Jon Bøge Gehlert |
30. august 2011
Professor Brian Patrick McGuire bruger middelalderen til at forstå sin egen californiske barndom. Som Danmarks førende middelalderhistoriker har han forfattet stribevis af publikationer, og i dag udkommer endnu en – med middelalderlige bønner
Den mørke middelalder.
Således omtales tiden fra år 476 til 1000 ofte på grund af samfundets påståede manglende kulturelle udvikling og gennemgribende pessimisme. Men hvad med alt det andet, middelalderen indeholdt? Eksempelvis kristendommens spiren med klosterliv og kirkereformer?
LÆS OGSÅ: Ind i en verden af bønNetop de tidstræk har professor, dr.phil. Brian Patrick McGuire forsket i gennem tre årtier. En forskning, der har kastet utallige middelalderfokuserede bøger og publikationer af sig, og som fra og med i dag tæller endnu en: bogen ”Hjælp mig, Herre – Bøn gennem 1000 år”.
Bogen er en oversættelse af middelalderlige bønner fra datidens fremtrædende teologer og får andetsteds her i avisen ros for at sætte både teologi og følelser på spil. Følelser har også været på spil i andre af 64-årige Brian McGuires forskningsområder. Senest tidligere i august, da nye arkæologiske fund ved Ribe Domkirke satte spørgsmålstegn ved kong Harald Blåtands betydning for kristningen af danskerne.
”Det har været et nationalistisk selvmål at hævde, at én dansk konge har kunnet gøre Danmark kristent ved en politisk beslutning. Man har ikke overvejet, at Jellingstenene var et stykke propaganda, man har taget det helt alvorligt, at Harald gjorde danerne kristne”, sagde Brian McGuire på det tidspunkt til Kristeligt Dagblad.
Netop kristningen af danskerne er et af professorens særlige ekspertiseområder under hans fokus på europæisk middelalder. Ekspertisen har udmøntet sig i flere bøger, blandt andet ”Da Himmelen kom nærmere” fra 2008, hvor Brian McGuire viser, at kristningen var en mange hundrede år lang proces fra år 700 til 1300.
En længere proces har det også været for McGuire selv at nå til Roskilde Universitet, hvor han i dag er professor. Født på Hawaii, opvokset i Californien, videre til Oxford Universitet i Storbritannien, hvor han opnåede sin dr.phil.-grad, og ankommet til Danmark i 1971 med sin danske hustru, Ann Pedersen, som han i dag har en voksen adoptivsøn med. I Danmark gik hans virke fra græsrodsarbejde med at bistå asylsøgere og flygtninge til et lektorat på Københavns Universitet, initiativtager til Center for europæiske middelalderstudier og siden 1996 professor i historie ved Roskilde Universitet.
Begejstringen for middelalderen udspringer af Brian McGuires barndom i Californien. Selv beskriver han barndommen som ren romerskkatolsk middelalder, hvor børnene var trygge og følte, at de voksne havde alle svarene. Og den person med de bedste svar var præsten.
”Min interesse for middelalderen er et forsøg på at forstå den verden, hvorfra jeg kommer,” siger Brian Patrick McGuire.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad