Pierre-Jean Ruff |
29. august 2011
Der er i kirkerne flere måder at opfatte forbindelsen mellem tradition og fornyelse på, og den enkelte må vælge, hvad passer vedkommende bedst. Det mener Pierre-Jean Ruff, der er præst ved Fransk Reformert Kirke i København
Bjørn Ellerbek fremtræder i sin
kronik i Kristeligt Dagblad den 28. marts som forsvarer for den religiøse tradition og ikke for åbenhed. Her er grundene til, at jeg ikke er enig med ham:
Når en religiøs ceremoni er beregnet på såvel kirkevante som kirkefremmede – bryllup eller begravelse – kan jeg ikke læse eller kommentere størstedelen af apostlen Paulus’ tekster. Der er en sproglig og kulturel kløft imellem ham og nutidens mennesker.
LÆS OGSÅ:Når folkekirken vil være tidssvarendeJeg tror, at der i kirkerne er tre måder at opfatte forbindelsen mellem tradition og fornyelse på, hver med sine fordele og sine ulemper. Den enkelte må vælge den opfattelse, som forekommer vedkommende at være mest passende, uden dog at tro, at den er ufejlbarlig, det vil sige med respekt for de andre.
For det første kan man vælge at holde religiøse taler, der følger traditionen, selvom tilhørerne kun forstår lidt af dem eller misforstår dem. Sandsynligvis regner man med, at Helligånden vil overbevise dem, som ikke forstår vores ord.
For det andet kan man søge et kompromis. Så fastholder man gamle trosbekendelser og liturgier og ledsager dem med mere moderne taler og prædikener. Trods afstanden skal kultur og teologi fastholdes.
For det tredje kan man vælge at gøre al religiøs tale forståelig for mennesker af i dag med risiko for at svække eller udvande det budskab, som er overleveret os.
Enhver ideologisk gruppering rummer flere synspunkter. Kirkerne er ikke undtaget fra denne regel. Uvægerligt finder man dér både konservative eller traditionalister og fornyere, hvad enten man kalder dem modernister eller liberale.
Jeg tror, at forskelligartethed hører til naturens orden. Jeg tilhører dem, som mener, at fortællingen om Babelstårnet (1. Mos. 11, 1-9) ikke er en fordømmelse af forskelligartetheden, men derimod en erkendelse af denne forskelligartethed og en opfordring til at leve fredeligt med den. Det egentlige spørgsmål er: Hvordan skal man leve sammen?
Jeg tror, at der uvægerligt sker udviklinger. Dette stiller to spørgsmål. Det første er det, der ligger i de nødvendige former for udvikling, til at begynde med i sprogets udvikling. Dernæst at bestemme, hvad der åndeligt er fundamentalt eller sekundært. Albert Schweitzer sagde: ”Det religiøse tankegods lider under at have for megen bagage.”
Dette er grunden til, at jeg ikke kan dele min kollega Bjørn Ellerbeks synspunkt, selvom jeg respekterer ham og hans overbevisning. Jeg tror på, at livet nødvendigvis består af modsætninger, hvilket på ingen måde betyder, at man skal lade sig føre hid og did. Jeg tror også, at hvis apostlen Paulus, Augustin, Luther eller Calvin levede i det 21. århundrede, ville de udtrykke tingene på en anden måde, end de gjorde, da de levede.
Vi har en trefoldig opgave: for det første at vidne, for det andet at vide, at over for Guds og livets mysterium er vore ord og vore begreber skrøbelige og delvist utilstrækkelige, og endelig for det tredje i vore ord og vore handlinger altid at respektere dem, vi taler med.
Dette kan også udtrykkes på følgende måde: Troen og håbet er vigtige. Men kærligheden – Guds kærlighed til os og den kærlighed, som han får os til at føle til andre – er det vigtigste. Hvis dette er vort perspektiv, vil alle vore valg, i deres berettigede forskellighed, være gode såvel i læren om kirken som i hverdagen. ”Elsk og gør som du vil,” sagde Augustin.
Pierre-Jean Ruff er præst ved Fransk Reformert Kirke i København
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad