31. august 2011
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) forsøgte forgæves at få kirkeminister Birthe Rønn til at trække sig frivilligt, skriver Rønn i ny bog
Birthe Rønn Hornbech (V) nægtede til det sidste at gå af som kirke- og integrationsminister. Det fortæller hun i en
ny erindringsbog, skriver B.dk.
Dagen inden sin sidste dag som integrationsminister bliver Birthe Rønn Hornbech 7. marts 2011 kaldt op på statsminister Lars Løkkes kontor på Marienborg.
LÆS OGSÅ: Løkke skal undersøges i sag om statsløseSagen om muligt konventionsbrud og statsløse palæstinensere kørte på sit højeste i pressen og på Christiansborg.
Den "kæderygende" statsminister ser ingen anden udvej end at fjerne Birthe Rønn Hornbech fra posten. Men han beder hende flere gange om at gå selv. Men det vil hun ikke, skriver hun i ny erindringsbog om den kontroversielle ministertid.
»Statsministeren vil af med mig. Men først vil han tale med mig. Han virker ked af det og er træt efter en smuttur til Afghanistan (...) Vi taler i nogen tid over en kop kaffe. Han kæderyger. Hans afgørelse er truffet. Min også. Jeg går ikke frivilligt,« skriver Birthe Rønn Hornbech i erindringsbogen "Ministerbilleder" der indledes med hendes sidste og første dag som kombineret kirke- og integrationsminister.
Under pressemødet dagen efter bruger statsministeren ikke ordet fyring, men i det eneste avisinterview Birthe Rønn Hornbech giver den dag, fortæller hun til Dagbladet, at hun blev fyret.
I bogen skriver Birthe Rønn Hornbech, hvordan statsministeren flere gange i løbet af deres møde forsøger at få sin stædige minister til at gå selv.
»Han hænger med hovedet. Han taler og forsøger at få mig til at trække mig. Først da jeg sidste gang siger, at jeg ikke selv vil gå og tilføjer, at han så bliver nødt til at fyre mig, svarer han: "Det gør jeg så." Jeg anbefaler ham at tage hjem og sove. Jeg kan se hvor ked af det og udmattet han er,« skriver Birthe Rønn Hornbech.