Ida Skytte |
2. september 2011
Blot få dage efter folketingsvalget begynder FN’s generalforsamling, hvor en måske ny dansk regering skal stemme ja eller nej til en bebudet resolution om anerkendelse af staten Palæstina
Parallelt med den danske valgkamp forbereder verdenssamfundet sig på en anden og kontroversiel afstemning: Skal FN anerkende Palæstina som selvstændig stat?
LÆS OGSÅ: Lene Espersen: Kamikazekurs med rød regering
Spørgsmålet trænger sig mere og mere på, i takt med at FN’s generalforsamling i New York den 20. september rykker nærmere. Op til generalforsamlingen har det palæstinensiske selvstyre bebudet en resolutionstekst om international anerkendelse af staten Palæstina, og det er blokkene i dansk politik dybt splittede over. En rød regering siger ja, en borgerlig regering siger nej til en sådan resolution.
Begge blokke ønsker imidlertid en fælles EU-linje. Som det ser ud nu, er de 27 lande også splittede, men på et møde i Polen i dag mellem udenrigsministrene vil man forsøge at komme nærmere en fælles linje inden FN-afstemningen. Forud for mødet advarer udenrigsminister Lene Espersen (K) imod konsekvenserne ved, at en rød regering indtager Udenrigsministeriets kontorer på Asiatisk Plads i København.
LÆS OGSÅ: Lammer den intense valgdækning vælgerne?
”Oplevelsen af Danmark som afbalanceret i forhold til Mellemøsten står og falder med spørgsmålet om anerkendelse af Palæstina. S og SF vil kaste Danmark ud på en kamikazekurs. Det vil være ekstremt ærgerligt og bekymrende, hvis Danmark går enegang. Det vil måske skabe glæde på palæstinensisk side, men på den anden side stor skuffelse over, at den danske regering vender Israel ryggen,” siger hun.
Til det svarer Holger K. Nielsen, udenrigsordfører for SF:
”Lene Espersens præmis er forkert. Danmark fører i øjeblikket ikke en afbalanceret politik om mellemøstkonflikten. Regeringen bøjer af i alle væsentlige spørgsmål, hvis det er nødvendigt for at tilfredsstille Israel.”
Udenrigsministeren gør det nu klart, hvad hendes holdning til anerkendelsesspørgsmål er:
”Vi tror ikke på, at anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat på nuværende tidspunkt på nogen som helst måde vil være fremmende for fredsprocessen. Det er ligesom at køre ind i en væg med meget høj fart,” siger hun.
Det strider imod, hvad partiets udenrigsordfører, Naser Khader, i sidste måned sagde til Kristeligt Dagblad. Han håber på dansk anerkendelse. Lene Espersen lægger nu luft til ordførerens holdning:
”Vi ved, at Naser Khader på det her punkt har et særsynspunkt, og det kan vi godt leve med,” siger hun.
Ifølge diplomater arbejdes der stadig på højtryk i EU for at få palæstinenserne til at fremsætte en resolutionstekst, som medlemslandene kan acceptere. For selvom EU kæmper for at fremstå enig om anerkendelsesspørgsmålet, er der reelt en dyb splittelse landene imellem.
LÆS OGSÅ:Derfor taler vi ikke udenrigspolitik under en valgkampI går skrev den israelske avis Haaretz, at diplomater forventer, at lande som Belgien, Spanien, Malta, Irland, Grækenland, Cypern samt vores nabolande Norge og Sverige vil støtte en anerkendelse gennem FN. Men Lene Espersens mål er stadig en fælles EU-linje, hvor der i stedet for anerkendelse som stat bliver tale om opgradering til ”observatørstatus”. Og så understreger hun, at selve resolutionsteksten endnu ikke foreligger, og at diskussionen derfor er hypotetisk.
Men det er ikke korrekt, lyder responsen fra Dansk Palæstinensisk Venskabsforening, der i går sendte et indtrængende brev til statsministeren og udenrigsministeren med opfordring om anerkendelse.
”Det er udtryk for, at EU og udenrigsministeren er i vildrede. Kendsgerningen er, at staten Palæstina søger om fuldgyldigt FN-medlemskab og anerkendelse på basis af grænserne af 1967,” siger talsmand Fatih El Abed, der også er medlem af SF.
”I brevet står der blandt andet:
”Mens optagelse i FN er et vigtigt skridt, anses det politiske signal med anerkendelsen af den palæstinensiske stat for at være afgørende. Anerkendelsen af den palæstinensiske stat vil uden tvivl ændre på den palæstinensiske/israelske konflikt, således at de fremtidige forhandlinger efterhånden vil finde sted mellem to lige og suveræne stater i stedet for som hidtil med en stat og en ikke-statslig aktør.”
Fra israelsk side lyder opfordringen til udenrigsministrene:
”Vi håber ikke, at ministrene vil belønne palæstinenserne for at afvise at sætte sig ved forhandlingsbordet. Det vil ikke bringe os tættere på en løsning af konflikten,” siger viceambassadør Dan Oryan forud for mødet.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad