Fristelser med stakket frist

Helge Ankjær Andersen fra Frederiksværk spørger til ordene fristet og fristelse, som han mener må have ret forskellige betydninger og udgangspunkter.

Ankjær Andersen peger på Petter Dass’ kendte salme: ”Om alle mine lemmer”, hvor det hedder: Er end jeg fro som gæst,/ er ude længe fristet,/ dog vorder hjemmet bedst.

LÆS OGSÅ:  Vænne eller vende

Her ser jeget sig som gæst i det jordiske liv, hvor han må opholde sig en tid, men hører andetsteds hjemme, nemlig hos Gud i Himlen.

Frist siger altså i dette tilfælde noget om tid og et tidsrum, som Ankjær Andersen skriver, og det er samme betydning, som når der i banksproget findes kortfristede og langfristede lån. Sammenligningen mellem forholdet til Vorherres rige og bankernes nådige lån er måske lidt upassende. På den anden side er det måske netop den sammenblanding, der sker i disse for vore finanser så trange tider.

I udtrykket at måtte friste en kummerlig tilværelse ligger der også en henvisning til tid, for udtrykket er afledt af at give frist, altså at sætte tidsrammer. Det betyder at udholde, døje eller lide, som altså har noget med tid og tidsrum at gøre. Når noget siges at have en stakket frist, så henviser det ligeledes til en tidsudstrækning, som er for kort til, at problemet lader sig ordentligt løse. Det er en ældre vending, der dog stadig lever og trives vel i sproget i hvert fald en stakket frist endnu. Substantivet frist betyder her et tidspunkt eller et tidsrum, der er fastsat som det længst mulige til udførelse af en opgave. Det kommer af et oldnordisk ord, frest, så også i nordisk oldtid måtte man overholde frister. Det andet ord i sammensætningen er adjektivet stakket, som betyder kort. Det har også nordiske rødder og paralleller, således i et norsk ord, stokkutt, eller det gammelsvenske stakker, der betyder kort. Det er det samme ord, som optræder i stakåndet, og som simpelthen betyder kortåndet.