Man kan muligvis nære en vis skepsis over for Platons elitære tænkning, men én ting havde den gamle tænker virkelig fat i. Der er nemlig en stor pointe forbundet med at mene, at en politisk leder bør være et modent menneske, der formår at spekulere over tilværelsen på et mere avanceret niveau end de fleste andre. Han skal ikke blot være drevet af lyst til at herske eller fascination ved at få lovene til at fungere. Han skal også brænde for at udvikle sit syn på mennesket og eksistensen, fordi den dybe overvejelse bør ligge til grund for alle de forestillinger, man gør sig om samfundet. Der skal findes en kerne af helhedstænkning, som ens tanker kan udspringe af og føres tilbage til.

         Missionen med dette kapitel er at overveje, hvor danske politikere, som de er flest, befinder sig i forhold til denne tankegang. for at finde ud af det kan man som udgangspunkt slå fast, at vi i de seneste mange år ivrigt har diskuteret, om politikerne på Christiansborg mon generelt er styret af den rette motivation. Det er blevet udbredt at mene, at mange politikere dybest set ikke rigtig interesserer sig for tingenes substans, men hovedsageligt bekymrer sig om at blive genvalgt og gøre sig godt i fjernsynet. Politikerleden omtales som en slags kronisk folkelig tilstand, og i betragtning af, hvor afhængige vi er af de folkevalgtes indsats, er der noget paradoksalt ved den meget lille respekt, de ofte mødes med.

         En vis mistillid kan naturligvis aldrig helt bortfjernes, eftersom det er en uomtvistelig mulighed, at mennesker med magt drives af det forkerte. Enten helt fra begyndelsen eller i snigende grad i takt med, at de forblændes af fornøjelsen ved at have en særstilling. Men den stærke skepsis i synet på politikere kunne utvivlsomt være mindre støjende, hvis vi her i landet rådede over flere magthavere, der satte seriøs tænkning højt. Hvis de i Platons forstand så en værdi i at udgøre en slags elite, der ikke alene besidder mere magt end de fleste, men også repræsenterer større indsigt.

Det nævnes ofte, at vi i dagens folketing har for få praktikere med samfundserfaring og for mange teoretiske akademikere. i mine øjne skal den afgørende sondring findes et andet sted. Problemet er snarere, at vi har for mange simple sjæle og for få åndsmennesker. Vi har for få politikere, der nærer respekt for den grundlæggende opgave at spekulere over, hvad menneskelivet er, og i stedet opfattes belæsthed og viden ofte som noget, man med dansk forlegenhed gør lidt grin med. Vi har det med i dette land at dyrke en ærgerlig, flad mentalitet, hvor den politiske verden helst ikke må fremstå for højstemt.

         At denne tilgang til magt og folkestyre rummer en stor misforståelse, faldt mig ind, allerede da jeg var barn. Vi var på familietur til København, og mine forældre ville vise os Christiansborg – selve magtens centrum i lille Danmark. At træde ind i folketingssalen gjorde et dybt indtryk på mig, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg siddende på Mogens Glistrups plads bagest i salen blev opfyldt af ren og skær ærefrygt. Det var noget helt særligt at befinde sig i dette rum, hvor kloge ord siges, hvor vigtige beslutninger tages, og hvor vi alle får en del af vores fremtid formet. Aristoteles havde ret i sit udsagn om, at mennesket af natur er et politisk væsen, og siddende dér i Glistrups varme sæde fornemmede jeg, hvor stor betydning det har at tænke tanker om det gode liv og skabe rammerne for det. Politik er alvor. Politik er livsanskuelse, og politik kræver det ypperste af den, der tildeles en plads i salen. Det er en position, der virkelig forpligter, og uanset hvordan man vender og drejer det, indebærer opgaven for en politiker, at man læser bøger. Masser af bøger.

         Desto mere ildevarslende fremstod en udtalelse, som den tidligere konservative leder og nuværende udenrigsminister, Lene Espersen, kom med i 2010:

 

»Jeg tror ikke på, at man kan finde svarene på samfundets udfordringer i nogle på forhånd opsatte og firkantede teser af ideologisk tilsnit. Virkeligheden forandrer sig. og derfor må svarene også forandre sig. Vi konservative orienterer os mod hverdagens udfordringer. ikke mod støvede tanker i lige så støvede bøger.«

 

Det er fint nok med foranderlig virkelighed og en pragmatisk tilgang til det konkrete. Det er også fint med en sund skepsis over for vidtløftige ideologier, men intet menneske bliver en stor politiker uden at kende til en anseelig bunke støvede bøger.

