Et land med lutter førstegenerationskristne

LÆS OGSÅ: Buddhismen- fred i krop og sjæl

Den slags historier synes nu at være fortid. I al fald når det drejer sig om de offentlige myndigheders overgreb. Endnu gennemsyrer de hinduistiske traditioner familie- og samfundsliv så meget, at det for de allerflestes vedkommende anses som et dramatisk brud med familie og folk at gå over til kristendommen. Følgelig kræver det temmelig meget rygrad at tage skridtet.

Forrige gang jeg var i Nepal, i efteråret 2010, mødte jeg på vej ud af landet en 18-årig kvinde, som ekspederede i lufthavnens bogkiosk. Vi faldt, som det hurtigt sker i denne kultur, snart i snak om tro og religion. Hun var hindu, men havde et klart ønske om at blive kristen. Allerede to år tidligere ønskede hun at tage skridtet, men hendes mor var stærkt imod. Nu måtte hun vente og håbe. Til håbet føjede sig imidlertid det forhold, at hun også ventede på den mand, som hendes og hans forældre måtte finde for godt at smede hende sammen med. Hvilket med største sandsynlighed ville bremse både hendes håb om trosskifte og uddannelse.

Jeg nærede et svagt håb om at genfinde hende i lufthavnen for at se, om der mon skulle være indtrådt en overraskende vending. Desværre så jeg ikke noget til hende. Men kvinden er altså et godt udtryk for det vilkår, som er de fleste nepaleseres, hvis de gør sig tanker om at blive kristne. De skal ikke forvente glæde eller blot stiltiende accept i familien. Tværtimod.

De fleste af de kristne nepalesere, vi mødte, havde lignende historier at fortælle om stærk modstand i familien mod deres omvendelse, ofte fulgt af diverse chikaner og brudte relationer.

En af dem, vi mødte, var Laxmi Pariyar, medlem af det nepalesiske parlament. Hendes historie var på flere måder en typisk omvendelseshistorie. Hun voksede op i Gaighat. I 1992, endnu kun teenager, blev hun dødssyg. Hun havde tidligere ved en tilfældig anledning hørt præsten Narendra Jimi Rai prædike og opsøgte nu igen kirken. Under prædikenen skete der en forandring med hende, som blandt andet fik den tanke til at slå ned hende: Måske vil jeg overleve.

Efter to års kontakt med præst og menighed blev hun døbt. Familien reagerede meget negativt. De forsøgte på forskellige måder at tvinge hende ud af det igen. De tvangsfarvede hende med de karakteristiske hindupletter i panden, de forsøgte med alkohol, som er bandlyst blandt kristne nepalesere. De ville tvangsgifte hende med en hindumand, men hun flygtede og kom til at bo i kirken. Hun ønskede at gifte sig med en kristen mand, men familien afviste blankt. Efter 15 dages intense overtalelsesforsøg lykkedes det hende at få et ja. Forældrene var de eneste fra hendes familie, der deltog i brylluppet, højlydt grædende. I dag er alle i hendes familie kristne.

At Laxmi Pariyar gik ind i politik, er den direkte årsag til, at det er lykkedes at skaffe statsstøtte til det førnævnte kristne bedecenter. Et af hendes erklærede mål med at gå ind i politik har været at forandre situationen for de kristne i Nepal. Samme dags morgen, som vi mødte hende, havde hun haft et møde med syv kristne kirkeledere. Mødet drejede sig om anskaffelse af officielt godkendt jord til en kristen kirkegård. Det er nu lykkedes. Med kraftige politiske sværdslag. Og – vil de kristne uden tvivl tilføje – med bøn og faste i 40 dage som afgørende medvirkende årsag. Parlamentsmedlemmet Pariyar deltog i perioder selv i fasten.

Også den ende af historien siger noget om kirkens og de kristnes historie i Nepal. Det er en historie, hvor menneskeligt mod og handlekraft blandes med et stærkt åndeligt drive. Laxmi Pariyars egen helbredelseshistorie er således helt symptomatisk. Ni ud af hver tiende kristne nepaleser, vi mødte, havde en omvendelseshistorie, hvori helbredelse indgik. Bøn og helbredelse er såre almindeligt i nepalesiske menigheder. En nepalesisk hindu går forgæves med sin sygdom til sine egne præster og templer samt almindelige læger og sygehuse for til sidst, af og til ligefrem modvilligt, at ende hos de kristne, som beder for vedkommende. Og momentant eller hen over tid finder helbredelsen sted, og en ny tro vokser frem.

Den lille græsmark, vi stod på i udkanten af Gaighat, var skænket af en af de lokale. Vi mødte manden, som kunne fortælle os endnu en variant af samme historie om uhelbredelig sygdom og efterfølgende helbredelse i kirken. Jorden gav han som en taknemmelighedsgave. Det gav menigheden mulighed for at bygge egen kirke og præstebolig. Og nu er der grønt lys for bedecenteret.

