Jeg kan se nu, at Gaddafi også havde sine slette sider. 1200 fængslede islamister massakreret i fangenskab i Tripoli i 1999! Skulle være den værste ugerning, og jeg anede det ikke
Men derudover blev fængslet brugt med stor brutalitet for mindre forseelser. Studenter kunne blive fængslet for at være for religiøse, klædt af og angrebet med hunde. Overlevende fanger kunne tilbringe årtier uden at se deres familier.

Men nu en bizar fortælling. Da en hr. Abdulhakim Belhaj som overbevist islamist bekæmpede USSR i Afghanistan, fik han og hans fæller aktiv støtte fra USA.
Senere bekæmpede han Gaddafi-regimet i Tripolidelen af Afghanistan. Efter 2001-angrebet i New York forsøgte Gaddafi at få ham på listen over terrorister.
I 2004 blev Belhaj "arresteret" (næppe lovligt, derfor anførselstegn) af CIA i Malaysia, overført til Thailand, tortureret både af thailændere og af CIA-agenter, før han blev udleveret til Libyen. Hvor han blev udsat for mere fængsling og tortur I Abu Salim-fængslet i Tripoli.
"Jeg sad i fængsel i syv år, hvor jeg både blev udsat for tortur og isolationsfængsling. Jeg blev endog nægtet et brusebad i tre år." Andre libyske islamistfængslede har berettet, hvordan de undertiden blev ført til amerikanske myndighedspersoner i Tripoli fra Abu Salim for at blive afhørt.

I Abu Salim-fængslet bidrog han til en 419-siders dokument, offentliggjort i 2009, der tager afstand fra jihad, og voldelig omvæltning af regimer. Denne ideologiske forandring er påvirket af de radikale islamisters fejslagne bekæmpelse af regimer med vold. Man samarbejder derfor med andre, der er modstandere af arabiske politistater.

Det er sådanne populære kalitioner, der har sejret i Tunesien, Ægypten og nu Libyen...

Han blev løsladt fra fængslet i 2010, og med sin erfaring fra kampene i Afghanistan blev han en af de mest militært effektive oprørsledere.
Starten på urolighederne i Benghazi i februar 2011, berettes iøvrigt at være sket med aktiv indsats fra advokater til de myrdede fangers familier i 1999.
Diplomater beretter, at han spillede en afgørende rolle i indtagelsen af Tripoli for nylig, og er højt værdsat af lederen af det nationale overgangsråd, Mustafa Abdul Jalil.

http://www.independent.co.uk/news/world/africa/rebel-military-chief-says-he...

Hvad kan man lære af en historie? Den samme person er en helt i Afghanistan, en skurk i Malaysia, en formørket skurk i Tripoli, en frihedshelt og reformator i Tripoli.

Vil det så ikke sige, at vores eget suveræne regime er alt andet end troværdigt?

Og vores hang til at diktere rettigheder som det fremmeste og vigtigste resultat af en konflikt, samtidig med at vi på ingen måde respekterer dem selv undervejs? Fremkalder denne semi-religiøse dyrkelse af abstrakte samfundsværdier - eller giver bare plads til - en virkelighed, der helt modsat i detaljerne er præget af smålig selviskhed, kynisk national - endog bare imaginær - egeninteresse?

I 2008 loves for eksempel en folkeafstemning i Irak om spm. om USA's fortsatte militære tilstedeværelse frem til og med 2011. Den finder aldrig sted! Der sker der dog det, at der iværksættes en omdefinering fra militær tilstedeværelse til "uddannelseshjælp", fra militærpersoner til private vagtværn. Er det ikke et godt eksempel på, at de abstrakte frihedsrettigheder i praksis bliver til løgnagtigheder og forstillelse. Et fra oven iværksat angreb på menneskets fremmeste redskab: SANDHEDEN!

Men er vi så ikke selv en elementær FJENDE af menneskeheden? En der i det mindste kunne holde sig uden for suppedaserne og i mellemtiden bevare og udbygge egentligt menneskelige værdier!

Det er også for mig tankevækkende, at imens tilliden til vestens valutaer støt udhules, så synes befolkningerne i vesten fuldstændigt lullet i selvbehagelig søvn ved tanken om være en art pionerer for universelle menneskerettigheder.

Den indlysende mangel mellem abstrakte rettigheder og samfundsorden i u-landene er mangel på bureaukrati. Men dette forudsætter på sin side en bagvedliggende fælles forestilling hos samfundets indbyggere! Konsensus. At når man hilser på en anden bekræfter man sin og den andens fælles grundholdning. EFTER dette har indtruffet frivilligt kan man på en sådan konsensus opbygge nogle almene regler.

Men vi gør det OMVENDT. Vi skal bare indlære dem reglerne, dikteret med magt og vold, så følger resten af sig selv! For disse abstraktioner er hævet over bevisbyrde, forståelse, lødighed endsige kritik!

Jeg gætter på, at en kommende generation vil sige: Godt vi nu ser disse tosser uddøde og uden for indflydelse. Hvordan kunne man nogensinde tro et levende væsen bare skulle være abstrakt i den rigtige retning og så tro noget meningsfuldt liv fulgte deraf?

For er vi ikke præcis tilbage i oplysningstiden med vores idealer, og grundlag for krigsførelse, og er det ikke romantikken - den personlige, dybfølte overbevisning - der melder sig igen? Vores tid er så udpræget FORFALSKNINGENS, klart og tydeligt for enhver at se. Økonomi, krige, administration...