         Ud over at sætte Lene Espersens konservative formandskab i perspektiv er hendes ord således med til at minde om manglen på intellektuel stræben blandt danske politikere. Og meget tyder desværre på, at vi har vænnet os til det. Folket forventer ikke, at en politisk leder besidder mere viden end en journalist eller en gennemsnitlig folkeskolelærer, for vi lever i en tid, hvor et menneske vurderes på personlighed og udstråling snarere end på konkrete kundskaber. Dette er ikke mindst i politisk sammenhæng en farlig tendens, da en politiker er et menneske, der gennem viden og overblik skal være i stand til at sammenligne tidsaldre og epoker. Det er ikke nok at brænde for det øjeblikkelige, for i politisk forstand forstås nu’et altid i lyset af det foregående. Derfor nærmer det sig en dødssynd, når en politiker nedvurderer værdien af at læse bøger, og faktisk kan man gå så langt som til at udfærdige en helt konkret liste over de ting, en politiker bør have læst om:

         Han eller hun skal naturligvis kende til den danske historie med kristendom, reformation, enevælde, demokratiets indførelse, arbejderbevægelse, tysk besættelse og samarbejdspolitik. Herudover skal han kende til antikkens tanker, europæisk oplysning, USA's grundlæggelse, EU's udvikling, den kolde krig, østblokkens sammenbrud og islam som historisk faktor og politisk ideologi. Hertil kommer indblik i både dansk og europæisk litteratur samt et nogenlunde kendskab til de vigtigste grundtræk i den filosofiske tænkning op gennem historien.

         Det er et stort pensum, og det tager lang tid at sætte sig ind i det, hvilket blot understreger vigtigheden af, at en politiker ikke må være for ung. Platons 50-års grænse er måske en anelse højt sat, og vi får næppe heller indført en regel som i den romerske republik, hvor man først kunne blive konsul som 42-årig. Men omvendt må man sande, at en politiker som for eksempel den 27-årige socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester i Københavns kommune, Anne Vang, er for ung til en så magtfuld post. Et så uerfarent menneske evner ikke at se nutiden i forhold til ret meget andet end netop nutid, hvilket for eksempel stod klart, da hun blev bedt om at beskrive den største trussel mod et samfund. svaret lød, at den største trussel altid vil være egoisme og frygt, og Vang uddyber:

»Det er egoisme og frygt, der deler sundhedsvæsenet og skolevæsenet op i et a- og b-hold. Og det er egoisme og frygt, der giver Danmark en symbolorienteret og alt for hård retorik på flygtninge- og indvandrerområdet.«

 

Et sådant perspektivløst forsøg på analyse af den komplicerede danske værdi- og kulturkamp er svært at tage alvorligt, og det kunne meget vel være blevet udklækket i en rødvinsbrandert på et kollegieværelse på Regensen. Samme sted, i øvrigt, hvor Anne Vangs borgmesterkollega, den radikale Anna Mee Allerslev, boede, da hun i november 2010 som blot 26-årig blev borgmester for beskæftigelses- og integrationsforvaltningen. Og som på sin hjemmeside fortæller de undrende vælgere, at hun tænker bedst, når hun står på hænder.

         Et andet betænkeligt eksempel finder vi i Venstres Karsten Lauritzen, der kom i folketinget som 24-årig og i dag fungerer som en særdeles synlig integrationsordfører. Uanset hvor begavet og videbegærlig man måtte være, er det for tidligt i livet at blive betroet opgaven at argumentere for et partis synspunkter på et så væsentligt område. Ja, det er for tidligt i det hele taget som 24-årig at være med til at beslutte, hvordan et samfund skal indrettes for andre.

         For nok er mennesket et politisk væsen, men alt er ikke politik, og ens synspunkter skal hvile på et fundament, der går forud. Der findes, som den konservative kulturminister Per stig Møller påpeger det, »værdier, der ligger før det politiske, altså f.eks. i ens religion, etik eller moral. Det er herfra, idealerne og værdierne udgår, og bagefter fører man så en politik til virkeliggørelse eller beskyttelse af disse værdier.«

         Det tager tid for ethvert menneske at komme til klarhed over, hvad man tror på. idealer og værdier er ikke noget, man fødes med, og det udgør et møjsommeligt projekt at nå frem til punktet, hvor man kan formulere dem i en så sammenhængende form, at man kan basere politisk tænkning på det. Den tid – den læretid, om man vil – skal gennemleves, inden man for alvor træder ind i det politiske liv og tager plads i den folketingssal, der virkelig forpligter.

 

Spørgsmålet om godt og ondt

Der findes et stort og vigtigt spørgsmål, som enhver politiker som det helt grundlæggende må stille sig selv. Det er et spørgsmål, der hører med til selve forudsætningen for seriøs tænkning og dermed også for det politiske liv, og spørgsmålet lyder som følger: er mennesket overvejende godt eller overvejende ondt?

