Høreapparatet hører til i øret

Verner Gorridsens apparat hyler og hviner i telefonen, til han får det pillet ud, men det er reglen snarere end undtagelsen, at han ikke har dem på.

”Mit råd nummer et, to og tre til Dronningen og alle andre med høreapparater er: Brug dem, selvom det er ubehageligt i starten,” siger han.

Hvis man har gået i sin egen stille verden i flere år, kan det være et chok at høre al den støj, som naturligt er omkring en, og man kan blive skuffet over at opleve lyden anderledes end før.

”Min kone, Allys, stemme, som jeg jo holder meget af, blev pludselig til en GPS-agtig satellitstemme, og det var selvfølgelig ikke så rart, men man må lære at leve med det,” siger Gorridsen.

Som praktiserende læge i Ans mellem Viborg og Aarhus fra 1960 til 1991 har han i årenes løb rådgivet stribevis af patienter om høreapparater og ved, at de mange hørehæmmede vægrer sig ved at erkende, at de ikke kan høre.

”Jeg har tit siddet i konsultationen og sagt, nu er det altså på tide, du får høreapparat, Jensen. Og Jensen har svaret, at han hørte skam udmærket. Og så har jeg måttet sige nej, det gør du ikke. Lyt til din kone og dine børnebørn. Det er dem, der har ret. Det har jeg også selv måttet indse, selvom det var svært. Omgivelserne ved bedre end en selv, hvordan det står til, for det værste ved dårlig hørelse er, at man ikke er klar over, hvad det er, man ikke kan høre,” siger han.

Det skaber mangekomiske situationer. Verner Gorridsen har et stort lager af anekdoter og er ikke til at stoppe, når han først kommer i gang: Der var for eksempel den gang, hans ældste datter ringede og inviterede sine forældre til middag sammen med en ældre nabo, Stinne. I telefonen hørte han datteren sige: ”I starter med en sildemad”.

”Jamen, det er da fint, Christin, men hvorfor fortæller du mig det lige nu,” svarede den undrende far, som ikke syntes, han behøvede at kende alle menuens detaljer på forhånd. Datteren havde sagt: ”I starter med at tage Stinne med”.

”Det er en typisk misforståelse. ’Stinne med’ og ’sildemad’ lyder næsten ens, og når jeg ikke kan høre, hvad hun siger, kører min indre google-søgning med det samme. Jeg ved jo, det drejer sig om en middagsinvitation, så de kategorier, jeg automatisk afsøger, handler om mad,” siger han.

Og så var der dengang, hans kone syntes, de skulle i teateret og se forestillingen ”Mor er den bedste i verden”. Han kunne ikke høre, hvad hun sagde, og orkede ikke spørge, men da han bad damen i lugen om billetter til ”Mord i den vestlige verden”, rystede hun bare undrende på hovedet: Nej, den går ikke her!

”Mange mennesker tror, dårlig hørelse bare er et spørgsmål om at skrue op for lyden, men tit er problemet skelneevnen og evnen til at høre bestemte lyde,” forklarer han.

Hans egne problemer er ­diskanten og hvislelydene. Går han en tur i Gjern Bakker, som han elsker, er der ingen fuglesang i hans ører, men han kan tydeligt høre en hund gø langt borte. Det kan høreapparater ikke lave om på, selvom de er en stor hjælp i hverdagen, og i store selskaber kommer selv det mest moderne høreapparat også stadig til kort.

”Det går fint, hvis der ikke er for mange, som taler på en gang, og hvis der ikke er for meget baggrundsstøj. Jeg har altid været et selskabsmenneske, men gradvist har jeg opdaget, at jeg ikke længere glæder mig over en invitation til et guldbryllup, en fødselsdag eller en middag med gamle studiekammerater. Jeg føler mig kørt ud på et sidespor, når jeg ikke kan følge med i snakken ved bordet og ikke ved, hvad de andre griner og klapper ad,” siger Verner Gorridsen.

Derfor er det vigtigt, at de hørende viser hensyn, taler tydeligt, ikke vender sig bort imens, og at de tørrer det smørrede grin af, når ”Stinne med” bliver til ”sildemad” – eller at det bliver et fælles grin ad komikken.

seniorliv@k.dk