Jeg kunne fuldt ud tilslutte mig demonstrationens formål: Afskaf blokpolitikken, før en medmenneskelig udlændingepolitik – og skab reelt demokrati.

Det sidste var et vigtigt stikord for arrangementet, da arrangørerne er knyttet til den danske “Reelt demokrati  nu”-bevægelse, som udspringer af  bevægelsen “Democracia Real Ya!” som opstod i Spanien i foråret 2011 og lige nu spreder sig globalt. I deres manifest understreger bevægelsen deres tværpolitiske og ikke-partipolitiske ståsted.

Derfor ringede jeg til arrangøren og bad om at komme på talelisten, fordi jeg mener at en demokratisering og en decentralisering af energisystemet i mere en én forstand kan bringe “Power to the People” og derfor essentielt som svar på den globale krise.

Arrangøren var meget positiv overfor mit budskab om energidemokrati, men endte med at afvise mig pga. min partifarve og mit partis statsminstermelding.

Selvom arrangøren understregede at han skam er “helt enig med  dig i din vision om bæredygtig og demokratisk energi.” – men åbenbart ikke, hvis det udtrykkes af en Kristendemokrat.

Jeg kan kun fortolke budskabet således: Rigtige holdninger findes kun på venstrefløjen. Du forvirrer os, fordi du har en rigtig holdning men tilhører et midterparti. Det passer ikke ind i vores sort-hvide (eller rettere: rød-blå) verdensbillede. En holdning jeg møder tit: At jeg burde overveje mit valg af parti. Igen må præmissen her være, at venstrefløjen har patent på den grønne dagsorden.

Jeg er meget fortørnet over, at der diskrimineres på baggrund af partifarve og at der på den måde allerede nu bliver ført rød blokpolitik. At arrangørerne samtidig mener, at rød blok har patent på en fremadsynet energipolitik tegner heller ikke godt for et bredt samarbejde hen over den politiske midte, hvor vi som Kristendemokrater befinder os.

Nå, men videre med oprejst pande…

Valgkampens dag 2
Kristendemokrater inviteret til test-debat inden aftenens store partilederrunde på TV2. Jeg skulle “spille” Per Ørum Jørgensen (til stor fornøjelse for journalisten, som hele tiden blev lidt forvirret når hun skulle kalde mig “Per”). 

Der var masser af taletid til de ungdomspolitikere, der repræsenterede regeringen, der var lidt mindre til S-SF, og så var der en smule til os andre.

Ved nogle emner fik jeg end ikke lov til at sige noget, men – i min naivitet som helt grøn udi det politiske spil – tog jeg helt roligt, for nu var det jo bare en testdebat, hvis væsentligste funktion var at teste lyd, lys, kameravinkler og koncept.

Men under den TV-transmitterede debat oplevede jeg igen, at der gik “præsidentvalgkamp” i den, og at der var lange passager hvor de mindre partier blot stod som statister til det store spil (ok, det lykkedes R og V at få meget taletid i debatten, fordi de tidligere på dagen havde givet hinanden et håndslag. Men meget indhold i debatten bidrog det ikke med).

Hvordan kan man nogensinde få forandring, hvis man fordeler taletiden efter de siddende magthavere? Paradoksalt, at partilederrunden netop bar navnet “De ni bud”.

Nå, men videre med oprejst pande…

Valgkampens dag 4
Greenpeace at lave et event med fokus på 100 % vedvarende energi d. 31. august. Wau, tænkte jeg, endelig nogen der tager mit valgkampsemne op. Så jeg mødte glad op til “Møde under regnbuetræet”.

Jeg var helt glad, for nu skulle der da føres valgkamp på indholdsmæssig hjemmebane! TV2 News og DR Update og Radioavisen stod klar – men flokkedes udelukkende om de kendte politikere.

Efter lidt insisteren (og fulgt af overbærende smil) fik jeg taletid foran kameraet, men efterfølgende er jeg blevet klippet ud igen, når klippene er blevet lagt på nettet, så kun mere kendte politikere fra R og SF får taletid.

Radioavisen ville slet ikke have mig med. Som én af mediefolkene forklarede mig: “Dit parti ligger jo tæt på spærregrænsen, og vi må jo tænke på hvor relevant det er at bringe”.

Hvad er det for en argumentation!? Netop under en valgkamp har medierne et ansvar for at lade alle partier komme til orde!

Nå, men videre med oprejst pande…

Valgkampens dag 5: Aftalt spil
Da vi som lille parti ofte bliver glemt og ikke bliver inviteret til valgdebatter, begyndte jeg at søge efter på Facebook – og fandt frem til en række valgdebatter på Københavns Universitets forskellige fakulteter med den samme række af politikere – karakteriseret ved fraværet af både Konservative og Kristendemokrater repræsentanter.

Som helt grøn udi politisk business tænkte jeg selvfølgelig: “Det må være en forglemmelse! De bliver sikkert glade når jeg kontakter dem og meddeler, at Kristendemokraterne også gerne vil stille med en kandidat".

Men efter kontakt med Formanden for Studenterrådet ved Københavns Universitet viser det sig, at hun ikke mener hun har bemyndigelse til at invitere deltagere i panelet, selvom hun helst ser alle partier repræsenteret.

Valgdebatterne er solgt som “færdig pakke” af de deltagende politikere – så jeg skulle henvende mig til en kampagnekoordinator hos De Radikale, da de står som arrangør (!))

Jeg ringede straks, stadig overbevist om, at de selvfølgelig ville blive glade for en bredere repræsentation. Men nej.

Medarbejderen afviste mig “for debatterne var jo arrangeret og aftalt inden valget blev udskrevet, så det bliver der ikke sådan lige lavet om på.”

Det er valgdebatter, der er vendt på hovedet: Politikerne står som arrangører og kører det samme show af 5 gange – uden at studenterrådet får nogen medbestemmelse, og uden at andre politikere får mulighed for at deltage – hvad enten det er mere ukendte profiler fra de deltagende partier, eller partier, der udelukkes på forhånd.

Når nu vi taler om politisk fornyelse efter 10 år med VKO, hvordan er det så, at små partier eller nye kandidater skal kunne komme på banen? Nogle mener, at vi har de politikere vi fortjener. Efter disse oplevelser tror jeg rettere, at vi har de politikere, vi har i forvejen – for nye bliver ikke inviteret med til festen.

Jeg ved ikke med dig, men jeg er godt nok oprørt over at små partier på den måde bliver holdt udenfor den demokratiske proces!

Jeg ender med at spørge mig selv: Ønsker jeg virkelig at komme i Folketinget og bidrage til denne magtliderlige forvaltning af samfundet?

Eller ender jeg som de ti-tusindvis af unge rundt omkring i Europa der går på gaden og forsager partipolitik, fordi de har opgivet det politiske system og stemplet det som udemokratisk? For første gang forstår jeg, hvad de mener. Jeg føler akkurat det, der står i Democracia Real Ya’s manifest:  “Vi efterlades hjælpeløse og uden stemme”. (Men som nævnt var jeg ikke engang velkommen arrangement i dette regi. Jeg må gå på gaden i Spanien, så.)

Det er som altid spørgsmålet om, hvorvidt man bedst ændrer et system indefra eller udefra.

Lige nu prøver jeg indefra, ved at stille op til Folketinget, og ved at vende den harme jeg føler, til konstruktiv politik. Som Luther (muligvis) sagde det:  “Her står jeg og kan ikke andet“.

Jeg brænder for omstillingen til 100 % decentral, vedvarende energi, jeg ser og jeg ser den fuldstændig i tråd med det kristendemokratiske værdigrundlag. Jeg står op for det jeg tror på med idealisme og arbejdsomhed, fordi jeg brænder for sagen, ikke fordi jeg har taburetklister på bagdelen.

Jeg er mere end nogensinde taknemmelig for, at jeg her på min blog har fået taletid på Kristelig Dagblads server. Tak.