         Meget står og falder nemlig med, om vi anskuer individet som så retskaffent, at det for eksempel vil afholde sig fra at snyde i skat, udnytte offentlige ydelser og i god social ånd søge et arbejde, hvis det kan. Eller om man snarere forestiller sig, at den enkelte ofte kan finde på at springe over, hvor gærdet er lavest og om muligt skrabe til sig. Man må med andre ord afgøre med sig selv, om man kalkulerer mest med tillid eller skepsis, og i en epoke som denne med stor indvandring og debat om integration bliver vi konstant mindet om det. For kan man som hovedregel opfatte udlændinge, der kommer hertil fra underudviklede områder, som mennesker med lyst til at yde en selvstændig indsats? Eller må man i lige så høj grad se det som en mulighed, at en del af dem vil forsøge så let som muligt at skaffe sig personlige fordele?

         Den overvejelse har man for eksempel gjort sig hos De radikale. I dette parti hersker en solid tro på det gode menneske, hvilket ikke mindst i indvandrerdebatten har ført til en bemærkelsesværdigt stabil grundtænkning gennem årene. Partiets udmeldinger bygger på den vedtagelse, at indvandringen langt overvejende vil gavne Danmark helt uafhængigt af, hvilke befolkningsgrupper der er tale om. For det radikale menneskesyn tillader ikke en sondring mellem kulturer og dermed for eksempel heller ikke mellem muslimer og andre.

         Kort og klassisk formuleret af partiets to centrale kvinder, Marianne Jelved og Margrethe Vestager, der her kommenterer partiets udlændingeudspil:

 

»Det er fuldt af løsninger baseret på grundtanken om, at alle mennesker skaber værdi for Danmark. om end på helt forskellig vis.«

 

Mennesker er altså forskellige, men alle er basalt set drevet af det positive og vil derfor hver på sin måde blive en gevinst for samfundet. Man kan mene, at denne overbevisning løbende gøres drastisk til skamme i mødet med virkeligheden, men lad os ikke her hænge os i konfrontationen mellem naivitet og realisme. Lad os i stedet nøjes med at konstatere, at radikale politikere ofte kendetegnes ved et fast formuleret menneskesyn, netop som en politisk tænkning bør gøre. Om man er enig eller uenig, er ikke relevant her. Pointen er, at grundsynet ligger fast.

         At en sådan tilstand af noget grundet og stabilt faktisk er et særsyn i dag, har i særlig grad åbenbaret sig siden 2001. Med terrorangreb, voksende bevidsthed om kulturelle og religiøse sammenstød samt skiftet til en borgerlig regering er dansk politik blevet forsynet med dimensioner, der kræver indsigt og overblik. Opgøret med 1980’ernes og 1990’ernes indvandrerpolitik og – hvis man graver lidt dybere – det kulturradikale syn på mennesket som et væsen hævet over kulturelle og religiøse rødder har skabt anledning til på ny at gennemtænke os og samfundet i forhold til så store temaer som religion, frihed, nationalitet og europæisk identitet. Problemet er bare, at mange danske politikere faktisk ikke er klædt på til at træde ind i en samtale, der stikker dybere end hverdagens skænderier og den praktiske forvaltning af rigets penge. De er vant til at forholde sig til overførselsindkomster, ventelister på sygehuse og antallet af skoleelever i hver klasse, og når samtalen handler om forhold, der grunder i et dybere syn på mennesket og historien, står de af.

         Meget præcist beskrevet af kulturforsker Kasper Støvring, der her undrer sig over alle dem, der ikke melder sig ind i kampen:

 

»Men igen viger venstrefløjen tilbage for at erkende, at deres højreorienterede hadeobjekt nummer ét, Søren Krarup, i virkeligheden er en gave til den offentlige politiske kultur – uanset om man er enig med ham eller ej. Krarup bringer nemlig intensitet ind i det politiske liv. Og så gør han noget mere: som uforsonlig kritiker konfronterer han passioneret sin egen position med andre positioner, imens han selv opfordrer sine modstandere til at gøre det samme. Blot tager de sjældent denne udfordring op, og derfor udvikler de heller ikke noget solidt alternativ.«

 

Gennem flere år er udfordringen om at deltage i den store samtale ikke blevet taget op, fordi alt for få på Christiansborg råder over en viden og en tænkeevne, der gør dem i stand til i alvor at forholde sig til basale positioner stillet over for hinanden.

         Lad os gribe fat i de to politikere, der først og fremmest burde gøre det: De to mest magtfulde partiledere på venstrefløjen – socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, og Villy Søvndal fra SF. Ligesom alle andre har disse to i de senere år været konfronteret med store ideologiske og religiøse og dermed også politiske spørgsmål. Med terrortruslen, Muhammedtegningerne samt en voksende diskussion om sekularisme, religion, danskhed og sammenhængskraft rummer den politiske samtale på fornyet vis potentiale for klare linjer og intensitet. Men som Kasper Støvring så rigtigt påpeger, har den kun delvist fået det, fordi alt for mange afholder sig fra at bidrage.

