Egentlig overrasker det mig, at flertallet af vore præster hælder mod de Radikale. Jeg havde faktisk troet, de ville foretrække SF og S, men R er måske mere respektabel og mindre kirkefjendsk.
I en periode var jeg selv radikal, endda formand for den lokale afdeling. Jeg forlod partiet af flere grunde: 1)Hvis der var virkeligt svære problemstillinger, man ikke kunne blive enige om, lod man dem ligge og ventede i håbet om, at noget ville vise sig; mange var decideret konfliktsky og søgte mod et kompromis, også selv om det gik imod deres personlige principper. Til gengæld var mange ikke bange for at svine politiske modstandere til. 2)Mange af dem,jeg mødte,var i den grad humanister, at de foragtede folkekirken, men samtidig gik de ind for, at alle religioner var lige gode og lige værdige; jeg fornemmede et klart ønske om en ændring af Grundloven, således at kirke og stat kunne blive adskilt, hvilket jeg ikke ønsker. 3)Den meget negative holdning til politi og retsvæsen skræmte mig; under et møde roste en forhenværende politiker sig selv for aktivt at have forhindret en arrestation af en formodet voldsmand, og tilhørerne klappede voldsomt. En anden aktiv politiker (kvinde) rasede imod mig, da jeg roste hospiceideen; hun mente, folk skulle tvinges til at tage sig af deres gamle. At rygere skulle sidst i køen ved sygdom er næsten en selvfølge ...
Jeg har mødt mange sympatiske radikale, også tidligere ministre, (Helweg, Jelved, Dybkjær) men jeg vil advare kraftigt imod en regering, der bliver ledet af en radikal statsminister uanset om den er "rød" eller "blå". Den vil lige fra starten af blive handlingslammet på grund af dens egen ubeslutsomhed og kompromissøgen. Og uanset hvor sympatisk de radikales socialliberale holdninger så kan synes at være, så virker de ikke i praksis. Hilmar Baunsgaard synes mig et ganske godt eksempel på den type eksperiment.








































