aage trommer |
31. august 2011
Dybt bevægende erindringer om Auschwitz fra den 86-årige dansk-franske jøde Arlette Andersen
Journalisten Morten Vester-gaard førte sidste efterår og i dette forår en række samtaler med fru Andersen i Fredericia, men det var ikke nogen helt almindelig fru Andersen, han talte med. Hun blev født i 1924 i Paris og fik navnet Arlette Lévy, og som efternavnet antyder, var hun jødisk, omend hendes forældre, hvis forfædre havde boet i Frankrig i mere end 200 år, var franske statsborgere og helt igennem sekulariserede.
LÆS OGSÅ: Stor litteratur om et mørkt emne
Efter Frankrigs nederlag til tyskerne i juni 1940 begyndte disse at gennemføre den nazistiske racepolitik og kunne understøttes af en ikke ubetydelig antisemitisme i den franske befolkning. I 1942 begyndte deportationerne af franske jøder østpå. Den 25. november 1943 blev Arlette arresteret, og efter et ophold i en gennemgangslejr i Paris blev hun sidst i januar 1944 sendt til koncentrations- og tilintetgørelseslejren Auschwitz.
LÆS OGSÅ: Rædslen, vi ikke må glemme
Hun overlevede mirakuløst og kunne i sommeren 1945 vende tilbage til Paris og til en normal tilværelse. Hun blev gift med en dansk gymnasielærer, fik to børn og blev siden selv gymnasielærer. Men sine oplevelser i Auschwitz tav hun med i mange år, indtil hun i 1990 fortalte derom i et sognehus i Fredericia. Siden har hun holdt et utal af foredrag, ikke mindst i skoler.
Morten Vestergaard giver på grundlag af den foreliggende litteratur en gennemgang af den nazistiske racepolitiks udformning og gennemførelse og skildrer på denne baggrund etableringen i 1941 og den videre udbygning af Auschwitz-komplekset. ”Das Interessengebiet KL Auschwitz” skulle dels være en del af den tyske rustningsproduktion, dels tilintetgøre jøder og andre ”mindreværdige” elementer. Princippet var, at arbejdsduelige fanger skulle arbejde sig ihjel (den gennemsnitlige levetid var tre måneder), mens de, der ikke kunne arbejde, blev sendt direkte til specialdesignede gaskamre. I alt døde i Auschwitz cirka 1,1 million mennesker, langt de fleste af dem jøder. Det skete som følge af ”en kombination af meget lidt mad og væske, hårdt fysisk arbejde, primitive leveforhold og dårlig hygiejne”.
”I lyset af disse fakta,” skriver Vestergaard, ”er Arlette en statistisk usandsynlighed.” Hun kom til at bo i en murstensbarak, hvor hendes hjem blev den mellemste etage af en firkantet trækøje – sammen med seks andre kvinder.
Hun kom i den første tid på en såkaldt ”Aussenkommando” med hårdt fysisk arbejde og en arbejdsdag på elleve timer. Når hun overlevede, skyldtes det dels hendes livsvilje, dels et utroligt held. Hun kom nemlig efter nogle måneder til at arbejde inden døre i en fabrik, der lå tæt på selve lejren og producerede granater til den tyske hær.
LÆS OGSÅ:
Terroren i Norge åbner debat om medskyldArlettes erindringer om sin tilværelse i dette jordiske helvede kan ikke undgå at gøre læseren dybt bevæget. Hun gør indtryk på sine tilhørere, når hun holder foredrag. Hun vil også gøre indtryk på dem, der får denne bog i hænde. Den bør trods al sin litterære fordringsløshed finde mange læsere.
Morten Vestergaard: Pigen fra Auschwitz. 208 sider. 250 kroner. Jyllands-Postens Forlag.