Men det stopper ikke der, for grunden er stor, ligesom ambitionerne. Så nu er der planer om intet mindre end en skole fra 1. til 12. klasse med internationalt niveau. Det er i nepalesisk sammenhæng en overordentlig stor satsning. Ifølge den guide, vi havde med os fra Kathmandu, er der kun tre skoler i Nepal med internationalt niveau, alle tre katolske. Vores guide, Gaurav Dahal, gik selv på en af dem. Og nu er hans datter netop blevet optaget på en. Det har medført adskillige lykønskninger fra nær og fjern. Det forstår man, når hun var én ud af godt hundrede, der fik adgang, med lidt mere end 3000 ansøgere.

Gaurav bekræfter behovet for gode skoler. En højnelse af uddannelsesniveauet er altafgørende for udviklingen af det spæde demokrati.

Derfor er Gaurav gået ind i skoleprojektet i Gaighat. Selvom skoletanken er født i en kristen sammenhæng og tæt knyttet til den stedlige kirke, har Gaurav ikke haft nogen betænkeligheder ved at gå ind i komitéen for skolebyggeriet. Ligesom hans hindu-kolleger i ngo-firmaet i Kathmandu heller ikke har tøvet med at stille op. Og dét hænger igen utvivlsomt sammen med kristnes uforknytte tilstedeværelse og fremfærd i Nepal. Direktøren for ngo-firmaet, Arabinda Dey, er kristen. Han lagde fra starten af sin tid som direktør kortene på bordet over for de ansatte. Han inviterede sine hindumedarbejdere til at deltage i den andagt, han agtede at holde hver onsdag på sit kontor. Naturligvis med fuld frihed til at sige nej tak, men tilbuddet skulle de altså have. Og lige siden har de onsdag efter onsdag som den naturligste ting i verden været til stede, når ngo-direktøren beder sine bønner og læser fra Bibelen. Hvilket de selvsagt ikke er upåvirkede af.

Vores guide, Gaurav, lagde ikke skjul på sin åbenhed for den kristne tro. Han er en af de tusinder af nepalesere, som med forskellig historie og forskellige motiver er stærkt tillokket af landets nye, stærkt voksende religion, kristendommen.

For ny må kristendommen siges at være i Nepal. Vi mødte på vores rejse ikke én nepalesisk kristen med kristen baggrund. Alle som én var tidligere hinduer. Med en enkelt undtagelse: Brian Williams. Men han var så heller ikke nepaleser. Brian Williams er tredjegenerationsenglænder fra Indien, vokset op i et katolsk, kulturkristent hjem. Han er gift med en nepaleser og leder et kristent netværksarbejde i Nepal, som blandt andet driver et omfattende diakonalt arbejde. Vi fik syn for sagn, da vi blev præsenteret for arbejdet blandt nogle af samfundets hårdest ramte, kvinder som i meget stort antal bruges som sexslaver både indenlands og udenlands. Mens vi lyttede til historierne om de kvinder, de formår at redde ud af elendigheden, var der pludselig opløb nede på gaden. I løbet af få sekunder havde Brians medarbejdere fået otte drenge bænket om et bord på fortovet. Det var gadebørn, som så frem til ugens bedste måltid mad.

Selvom deres arbejde ifølge Brian er dråber i havet, og selvom de kristne endnu udgør en minoritet i landet, er det svært at bevare pessimismen på kirkens vegne i Nepal. Ifølge Brian Williams var den nepalesiske kirke for syv år siden den stærkest voksende kirke i hele Sydøstasien. Det kan ikke overraske meget, at en kirke, som på denne måde med løftet pande kaster sig ind i politik og samfundsliv med bøn og diakoni som hjerteslag, udfordrer, lokker og vokser.

Uden at overspille betydningen af det fortalte Brian Williams med tydelig optimisme i stemmen om mødet med landets præsident sidste år. For første gang mødtes en nepalesisk præsident officielt med en delegation af kristne ledere. De kristne ledere brugte blandt andet tiden til at fortælle præsidenten om det kristne evangelium og sagde: ”Vi beder altid for dig.” Hvorpå præsident Ram Baran Yadav sagde: ”Kan I bede for mig nu?”. Og så bøjede han hovedet. De kristne lagde hænderne på ham og bad.

Sognepræst Henrik Højlund har rejst i Nepal flere gange og haft særligt fokus på kristendommens udvikling i det lille land ved Himalaya-bjergene. Han og to kolleger undersøgte denne gang på vegne af tre danske menigheder, om de skulle støtte projekter i landet. Konklusionen blev i første omgang, at der var basis for at støtte projekterne, der særligt kommer kristne nepalesere til gode.