Indsamlingen til sultkatastrofens ofre i Østafrika gav 2.541.857 kroner. De penge bliver nu omsat i nødhjælpsarbejde i primært det sydlige Etiopien. –
- Binyam Megesha.
Steffen McGhie |
2. september 2011
Indsamlingen til sultkatastrofens ofre i Østafrika sluttede i går med et resultat på over 2,5 millioner kroner. Pengene bliver lige nu omsat i akut nødhjælp og langsigtet udviklingsarbejde i det sydlige Etiopien, hvor Folkekirkens Nødhjælp brødføder 44.000 mennesker
Man kan få meget for 2,5 millioner kroner. Ikke mindst i Etiopien, hvor 52 kroner kan forsyne én person med madrationer i en måned. Indsamlingen til fordel for det tørkeramte Østafrika, som blev søsat i samarbejde mellem Kristeligt Dagblad og Folkekir-kens Nødhjælp, har givet 2.541.857 kroner i kassen. Pengene bliver nu omsat i nødhjælpsarbejde i primært det sydlige Etiopien.
LÆS OGSÅ:
Flygtningestrømmen stilner langsomt afHer har Folkekirkens Nødhjælp påtaget sig ansvaret for at brødføde 44.000 beboere. En stor del af pengene går til akut hjælp med vand og mad, fortæller Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
Han har for nylig besøgt det sydlige Etiopien, hvor en del af pengene også investeres i mere langsigtet udviklingsarbejde. Folkekirkens Nødhjælp udbygger i samarbejde med lokale partnere en række vandreservoirer i landsbyerne. Det er en investering, der giver endnu mere udbytte for pengene, fortæller han.
”Der tager vi fat i noget, der rækker lidt længere ud. Når regnen forhåbentlig kommer i regnperioden oktober og november, fyldes bassinerne, så landsbyerne har vandforsyninger og kan overleve på længere sigt,” siger Henrik Stubkjær.
Byggeprojekterne beskæftiger op til 300 etiopere i en måned til 10 kroner om dagen, hvilket svarer til en god dagsløn. Ét færdigt og fyldt reservoir kan forsyne 1500 mennesker med vand i et halvt år.
LÆS OGSÅ:
Hvorfor sende penge til Afrikas Horn, når landene bruger pengene på krig? Ifølge FN’s prognoser er der i det sydlige Etiopien en ’”lav til moderat” risiko for, at oktober 2011 til januar 2012 bliver mere tør end sædvanligt.
Endnu en tør sæson i landets tørkeramte sydlige og sydøstlige regioner vil ifølge meldingen fra FN’s fødevareprogram, WFP, ud over en forværring af vandmanglen føre til en udhuling af kvægproduktionen, som mange beboere i landområderne er afhængige af. Det vil videre indvirke negativt på de i forvejen høje fødevarepriser.
Etiopien oplever også et stort flygtningepres fra det borgerkrigsramte naboland Somalia, hvorfra 138.000 flygtninge indtil nu har krydset grænsen til landets sydlige regioner.
Folkekirkens Nødhjælp har lavet katastrofearbejde i området siden marts. I det nordlige Etiopien har organisationen i flere år lavet katastrofeforebyggende arbejde. Med succes.
”Vi kan se, at de steder, hvor vi har været, er bedre stillet. Det arbejde fortsætter vi nu i det sydlige Etiopien. Vi planlægger med, at vi kan være i området i hvert fald i et år. For vi ved, at det bliver langvarigt,” siger Henrik Stubkjær.
Ud over direkte nødhjælp og udvikling udløser pengene også flere EU-støttemidler til nødhjælpsarbejdet. For hvis EU skal bidrage til nødhjælpsarbejdet, kræver det, at organisationen kan levere op til 25 procent selv.
”Det vil forenklet sige, at hvis vi fra de 2,5 millioner korner tager 500.000 kroner til EU-puljen, kan vi frigøre 1,5 millioner kroner fra EU. Dermed kan pengene få endnu større betydning,” siger Henrik Stubkjær.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad