Tyrkiets mindretal

Sagen er, når det kommer til spørgsmålet om ikke-muslimske mindretal i Tyrkiet, at de dagligt skal finde sig i en situation, der bedst beskrives som diskrimination. Den græsk- ortodokse kirke har ikke lov til at uddanne sine egne præster, og Tyrkiet er med til at begrænse udvælgelsen af de præster, der ordineres. I landets skolebøger omtales kristne og især missionærer med et ordvalg, der opildner til had og skepsis over for ikke-muslimske tyrkere. Det amerikanske udenrigsministeriums årlige rapport om religionsfrihed retter kritik mod Tyrkiets behandling af religiøse mindretal. Rapporten kritiserer blandt andet, at konvertitter fra islam trues og chikaneres, at antisemitiske ytringer hører til dagligdagen, og at kristne udsættes for bred mistro.

Når Tyrkiets premierminister derfor taler om at skabe lighed mellem alle tyrkere, hvad enten de er kristne, jøder, muslimer eller tilhører bahai-samfundet, er det, hvor positivt det end lyder, et langt mere omfattende spørgsmål end at returnere mindretallenes jordlodder og ejendomme på et sent tidspunkt.

De religiøse mindretal i Tyrkiet nyder stadig ikke fuld religionsfrihed, og en ændring af den situation kræver en grundlæggende forandring i anskuelsen af landets ikke-muslimer. En forandring, der aldrig vil ske, med mindre landets ledelse tager initiativ til det og selv skrotter forskelsbehandlingen af mindretallene, deres mistænkeliggørelse og dropper idéen om at lade kristne optræde som femtekolonne-borgere i skolebøgerne, som om de kun venter på at hjælpe fremmede magter med at undergrave den tyrkiske stats muslimske identitet.

A.S.