         Helle Thorning-Schmidt har siden 2005 formået at sidde i formandsstolen uden på noget tidspunkt at afsløre tegn på seriøs åndelig, historisk eller filosofisk tænkning. Jeg ville gerne her citere hende for synspunkter angående kulturkamp, religionsfrihed, dansk historie, ideologi som begreb eller for den sags skyld menneskets position mellem godt og ondt. Men jeg har ikke kunnet finde noget af reel tyngde.

         Af større reflekterende ting på tryk kendetegnes Helle Thorning-Schmidts indsats mest ved deltagelse i et kollektivt bogprojekt med titlen Forsvar for fællesskabet fra 2002 skrevet sammen med fire andre »centrum-venstre«-folk. I sagens natur er det umuligt at vide, om Helle Thorning-Schmidt selv har forfattet afsnit i bogen eller fortrinsvis har læst korrektur, men interessant er det, at hun lægger navn til ord, der ikke ellers kendetegner hende. For eksempel en erkendelse af, at »velstand og velfærd ikke per automatik fører til engagement og medansvar«.

         Der er her tale om en formulering, der faktisk lugter lidt af refleksion over menneskets natur, og når jeg trækker den frem, skyldes det, at den står i så klar kontrast til den stil, Helle Thorning-Schmidt som velfærdsbegejstret oppositionsleder siden har lagt for dagen. I den rolle afholder hun sig konsekvent fra at anskue mennesket personligt og eksistentielt og udgør i stedet nærmest indbegrebet af en åndløs politiker, der slet ikke forbinder sin magtudøvelse med pligten til at tænke dybt endsige forsøge på at sætte det nuværende i forhold til det tidligere. Hendes historiske bevidsthed synes ikke at række stort længere tilbage end til etableringen af velfærdsstaten, og man må mistænke hende for kun at have en temmelig spinkel håndgribelig position at argumentere ud fra.

         Det skal naturligvis bemærkes, at Forsvar for fællesskabet er snart ti år gammel og skrevet, før Helle Thorning-Schmidts politiske karriere for alvor tog fart. Men desto mere påtrængende er behovet i dag for at få den socialdemokratiske formands opdaterede tankeverden blottet for en større kreds.

         For gad nok vidst, hvad Helle Thorning-Schmidt egentlig brænder for? Gad vidst, om hun kender sit eget lands historie?

         Gad vidst, hvad hun i sit voksne liv har gjort sig af tanker om det religiøse? Gad vidst, om hun kan forklare, hvad europæisk oplysning grunder i, og gad nok vidst, om hun kan beskrive, hvad et menneskeliv ifølge hendes inderste glødende overbevisning er?

         Lignende spørgsmål kunne man stille angående Villy Søvndal. Rent idémæssigt er denne mand vel mest kendt for sit udbrud i forhold til de islamistiske fanatikere fra Hizb ut-Tahrir, som han på et tidspunkt bad skride ad helvede til. Villy Søvndal er en politiker, der med års rutine klarer sig igennem de løbende politiske debatter, men som havner i åbenlyse vanskeligheder, når emnet hæver sig op over det lavpraktiske. For eksempel har vi aldrig hørt Villy Søvndal sætte nutidens islamister ind i en historisk sammenhæng, når han skal klargøre, hvordan han opfatter deres ideologi. Han kan sige pæne ting om demokrati og ligestilling og på den baggrund mene, at Hizb ut-Tahrir bør fortrække til andre himmelstrøg. Men ved han noget om, hvordan politisk islam har udviklet sig? Kan han i store træk beskrive indholdet af sharia, og kender han til den lange historie om forholdet mellem det vestlige Europa og den muslimske verden?

         I så fald går Villy Søvndal stille med sin perspektiverende viden. Han nøjes med at formulere sig inden for rammerne af de vendinger og tankerækker, der hører netop disse år til, og derfor står nogle spørgsmål ofte lysende tilbage, når Villy Søvndal har talt: Hvad måler han sig selv og sit verdensbillede i forhold til? Hvad refererer han til, og kan man overhovedet gå ud fra, at han rummer en sammenhængende livsanskuelse?

         Tvivlen om alt dette meldte sig med ekstra stor kraft i forbindelse med Jyllands-Postens Muhammedtegninger, som Villy Søvndal aldrig fik præsenteret en troværdig holdning til. På kort tid spændte han over udtalelser så forskellige som, at tegningerne var »befriende« (2005) til: »tegningerne er stupide og ondskabsfulde« (2006) og endeligt til dette: »tegningerne var nødvendige for ytringsfriheden« (2008). Sådan gik det i nydeligt zigzag i denne historisk principielle sag, fordi Villy Søvndal for det første synes at sætte taktiske udtalelser højere end faste principper. Og for det andet, fordi han i forhold til udfordringen med at få tegningerne sat i det rette perspektiv i forhold til ytringsfrihed og religionskritik simpelthen kom til kort. Fordi han ikke havde en grundlæggende tænkning og et fast samfundssyn at sætte begivenheden i forhold til. Fordi heller ikke Villy Søvndal er et åndsmenneske.

