Midten i dansk politik er aktiveret igen. Her afgøres valget
Først var der den overraskende udmelding fra De Radikale og Det Konservative Folkeparti, der om ikke vil gå hånd i hånd gennem valgkampen, så dog har lovet hinanden at trække dansk politik ind på midten.
I går fulgte Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti så efter med løftet om økonomisk ansvarlighed. De borgerlige kunne ikke have gjort det bedre, for det er da sund dansk fornuft, at man først bruger pengene, når man har dem. S og SF’s udspil skal trække alle de midtersøgende vælgere til og berolige de mange, der ikke føler sig overbevist om, at oppositionen kan regere økonomisk ansvarligt.
LÆS OGSÅ: Blokpolitik er stadig mulig
Bagsiden af forslaget er imidlertid, at det, der skulle få S og SF til at fremstå som økonomisk troværdige, også får partierne til at fremstå som det stik modsatte. Nu er det en nyhed, at S og SF vil sørge for ikke at bruge pengene, før de er der. At det markedsføres som et politisk sikkerhedsnet for utrygge vælgere, siger vel, at der er – eller har været – noget at være utryg over.
Dansk politik er altid blevet afgjort af midtervælgerne. Derfor trak Anders Fogh Rasmussen i sin tid Venstre til venstre, og derfor trækker Villy Søvndal SF til højre. Kampen om midten har i nyere dansk politiks historie ført til udslettelse og decimering af netop midterpartierne. Der er ikke plads til dem, når også de store partier vil være der.
Centrumdemokraterne er væk. Kristen-demokraterne kæmper endnu en valgkamp for at komme i Folketinget, og De Radikale er først nu på vej tilbage efter at være blevet skåret grundigt ned ved flere valg.
LÆS OG STEM: Parløb på midten åbner for ny udlændingedebat
Det nye ved dette valg er, at en overvældende stor del af vælgerne udtrykker et ønske om opgør med bloktænkningen. Alliancen mellem De Radikale og De Konservative har aktiveret midten af dansk politik, og det er godt.
Et resultat heraf sås i går, da Dansk Folke-parti fremsatte nye forslag til stramninger af udlændingepolitikken, men fremstod isoleret. Ligesom Enhedslisten ikke fik gehør for sin kritik af De Radikale.
Alliancen mellem R og K tolkes af kritikere på venstrefløjen som udtryk for, at Lars Barfoed (K) har opgivet håbet om at vinde regeringsmagten, mens kritikere på den borgerlige fløj ser den som udtryk for De Radikales usikkerhed ved S og SF’s økonomiske ansvarlighed.
Mere præcist er det nok at se den som et velment ønske om at isolere fløjene i dansk politik. Om det vil lykkes, ved vi først på valgaftenen. Den, der kan tælle til 90, vinder. Kan rød eller blå blok det, bliver der regeret sådan. Et håb for udfaldet af valget er, at det ikke bliver tilfældet. Landets problemer er så store, at der kaldes på langsigtede løsninger og brede forlig.bjer