Anmelderkritik. Skrevet i sandhedens interesse

Til alt dette har jeg meget lidt at tilføje, kun dette, at mine ord om undgåelse af en hver form af ondskab mod mennesker ikke er sagt for at forskønne noget, men som alt andet i min erindring er det kun sagt i sandhedens interesse.

Krig i sig selv er ond, fordi den koster alt for mange unge menneskers liv – og stor sorg for deres pårørende. Den grimmeste del af krigen kalder jeg imidlertid den, hvor soldater bliver brugt til at kæmpe mod civile, som Tyskland begyndte med ved at bombe London. Senere gjorde England det samme ved at bombe tyske byer.

Som soldat i Rusland har jeg derimod aldrig oplevet civile blive inddraget i kampene, selvom de oftest havde forladt deres hjem, så længe kampene stod på. Vi kæmpede derimod kun mod soldater. Opgav soldater kampen, kastede deres våben og løftede deres hænder, var de ikke mere vore fjender.

JEG HAVDE i efteråret 1941 den oplevelse, at vi måtte tilfangetage en snes russere. De fik hver en cigaret af os at falde til ro på. I sommeren 1943 var jeg i en fangelejr ved Berlin, hvor jeg passede på russiske fanger ved deres daglige arbejde – og badede til tider sammen med dem i Glienicker Sø. I 1944 tog russerne mig til fange. Jeg var alene og blev modtaget af den russiske officer med et håndtryk.

Selvom fangenskabet ikke blev uden problemer, så overlevede jeg jo. Men selvfølgelig var krigen heller ikke så let for civilbefolkningen, særlig hvor fronten gik hen over deres byer.

Vi var seks brødre, hvoraf de fem alle måtte deltage i krigen. To overlevede ikke. Én af os overlevede krigen i én af Hitlers koncentrationslejre. Den skæbne, som man er nødt til at gennemleve, kan man jo ikke få byttet. Jeg overlod til skæbnen – og til den, der styrer skæbnens veje – at træffe alle vigtige afgørelser. Selv havde jeg jo ingen indflydelse på kuglerns flugt som på så meget andet omkring mig. Dermed har jeg vel besvaret spørgsmålet om anstændighed.