 

Politisk brug af Grundtvig

Til politikernes forsvar skal det siges, at de lever i en vanskelig tid. De store fortællinger i form af kommunisme, socialisme, fascisme og liberalisme er skrottet som absolutte modeller for et samfunds indretning. Det kan i disse tider være svært at finde en troværdig åndsfader at læne sig op ad, og hvis man tilmed ikke er troende, men blot svæver frit rundt i det nihilistisk værdirelativerede rum, der præger Vesten i dag, må det indre kompas for mange være stedt i tomhed. Alt imens politikere som Bertel Haarder, Per stig Møller, Søren Krarup, Jesper Langballe, afdøde Svend Auken, Birthe Rønn Hornbech og Søren Pind har og havde en anderledes solid klippegrund at stå på, fordi de konstant ser sig selv i lyset af dansk historie, og ikke mindst fordi flere af dem klart bekender sig til kristendommen.

         Kendetegnende er det da også, at det i sin tid var Per stig Møller, der fik idéen til den kulturkanon, der i 2004 blev søsat af daværende kulturminister Brian Mikkelsen. Kulturkanonen er siden blevet debatteret og latterliggjort en del, men sagen er, at den udgør et meget konkret forsøg på netop at styrke det fundament, vi sammen skal stå på. Kulturkanonprojektet grunder i en tro på, at vi er nødt til at kunne henvise til fælles, åndeligt tankegods for at forstå os selv i verden i dag. Den skal simpelthen opfattes som en opfordring til alle om at skue bagud for at begribe både det nuværende og det kommende.

         Selv om forståelsen for dette store behov i en global og mediepræget verden ikke synes at være fremherskende hos ret mange politikere, er der trods alt ét historisk fyrtårn, der lyser igen og igen. Det sker, når de folkevalgte har brug for en slags dybt grundet blåstempling af egne holdninger, og det drejer sig naturligvis her om N.F.S. Grundtvig. Denne mand udgør fortsat et samlingspunkt, og det er dybt interessant at følge med i, hvordan danske politikere bruger ham. Det afslører nemlig en pæn del angående deres evne til at tænke i helhed.

         Vore seneste to statsministre hører begge til blandt dem, der har holdt foredrag om deres forhold til Grundtvig. I januar 2011 var det Lars Løkke Rasmussen, der i Vartov i København udtalte, at han føler, at han har Grundtvig med sig af den årsag, at Grundtvig er liberal og slås for frisind og ytringsfrihed, alt imens han samtidig ønsker et samfund, hvor der tages hånd om de svageste.

         Så er der ikke sagt for meget, og både Lars Løkke Rasmussen og hans forgænger, Anders Fogh Rasmussen, har fra Vartovs talerstol fremhævet Grundtvig som liberalismens mand. I et foredrag fra 2006 hæftede Anders Fogh Rasmussen sig først og fremmest ved Grundtvigs skarpe blik for frihed og økonomisk liberalisme, hvormed man må fastslå, at Grundtvig her af Venstre-eliten læses en kende selektivt. Mens det med særlig kraft springer i øjnene, at den religiøse og nationale Grundtvig ikke tillægges nogen særlig betydning.

         Når en mand som Lars Løkke Rasmussen nøjes med at anvende Grundtvig som en slags opbakning til sine liberale trossætninger, hænger det utvivlsomt sammen med, at statsministeren er barn af en epoke grundet i sekulær tænkning og indgroet angst for at hylde den tro og de tanker, der strækker sig ud over det rationelle og værdirelativerede. Lars Løkke kan smøre lidt grundtvigiansk fernis ud over sine teorier, men som et materielt tænkende velfærdsvæsen kan han ikke i egentlig forstand forholde sig til Grundtvigs hele livsanskuelse. For nok var Grundtvig ved siden af sit teologiske virke både politiker og historiker, men kristendommen er hans grundpille, og hvis man kun forholder sig fjernt og teoretisk til den, bevæger man sig i den perifere udkant af Grundtvigs univers.

         Som her, hvor Lars Løkke Rasmussen fremhæver de ting hos Grundtvig, som han sætter højt:

 

»Hans stålfaste tiltro til, at vi alle bliver større, når vi giver plads til forskellighed og respekterer dem, som vi er allermest uenige med. Hans tiltro til, at vi kan udvikle os, blive klogere og skabe et bedre samfund. «

 

Større i forhold til hvad? Forskellighed i forhold til hvad? Og udvikle os i forhold til hvad? Når man refererer til et menneske, der i alt hvad han sagde og skrev var grundet i troen på Gud, giver ens udsagn kun delvist mening, når man ikke inddrager det religiøse. Indholdet er fortyndet, budskabet er halveret, og vi står tilbage med en Grundtvig, der er blevet undervognsbehandlet af det flade, åndløse livssyn, der repræsenterer både den danske befolkning som helhed og en stor del af de mennesker, der i dag vælger at blive politikere.

