Når vi borgere dagligt bliver overløbet af politikernes gode intentioner, uanset om de så udgår fra Christiansborg, kommunen eller regionen, så kommer jeg ofte til at tænke på, hvor taknemmeligt det er, at være politiker.

At være politiker i vores velfærdsstat er at være en sand meningsmaskine af lutter gode hensigter, uden egentlig at lade sig anfægte af virkelighedens påtrængenhed. Og det ydermere til trods for, at man ikke sjældent hører en politikere patentetere virkeligheden med et rituelt: ‘virkeligheden er jo …!’

LÆS OGSÅ:  Henrik Bang-Møllers blog

Vil man være politiker, kan man ligefrem markedsføre sin karriere på godhed. Og jo mere henført og sentimentalt, man taler om ’kategorier’ som de svage, børn, syge, gamle, sindssyge, fremmede, osv., desto længere fjerner man sig sandsynligvis fra de selv samme mennesker, man taler om.

Politik i velfærdsstaten fungerer bedst, hvis den ikke har for stor berøring med de mennesker, den i sidste ende handler om. Det gælder navnlig de såkaldt ‘svage’.

Det kunne såmænd også godt se ud, som om denne politiske virkelighed falder ud til både politikerens og borgerens fordel. Og derfor også således, at alle de svage, syge, gamle, ensomme, m.fl. bliver klemt imellem os. Som lus mellem to negle.

Med gru kan man netop konstatere, at akkurat dette også er tilfældet ved den igangværende folketingsvalgkamp. I aviserne har meningsmålinger blandt danskerne allerede skrevet dosmersedlen til de stemningsorienterede politikere: velfærd og atter mere velfærd! Slet og ret.