Israel er som en rustning uden ridder

”Jeg er glad for, at Barack Obama har læst bogen. Ikke kun på det personlige plan, som jo er forståeligt. Men også, fordi jeg tror, han kan lære meget om, hvad det egentlig vil sige at være is-raeler og være en del af konflikten,” siger Grossman.

Med årene er David Grossman ofte blevet sat ind i rollen som den israelske venstrefløjs talsmand. Som den fornuftige stemme, der kan hentes ind af udenlandske journalister, når de gerne vil bekræftes i deres egne syn på konflikten.

Men Grossman har måttet skuffe mange af de journalister og læsere, der tror, at den israelske venstrefløj befinder sig, hvor den var i 1990’erne i den tidlige fredsproces med palæstinenserne. Tingene har rykket sig. Ikke mindst på grund af den palæstinensiske intifada og bølgen af selvmordsaktioner. Og i dag er det muligt at høre en forfatter, der selv stadig ser sig som en del af den israelske venstrefløj, støtte Israels ret til at gå i krig mod Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon.

En mand, der mener, at palæstinenserne bedrog israelerne efter Camp David-forhandlingerne i 2000. Men samtidig også en mand, der er modstander af den israelske besættelse og arbejder meget aktivt for en fredelig løsning på den lange konflikt. Der er ikke noget selvmodsigende i det. For David Grossman er det essensen af den israelske virkelighed og det at være israeler.

”Vi israelere er på mange måder blevet gjort til en slags rustning uden ridder, hvor der kun er fokus på det hårde. Al vores energi rettes mod konflikten med palæstinenserne, og al for lidt opmærksomhed gives til ridderen inde i rustningen, som om der ingen ridder er overhovedet. Det er den ridder, jeg gerne vil beskæftige mig med,” siger han.

For David Grossman er nøglen til at forstå denne ridder at være mest mulig til stede i ethvert aspekt af det israelske samfund. Også i konflikterne. Men ikke kun. Som en slags terapi for at behandle sin egen angst under Uris militærtjeneste gik David Grossman i dagevis alene på den natursti, der løber på tværs af Israel. Det var hans egen angstterapi, men også endnu et skridt i hans konstante forsøg på at få svar på, hvem israeleren er.

”Jeg er altid meget skeptisk over for dem, der ikke tildeler Israel retten til at forsvare sig selv. Forklaringen på, at mange i Europa ofte skynder sig at anfægte Israels ret til selvforsvar, er, at Israel i bund og grund ikke opfattes som et ’normalt’ land. Verden er stadig ikke parat til at acceptere Israel som ethvert andet land,” siger Grossman.

Nogle gange er den opfattelse ifølge Grossman selvforskyldt. Men andre gange er den ikke.

”Faren er under alle omstændigheder, at hvis Israel er et land, der befinder sig i et evigt virvar af konflikter, så mister det kontakten til sig selv. Det mister jordforbindelsen, det konkrete og evnen til at beskæftige sig med kompromisser,” siger han og mindes årene i 1990’erne, hvor fredsprocessens fremgang pludselig hev israelerne ud af det, han kalder deres maniodepressive opførsel.

”Freden er en nødvendighed, hvis vi israelere nogensinde skal føle os hjemme. Og det er jo hele idéen fra begyndelsen, at Israel skal være et hjem for det jødiske folk. Tragedien er, at vi ikke føler os hjemme noget som helst sted i verden, men heller ikke her. Men hvad er det for et hjem, hvis vores grænser konstant flytter sig, og vi trues udefra. Kun freden kan bringe os tilbage fra det sidespor, vi kørte ud på med krigen i 1967, hvor Israel besatte Vestbredden og Golanhøjderne. Så længe vi ikke har fred, vil vi fortsætte i den forkerte retning. Freden skal ikke kun give palæstinenserne en selvstændig stat. Den skal os gøre os til det land, vi er skabt til at være,” siger han.

Grossman har ikke stor tiltro til premierminister Benjamin Netanyahu. Heller ikke engang efter, at Netanyahu inviterede Grossman til en samtale om sine politiske visioner. Forfatteren har den israelske leder mistænkt for at satse på, at tilfældighederne lader ham sidde tiden ud. Og den evige mangel på fred bringer kun flere og flere udemokratiske tiltag, ekstremister og fatalister på banen. Derfor mener han, at Barack Obamas signal til Israel og palæstinenserne om, at de bare kan ringe, når de er klar til fred og kompromisser, er grundlæggende forkert.

”Israel og palæstinenserne kan ikke nå det punkt alene. Og selvom de skulle blive modne nok, vil de ikke være i stand til at sige det højt. Derfor er de nødt til at få hjælp udefra,” siger han.

Til trods for det ser Grossman lyspunkter i den israelske hverdag. De seneste omfattende teltdemonstrationer med krav om social retfærdighed er et af dem.

”Det sociale oprør er positivt, fordi det efter 44 års besættelse og evig konfliktbeskæftiger sig med noget normalt. Noget, der endnu ikke er gennemsyret af politik. Det er som en helbredelsesproces, hvor befolkningen igen søger at genvinde den solidaritet og familiefølelse, vi har mistet med tiden,” siger han.

Netop de følelser er en stor del af drivkraften bag bogens hovedpersoner, Ora og Avram. Sidstnævnte er vendt tilbage som krigsfange, og Ora rejser landet tyndt som et middel til at dulme frygten for sin søn, Ofers, skæbne ved fronten. Sammen gen-opliver de glemt kærlighed, mest af alt på grund af Oras ukuelige vitalitet, men også fordi de ikke giver op og vælger at kæmpe en hård kamp. På den måde er bogen Grossman selv, lige så meget som den er Israel. Det er en kærlighedserklæring til et problemfyldt land bundet af sorg, hvor politikerne og resten af befolkningen stadig har et valg.

”Hvis du giver op, er det et tegn på, at du er ligeglad. At tingene ikke har nogen mening. Så giver det for den sags skyld heller ikke mening, at vi er her. Der er så mange gode grunde til, at vi ikke skal være her. Død, konflikt, uro, terror. Men livet her i Israel giver mening. Også selvom virkeligheden somme tider indikerer det modsatte.”

allan@k.dk

David Grossmans roman ”Kvinde på flugt fra meddelelse” udkommer på forlaget Vandkunsten den 9. september. Grossman interviewes af journalist Martin Krasnik i dag på festivalen Lousiana Literature.