag Als”.

Her er tale om på en gang både glimrende historiske og menneskelige beskrivelser. Begivenhederne er beskrevet set fra både dansk og tysk side. Den tyske fjende får i denne fremstilling et ansigt. Et ansigt, som til forveksling ligner vort eget. Og her begynder vel enhver forståelse og forsoning? Medmindre man er hardcore na­tionalideolog som Hans Jakob Hansen.

Den ”fred over Dybbøl”, som nationalideologerne taler om, når de afviser ethvert forsoningstiltag på baggrund af vores historiske mellemværende med Tyskland, er derfor freden og retten til at holde liv i de nationale fordomme og modsætninger. Her rører Hans Jakob Hansen ved det, der kan være en nærliggende fristelse for os alle. Fordommene og modsætningerne vil kunne vækkes til live i de fleste af os den dag i morgen, hvis omstændighederne var til det. Det vil være lige så let som at vende en hånd.

På den baggrund kunne man selvfølgelig hævde, at forsoning og sand fred over Dybbøl og over mange andre forhold er en utopi. Men kunne man derfor ikke med lige så stor ret hævde, at intet vil være mere betydningsfuldt og nødvendigt i denne situation end netop sand forsoning?

Hvis det er det, vi vil – og det mener jeg, der kan være god grund til, både for retfærdighedens og selvrespektens skyld – må vi altså kunne se noget mere kritisk på os selv og ophøre med at holde fast ved vores egen nationale renhed og uskyld, som jeg synes, Hans Jakob Hansens gør det. Han stiller det utvetydigt op i et ”os” og et ”dem”.

Forsoning er en proces og en vej at gå. Her har Tom Buk-Swientys bøger vist en vej og en retning, som i høj grad er værd at slå ind på og følge op på. Hvorvidt det gør det passende med et forsoningsmonument på Dybbøl på nuværende tidspunkt, er ikke så væsentligt. Det væsentlige er, at forsoningsprocessen og de elementer og erkendelser, som hører den til, fastholdes.

Peter Grønlykke,

sognepræst ved Sct. Marie Kirke,

Rosengade 18, Sønderborg