         Imidlertid har Lars Løkke Rasmussen også på anden vis i sin regeringstid glimret ved manglen på rigtig åndelig forståelse. Dette blev synligt, da statsministeren i 2009 præsenterede sin såkaldte danske drøm: ti punkter angående alt det, han gerne ser realiseret i sit land. Bemærkelsesværdigt var det, at Lars Løkke Rasmussens drøm var ganske foruden en åndelig dimension. alle punkter handlede om at blive sundere, dygtigere og rigere, mens ikke ét eneste handlede om at værne om et livssyn og en dannelse, hvor hver enkelt har pligt til at bekæmpe trangen til opfyldelse af egne behov og blive bedre i stand til at se sig selv i forhold til en større helhed.

         Lars Løkke Rasmussens danske drøm er målbar og materiel og udgør et interessant vidnesbyrd om en politisk kultur og tænkning, der åndeligt set flyver lavt. sandsynligvis vil statsministeren til sit forsvar sige, at det ikke er en politikers opgave at bekymre sig om borgernes indre liv, fordi livsanskuelsen – som teologen K.E. Løgstrup skriver – må blive til i en proces, hvor et menneske på eget initiativ kan »bringe den anden den oplysning, som han er kommet til, ligesom oplysningen må modtages frivilligt.«

         Dette er naturligvis rigtigt, al den stund en stat ikke skal udstede direktiver for borgernes tanker og sjæleliv. åndfuld tænkning kan ganske rigtigt ikke dikteres, men skal en leder ikke inspirere? Skal en magtfuld politiker ikke anspore til, at folket værner om det levende og tænkende fællesskab? Skal en statsmand ikke, ud over at kende til økonomi og kommunestrukturer, være et levende åndsmenneske, mere end blot en lidenskabsløs bureaukrat?

         At vore seneste to Venstre-ledere ikke fremstår som i egentlig forstand religiøse mennesker, er en omstændighed, man blot må tage til efterretning. Man kan jo ikke så godt kræve, at dette lands magthavere nødvendigvis skal være troende, om end man bestemt i al stilhed kan mene, at det ville være en velsignelse for os alle, hvis de var. Hvis de formåede at tage skridtet fuldt ud og se menneskelivet i hele dets fantastiske omfang og sig selv som den, der ydmygt i forholdet til skabermagten er sat til at herske i den levende ånd. Dette vil dog utvivlsomt i disse år forblive en drøm, hvilket blot står endnu mere klart, når det er venstrefløjens politikere, der kaster sig over Grundtvig.

         Som her Christine Antorini, der tidligere tilhørte SF, men i dag er socialdemokrat. Antorini blev på et tidspunkt bedt om at beskrive sit forhold til Grundtvig, og blandt andet fik hun ved den lejlighed demonstreret, i hvilken grad også hun mangler fornemmelse for Grundtvigs religiøse og åndelige tilgang til tilværelsen.

         Først og fremmest ser Antorini Grundtvig som eksponent for en selvtilstrækkelig og poetisk, national indadvendthed, der er med til at afskære os fra globalt udsyn. Antorini vånder sig voldsomt ved at erkende, at hun inderst inde selv holder af Danmark og kan faktisk ikke, som hun skriver i en antologi fra 2006, »holde ud at sige det højt.« Men hun vedkender sig dog stolthed over vores velfærdssamfund, og med denne materielle og lighedsdyrkende tilgang til landet etablerer hun en modsætning til Grundtvigs tilgang til det danske. Denne opfattes som direkte skadelig, og Antorini beskriver, hvordan fædrelandssangene klang »ud over Danmark – med Grundtvig i spidsen«, da vi i 1864 mistede Slesvig-Holsten. Og Antorini tilføjer:

 

»Det ærgerlige ved Grundtvig var, at han ville have meldt sig ind i Attac – antiglobaliseringsbevægelserne – som en af de første, hvis han havde levet i dag.«

 

Som så mange andre i sin generation er Christine Antorini vokset op i troen på det store, overnationale socialistiske fællesskab. Som en følge af dette livssyn demonstrerer hun her en læsning af Grundtvig, der er helt tømt for åbenhed over for hans syn på mennesket som uadskilleligt fra historie, nationalitet og modersmål og som forbundet med hele sin ikkematerielle dimension.

         Det er tilmed karakteristisk for en politiker som Antorini, at hun for det første opfatter poesi som et fyord, fordi det lugter langt væk af farlig nationalromantik. Og for det andet rækker hendes egen definition af national stolthed ikke længere end til, som hun skriver, at man »gerne vil dele det, man har, med andre – ligesom man er stærk nok til at kunne lære det bedste fra andre«. Ikke et ord om, hvad det mere præcist er, man selv er eller har, for når alt kommer til alt, består den vigtigste bestanddel i det nationale sindelag af villigheden til at give køb på det og blive til noget andet.

