Birgitte Stoklund Larsen |
30. august 2011
Det er først i 1900-tallet, at præster fik ret til at sige nej til at vie fraskilte. Før det var både de missionske og de grundtvigske skeptiske over for pligten til at gengifte sognebørnene
Man kan godt blive en anelse rundtosset, når rummeligheden sættes i spil i folkekirken. I hvert fald må man konstatere, at der er ganske betydelig forskel på, hvem rummeligheden skal gælde: Er det folkekirkens fraskilte medlemmer, som der er mange tusinder af – eller er det de cirka 80 præster, der ikke vil vie fraskilte? Og er det enten-eller?
Domprovst Anders Gadegaard har foreslået, at præster ikke længere skal have ret til at sige nej til at vie fraskilte. Forslaget er foranlediget af sagen med Kristkirken i Kolding, hvor et enstemmigt menighedsråd nu har valgt den tredje præst, der ikke vil vie fraskilte.
LÆS OGSÅ: Medlemmer forlader KristkirkenPræsters ret til at sige nej til at vie fraskilte er af nyere historisk dato. Retten opstår i kølvandet på en voksende skilsmisseprocent i sidste halvdel af 1800-tallet. Her satte vandringen fra land til by sig også spor i form af ændrede levevaner – og altså flere skilsmisser. I 1897 får vielsesritualet en skærpelse med formuleringen ”til døden jer skiller” – som en kirkelig reaktion mod stigningen i antallet af skilsmisser. Den moralske oprustning af vielsesritualet havde som bekendt ingen effekt – i dag er skilsmisseprocenten omkring 40.
Folkekirkemedlemmer havde frem til ægteskabsloven i 1922 ikke mulighed for at blive borgerligt viet, og folkekirkens præster havde som statsembedsmænd pligt til at vie medlemmer af folkekirken – også anden gang. Det var ikke noget, der passede vækkelsens folk; både de grundtvigske og de missionske havde stor uvilje imod at vie fraskilte. Situationen ændrede sig i 1903, da en pastor Jul. Ifversen fik medhold i Højesteret til at nægte at vie en fraskilt. Præsters ret til at sige nej blev indskrevet i ægteskabsloven i 1922.
Det er altså ikke Grundtvigs fortjeneste, at præster i dag har denne ret. Men der er en sammenhæng. Grundtvig, der havde trådt sine barne- og voksensko inden for rammerne af enevoldstidens statskirke kæmpede – indædt – for frihedsrettigheder for såvel sognebørn som præster. Det var imidlertid kun sognebåndsløsningen, der blev gennemført, mens hans parallelle forslag om præsters frihed til at sige nej til at være præst for medlemmer af folkekirken i sognet ikke blev gennemført. Heldigvis – det havde formentlig taget livet af folkekirken for lang tid siden. De statskirkelige reddede folkekirken fra at blive en sekt for de særligt vakte.
Men præsters ret til at nægte medvirken ved vielse af fraskilte kan betragtes som et enkelt aspekt af præstefriheden, som altså blev gennemført via en højesteretsdom. En ventil for samvittigheden inden for en folkekirke med vielsesbemyndigelse og -pligt. Når man i dag også langt ind i de grundtvigske rækker finder fortalere for at erklære udløbsdatoen overskredet på præsters ret til at sige nej til at vie fraskilte, – ja, så kan man blandt andet tilskrive det en udpræget uvilje mod at lade folk og kirke gå hver sin vej på et så livsnært område som parforhold.
Spørgsmålet er imidlertid, om det er klogt at afskaffe paragraffen, hvis man vil det folkekirkelige fællesskab. En folkekirke med mere end 2000 præster burde vel kunne rumme et mindre antal præster, der ikke vil vie fraskilte? Hvis man vil fællesskabet – det er det helt åbne spørgsmål, sagen afdækker. Anders Gadegaards forslag matcher her helt den nye selvbevidste højrefløj.
Forudsætningen for friheden er, at også de mindretal, der trækker veksler på rummeligheden, faktisk også anerkender rummeligheden. Og det er lige præcis dér, sagen fra Kristkirken i Kolding vækker en slumrende mistanke om, at hvis den kirkelige højrefløj får magt, som den har agt – ja, så har den vanskeligt ved at praktisere den rummelighed, hvis frihed den nyder godt af. Og hvis det er sådan landet ligger, så lyder det ganske hult, når der ellers på højrefløjen tales varmt om frihed.
Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad