”Man gør noget – og det skal man”

Vita og Bent Andreasen, forstandpar på Løgumkloster Højskole, har støttet på flere måder:

LÆS OGSÅ:Afrika-indsamling: En stor tak til avisens læsere

”I sidste uge afholdt vi kurset ’Eksistensens store spørgsmål’ i samarbejde med Kristeligt Dagblad, og næsten alle 98 deltagere på kurset holdt avisen, så de kendte godt til indsamlingen. En af kursusdeltagerne rejste sig på et tidspunkt og sagde, at nu, hvor de havde det så godt, måtte de også gøre noget for at samle penge ind til Afrika. En plastikbøtte blev stillet frem og indbragte 3390 kroner plus 1800 kroner i honorar, som en af foredragsholderne valgte at donere. Det var bare lige, hvad folk havde i tegnebøgerne, men man ved jo, hvor meget bare 150 kroner kan betyde for et andet menneskes liv – og vi spædede selv til.”

”Min mand og jeg valgte også at donere 10.000 kroner på vegne af højskolen. I år er det 15 år siden, vi blev ansat som forstanderpar her på stedet, og vi synes, det var en fin måde at markere vores taknemmelighed på. På trods af økonomisk trængte tider ville det kun klæde højskolen, der har et globalt udsyn. Når vi skærer ind til benet, så er vi alt andet lige meget privilegerede her i Danmark – og når man som jeg lige er blevet farmor, kan det ikke andet end at skære i hjertet at se børn, der sulter,” siger Vita Andreasen.

Jens Hjorth, pensioneret læge, har valgt at støtte med 90 kroner hver måned i otte måneder:

”Gennem pressen har min kone og jeg set uhyrlighederne, og når man gribes af sorgen og smerten ved at se den lidelse, andre mennesker er underlagt, kan man slet ikke lade være med at støtte. Det er en menneskelig pligt gennem buddet om næstekærlighed at hjælpe andre i nød, uanset hvor mange penge man har – selv hvis der er tale om ’enkens skærv’, bør man bidrage.”

LÆS OGSÅ: Støttepenge rækker langt i Etiopien

”Jeg har som yngre rejst meget og flere gange kørt i bil til Indien og Nepal, så jeg har selv set elendigheden dér og på vejen dertil. Men jeg har også set den glæde og positive effekt, der opstår, når hjælpen kommer og gør en forskel, når en skole bliver bygget eller børnene får mad. Derfor rammer hungersnøden i Afrika mig. Og da jeg så annoncen for indsamlingen i Kristeligt Dagblad, tænkte jeg ikke så meget over det, men greb bare telefonen – selvom jeg også er fast bidrager til andre organisationer, har støttet med engangsbeløb gennem telefonen og også har givet lidt gennem kirkebøssen. Godt nok betaler vi til statens u-landsbistand gennem skatten, men når man selv bidrager til et konkret formål, føler man et tættere tilhørsforhold til det. Man gør noget – og det skal man,” siger Jens Hjorth.

dalsgaard@k.dk