         Antorini udviser ringe sans for sammenhæng mellem national identitet og en forståelse af det omgivende, hvilket udgør én af disse årtiers mest skæbnesvangre politisk blinde og åndløse pletter. Der mangler føling med det, som netop Grundtvig i så fuldendt forstand forstod, nemlig at et menneske er nødt til at være for alvor grundet i sin konkrete, givne virkelighed – nationalt, sprogligt, historisk og religiøst – for at kunne begribe sin position i den store verden. Det er de dybe rødder, der gør os i stand til at række langt, og hvis vi ikke ærer disse rødder, gør vi forståelsen af mennesket gold og overfladisk. Vejen til at favne livet i dets forskellighed – for nu at bruge en tidstypisk floskel – går gennem fortroligheden med og respekten for det, man fra begyndelsen selv står i.

         Jeg skal ikke her fortabe mig yderligere i analysen af det klassisk danske selvhad blandt mange politikere, som Christine Antorini repræsenterer, men blot konstatere, at Grundtvig bruges i vidt forskellige ærinder, mens den gennemsnitlige politiker i dag er så lidt belæst og åndeligt reflekteret, at han eller hun reelt ikke har mulighed for på et ordentligt niveau at forstå ham. Det afholder dog ikke bestemte politikere fra gerne at ville opfattes som værende blandt dem, der som noget naturligt kan citere ham.

 

De kloge vil ikke

Hermed er vi fremme ved et stort spørgsmål. For kan det virkelig være sandt, at de slet ikke findes her i landet, de mennesker, der i en tid fyldt med velfærdsideologi og materialisme som dominerende trosretning søger den store helhedstænkning bygget på både historisk og filosofisk viden samt det personlige ønske om at forstå, hvad et menneske er?

         Jo, selvfølgelig findes de, men de bliver ikke politikere. De sidder rundt omkring på universiteter, avisredaktioner og i trygge arbejdsværelser og reflekterer over nationen og tidernes tilstand uden at nære særlig trang til at få deres daglige gang på Christiansborg. De hedder for eksempel Rune Lykkeberg, Katrine Winkel Holm, Kai Sørlander og Henrik Gade Jensen, og de deltager flittigt i debatten. Men de finder ikke vej til folketinget, og de får aldrig reel lovgivende magt.

         Som bekendt blev Grundtvig selv politiker og sad i to omgange i rigsdagen. Her kan man tale om et åndsmenneske, der gik den politiske vej, og mens det naturligvis er for meget forlangt, at efterkommerne skal leve op til et sådant menneskeligt kraftcenter, er der også andre årsager til, at vi næppe vil opleve noget, der for alvor minder om det. For rammerne er i dag nogle ganske andre. Samfundet og den politiske verden har gennemgået en enorm forandring siden Grundtvigs tid, og alene mediekraften udgør en faktor, der dybt præger livet og hverdagen for en politiker.

         Tempoet i kommunikationen og den journalistiske fokusering på konflikter og enkeltpersoner stiller helt særlige krav til robusthed og accept af, at det langtfra altid er sagen, der er mest interessant. En toppolitiker bedømmes i høj grad på sin udvendige optræden og langtfra kun på sin evne til at tænke og analysere. Dermed giver det sig selv, at faget tiltrækker bestemte typer og afskrækker andre, for hvis man sætter saglig tale og tænkning højt, er det svært at underlægge sig de væsentlighedskriterier, som visse medier lægger for dagen så som i skumringen at kravle rundt i en ministers indkørsel for at tjekke, hvad hun smider i skraldespanden. Som vi på tragikomisk vis oplevede det i efteråret 2010, da det var miljøminister Karen Ellemann, der måtte bruge tid på Ekstra Bladets underlødige journalistiske øvelser.

         På nogle medier er arbejdsformen præget af en decideret smålig tilgang til den politiske dækning, der har til formål at fremstille mennesker med magt så grådige og dobbeltmoralske som muligt. Dette er til stor skade for demokratiet. Politikeren som person gøres til en ringeagtet og lidt latterlig figur, og ellers egnede personer holder sig væk fra branchen, fordi de ikke har lyst til at træde ind i det kulørte cirkus, som det politiske liv ofte må lignes med.

         Vi befinder os i en skadelig og selvforstærkende proces, hvor politikere og journalister nærmest arbejder sammen om at vedligeholde en nedadgående mekanisme, hvori begge parter profiterer af det intrigante kredsløb af historier. Et kredsløb, der her beskrives af Per stig Møller:

 

»Men disse [historierne] skrives af politikernes broderklasse: de politiske journalister, som er en del af systemet og lever af det, ligesom hyæner og gribbe lever af kadavere. For kadaverne er som oftest lagt til rette for dem af modstandere inde i den politiske klasse, som den journalistiske broderklasse så lever af at partere og hænge til tørre. Tilsammen hiver de det politiske liv ned og får færre til at føle sig fristet af at gå ind i det. Dét vil end ikke udsigten til en bedre løn få dem til. Den, der lever skjult, lever godt. Den, der ikke skal ses efter i sømmene hver anden dag, får en bedre hverdag. Så man skal være godt inficeret af den politiske syge for at blive i metieren.«

 

Spørgsmålet er, hvordan dette kredsløb af hyæner og kadavere kan brydes. Hvis det overhovedet kan. Svaret må være, at det primært er politikerne, der skal ændre mønsteret, eftersom det journalistiske menneske ofte af natur er en ikke synderligt moralsk reflekteret medløber, der spiller spillet, så længe det virker. Fordi det er spillet i sig selv, der er interessant, og fordi det skaffer ham både brød på bordet og næring til egoet.

