Politik: X-faktor eller Singapore?

Valgkampen er over os på godt og ondt. Jeg bliver altid glad, når jeg ser demokratiet i aktion – når meninger og synspunkter brydes og nye alliancer og politiske idéer opstår.

Men samtidig er der noget meget nedslående over den X-faktorisering af valgkampen, som man ikke kan undgå at bemærke. Kandidaterne synger og danser, og vælgerne stemmer efter hvor meget X-faktor de opstillede har – og ikke blot efter deres politiske synspunkter.

LÆS OGSÅ:  Svend Brinkmanns blog

Selvom dette kan være nedslående, er alternativet dog værre:

Erhvervsmanden og meningsmaskinen Asger Aamund har for nyligt udtalt til Berlingske Tidende:

”Jeg vil ikke ofre dette lands folkelige velstand til fordel for et demokrati, der ikke fungerer. Hvis den udvikling fortsætter, som vi har set gennem lang tid, hvor mere end halvdelen af vælgerbefolkningen er uden for arbejdsmarkedet, og hvor hele Servicedanmark forfalder, og industrien og arbejdspladserne flygter ud af landet, mens samfundet ældes og konstant bliver fattigere med politikere, der nægter at være statsmænd og reformatorer og kun tænker på, hvordan de kan rage magten til sig, så vil jeg mene, at man skal tage demokratiet op til debat.”

Tage demokratiet op til debat? Hvad betyder det?

Jo, Aamund er i tvivl om, hvorvidt demokratiet kan betale sig. Og ”betale sig” skal her forstås ganske bogstaveligt i økonomiske termer. Med Aamunds egne ord: ”I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder.”

Det er heldigvis sjældent, at man i den offentlige debat hører argumenter for at indskrænke demokratiet, og derfor er det væsentligt at tilbagevise Aamunds skræmmende ræsonnement:

For det første er der overhovedet ikke noget nyt i, at det kun er et mindretal, der arbejder.