Man. Én. Du. Nogen.

Verden støder skånselsløst ind i de levende, som støder ind i den.

Over jorden er gaderne et netværk, man må lære at finde rundt i. Over jorden

må man lære at finde rundt i systemer, handlingsgange, love, fælder der

klapper, farer der lurer.

Man må lære sig det sprog der tales her, eller man må nægte at lære

sig det. Og ofte må man flygte, gemme sig, forsvinde, forlade disse systemer,

dette systemets sprog. Det er lige så indlysende klart, som lyset heroppe er

lysende, klart. Som den forårsdag med den stikkende, hvide sol, hvor nogen

griber fat i én og trækker én med sig og vil have noget af én, men hvad,

hvad?

Nogen anklager nogen for ting og sager, nogen sætter nogen på plads,

sætter nogen bag tremmer, eller nogen vil hjælpe og rækker en slap hånd

frem, en hjælpende hånd, men det er ikke nok, ingenting er nok. Nogen

foragter nogen, stødes, ækles.

Nogen har ikke midler nok til nogen, ikke tålmodighed med nogen,

nogen skuffes, for hvem siger at nogen vil presses ind i gode tiltag? Hvem

siger at nogen vil være her, i dette netværk, i disse tilbudskasser skabt for

dem der ikke af sig selv søger kasser og tilbud, eller som ikke har lært at

søge kasser og tilbud, hvem siger at nogen vil, kan? Hvem vil behandles

som et barn?

Og: vil nogen i stedet lades helt alene under jorden?

Så skal du miste det der gør dig godt.

Så skal du afvænnes, kortlægges, fratages dagens simple glæder: et

sus, et syn, en himmelflugt. Og du skal fratages smerte, snavs, sår og

skrammer.

Så skal din krop være ren og stærk. Dit blik skal være sådan at nogen

vil se på dig, dit blik skal indbyde nogen til at se på dig. Og det kan være

umuligt. For blikket bærer så meget med sig, alt det du rummer.

Og hvem siger at du har tid til at rense dit blik, at du har kræfter, at du

har lyst.

Den der portrætterer, møder blikket med sin eget blik. Ansigtet er i centrum

her. Ansigtet fortæller sin historie, uundgåeligt. Ansigtet kan være en stiv

maske, men portrættet ligger i blikket.

Blikket ser ud, og blikket ser ind. Blikket ser op, og blikket ser ned. Blikket

ser ind i lyset og ned i mørket. Og vi bevæger os ud og ind af virkeligheder,

fra plan til plan, op og ned, vi bevæger os på hver sin måde med alt

det vi rummer; vi er nogen, og nogen er os, Ich bin Du*, Du bist Ich, og det

må vi aldrig glemme midt i bevægelsen, hvor svær den end er, vi må aldrig

glemme det, hvor svært det end er at bevæge sig, hvor svært det end er at

være til stede, hvor svært det end er at være nogen i verden.

Skælvende står vi midt i den og er til.

kultur@k.dk

Forfatterens note:

”Ich bin Du” er et citat fra Novalis, men det er Palle Sigs-gaard, der i sin undersøgelse af udsagnet i digtsamlingen ”Glitrende støv danser” (Gyldendal, 2007) har inspireret mig til at bruge citatet i denne sammenhæng.4Marianne Grøndahl: Udstødt. 140 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.