         Mange vil hævde, at det samme gælder for en del politikere, for hvem magtspillet er lige så dragende som den politiske tænkning. Dette er utvivlsomt i nogle tilfælde sandt, og når jeg hævder, at det er politikerne, der skal bryde det destruktive system, forudsætter det selvsagt politikere af den rette slags. Politikere, der har gjort sig så mange tanker om livet og menneskene, at politik for dem er udtryk for den dybeste alvor. Politikere i en moden alder og af en støbning, som dette kapitel udgør ét stort hjertesuk i længslen efter.

         Imidlertid kan dette hjertesuk jo godt komme til at fremstå en smule ensidigt. En oplagt indvending mod det vil således være, at der kommer til at mangle menneskelig mangfoldighed, hvis folketingets medlemmer kun udgøres af halvgamle personer, der nok på kommando kan trække kloge linjer fra antikken og frem til i dag, men som måske ikke har det helt store begreb om, hvordan en gennemsnitlig børnefamilie får tingene til at hænge sammen.

         Dertil skal siges, at naturligvis ikke alle 179 folkevalgte på Christiansborg bør være af samme mentale race. Vi har også brug for politikere med erfaring fra en karriere som håndværker, advokat, skolelærer eller politibetjent. En relativt bred repræsentation er af det gode. Men vi har ikke brug for en repræsentation, der er mere bred, end at de intellektuelle åndsmennesker stadig udgør en majoritet. For det er nødvendigt, at den politiske samtale bliver løftet op på et niveau, hvor den så vidt muligt kan holdes fri af de mange primitive mekanismer, der i alt for høj grad dominerer i dag.

Hertil kommer en anden vigtig pointe. For man skal jo nemlig ikke glemme, at det menneske, der først tager plads i folketingssalen i en moden alder, jo i sagens natur har erfaring med sig fra et langt arbejdsliv. Virkelighedsforbindelsen er for et sådant menneske én gang for alle etableret, og mens vi i dette lille land elsker at snobbe nedad og dyrke fabriksarbejderen som den mest livskloge af alle, kan man roligt slå fast, at også mange belæste mennesker forstår sig på det virkelige liv.

         Hermed er vi så tilbage ved Platons syn på den politiske person som det livserfarne menneske med indsigt i det gode og retfærdige, der ved, at det væsentlige er noget, man når frem til, når man formår at sætte sig ud over sine første ungdommelige betragtninger. Når man kan erkende mennesket som et væsen, der til evig tid er placeret mellem ondt og godt og derfor hele tiden må stræbe efter at holde det onde i skak. Det handler om kampen mellem selviskhed og omsorg, mellem ligegyldighed og samvittighed, og denne kamp rækker altid et godt stykke ud over det helt konkrete her og nu, fordi den til alle tider grunder i det samme menneskelige væsen. Politikere skal dermed være i berøring både med det konkrete og det abstrakte. De skal lave love for det praktiske liv, men de skal også være i stand til at sætte disse love i forhold til noget andet og større end loven selv. Nemlig den konstante refleksion over, hvad et menneske overhovedet er.

         For politik er som sagt ikke alt. Bag love og beslutninger skal findes et rum af personlig og perspektivrig tænkning, der går forud for det politiske. En sådan tænkning kan ikke findes i unge mennesker, der stadig er underlagt den forunderlige og forvirrende oplevelse af at gennemgå de tidlige stadier i livet. En sådan tænkning kan derimod findes hos dem, for hvem det væsentligste er at bære for fællesskabets skyld, alt imens den personlige tilstand er sekundær. Det er en selvopfattelse, der langsomt vokser frem gennem kendskabet til alle dem, der har båret og tænkt før mig. Den melder sig i takt med, at man indser, hvor lille man er i den store historie, mens man samtidig føler sig forpligtet på at være med til at bære den videre.

         En sådan indsigt er udtryk for ånd, og den, der ikke rummer den, bliver aldrig en værdifuld politiker. Nok magtfuld, men ikke værdifuld.

 

 

Fra Sørine Gotfredsen, Den åndløse dansker

Kristeligt Dagblads Forlag 2011

 

 

® Sørine Gotfredsen og Kristeligt Dagblads Forlag