Margrethe Vestager (R) som statsminister i RKV-regering vil få umulige arbejdsbetingelser. Her ses den radikale leder dele valgmateriale ud i Odense i går.
- Claus Fisker/Scanpix.
Henrik Hoffmann-Hansen |
1. september 2011
Politisk analyse Nu spekuleres der i, om de borgerlige ved et valgnederlag vil gøre Margrethe Vestager til deres statsministerkandidat i en RVK-regering. Det er er et usandsynligt frieri, der ville være dømt til at slå fejl
Den radikale partileder Margrethe Vestager som statsminister? Ifølge formiddagsavisen B.T. har Venstre og De Konservative en hemmelig ”nødplan” klar, hvis valget går, som meningsmålingerne viser, nemlig at der bliver flertal til oppositionen.
LÆS OGSÅ:
Radikal politik er den gyldne middelvej mellem hjerne og hjerte
De to borgerlige partier vil så angiveligt forsøge at gøre Vestager til statsminister i en RVK-regering eller en RVKI-regering med løfter om at gennemføre store dele af radikal politik.
Rationalet bag kandestøberiet er, at regeringen og De Radikale ligger tæt på hinanden i den økonomiske politik, altså samme argument som De Konservative har brugt for deres tilnærmelse til partiet.
Af flere grunde er det eventuelle frieri dømt til at slå fejl. Først og fremmest er det umuligt at få øje på det parlamentariske fundament for en RVK-regering. Med den udlændingepolitik, der skulle føres, ville Dansk Folkeparti ikke lægge mandater til. Og uanset hvilken meningsmåling, man konsulterer, er et nyt ”firkløver” af Venstre, De Konservative, De Radikale og Liberal Alliance meget langt fra at kunne mønstre et flertal alene.
Selv hvis det skulle lykkes de fire partier at undgå at få et flertal imod sig, ville de få umulige arbejdsbetingelser. Venstrefløjen ville vogte på enhver lejlighed til at stemme en sådan regering ned sammen med Dansk Folkeparti.
Rent politisk ville der også være snævre grænser for, hvad de store borgerlige partier kunne holde til at give De Radikale af indrømmelser, ikke mindst i udlændingepolitikken.
LÆS OGSÅ:
KU: Tilbyd Vestager statsministerpostenRegeringens skattestop er blevet udvandet de senere år, men det ville også være en stor kamel at sluge at opgive skattestoppet, som Radikale Venstre nu kræver.
Det andet er, at de historiske erfaringer med VKR i regeringssamarbejde ikke ligefrem har været lysende succeser. I 1968 gik Venstre og De Konservative første gang sammen med Det Radikale Venstre i et regeringssamarbejde under den radikale leder, Hilmar Baunsgaard. Det skete efter det socialdemokratiske ”røde kabinet” under statsminister Jens Otto Krag. Det var i den foregående valgperiode lykkedes Socialdemokraterne at få flertal alene med SF, men partiet blev sprængt, og Venstresocialisterne skabt.
VKR-regeringen kom til magten i en økonomisk vækstperiode, og velfærdssamfundet blev udbygget voldsomt med stærkt stigende indkomstskatter til følge. Der blev adgang til fri abort, og billedpornografien blev tilladt.
Det var store skuffelser for mange borgerlige vælgere, der for alvor reagerede ved jordskredsvalget i 1973, hvor blandt andre Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti gjorde deres entre i Folketinget.
I 1988 gjorde den konservative statsminister Poul Schlüter det andet forsøg med en VKR-regering, men den holdt kun i godt to år og fik ikke sat sig dybe spor i historien. Tværtimod blev det begyndelsen til enden på 1980’ernes borgerlige regeringer.
Så det mest sandsynlige er, at de borgerlige partier, hvis de ikke selv får flertal, nødtvungent må acceptere Helle Thorning-Schmidt som statsminister med radikal støtte – og at de til gengæld vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at afkorte hendes politiske liv.
hoffmann@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad