Ordet

Luk. 19, 45- 46

Lige før Jesus når frem til tempelpladsen, fortælles det, at han græd over Jerusalem, der ikke kendte sin besøgelsestid.

Men i templet vender det, og han bliver vred. Han går ikke særligt ydmygt og fredsommeligt til værks. Bogstavelig talt ”tager han byen med storm”, da han rydder tempelpladsen for kræmmere og vekselerere.

Uden for byen taler Jesus bedrøvet om fred, men i templet bliver han vred. Han fordriver dem, der sælger offerdyr og veksler penge. Han vælter boderne og proklamerer, at ”dette hus skal være et bedehus og ikke en røverkule”.

Dermed fortsætter Jesus profeten Jeremias’ tale: ”Sæt ikke jeres lid til de løgneord: Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel! Nej, gør jeres færd og jeres gerninger gode: I skal dømme retfærdigt mand og mand imellem. I må ikke undertrykke den fremmede, den faderløse og enken, I må ikke udgyde uskyldigt blod på dette sted, I må ikke følge andre guder til ulykke for jer selv! (…). Er dette hus, som mit navn er udråbt over, en røverkule? Også jeg kan se! siger Herren. ”(Jer. 7, 4-6 og 11).

En røverkule er skjulested for dét, der ikke tåler dagens lys: Når man tror, man kan købe sig til fred ved at slå en handel af med Gud. Når man tror, man kan ofre i stedet for at gøre Guds vilje. Det er hykleri, og Gud lader sig ikke bestikke.

Nej, Guds hus skal være et bedehus, siger Jesus. For at bede til Gud er en helt anden måde at møde Gud på end at ville handle med ham. I bønnen henvender vi os tillidsfuldt til Gud, så vi kan åbne for vores smerte og glæde, vores klage og tak. At leve i bøn til Gud er at leve som et afhængigt menneske i tillid til den magt, der har skabt mig og skænket mig livet. Og da kan vi opleve, at bøn og fred hører sammen.

Leif Vestergaard