Flere gange om dagen fremkommer meningsmålinger, der kan analyseres og kommenteres. Et slående eksempel fik vi allerede på andendagen af udskrivelsen af valget, hvor en tv-kanal havde fået lavet en analyse af, hvor meget mediedækning henholdsvis Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt havde fået på førstedagen. –
- Scanpix.
Nils Gunder Hansen |
2. september 2011
Når medierne kommer, forvandles fænomener til mediefænomener. Og det er der ingen, der kan leve af i længden. Det giver kun tomhed og lede
Jeg var også glad og lettet, da valget endelig blev udskrevet. Men efter første dag, hvor valgkampen blev væg til væg-dækket på tv-kanalerne, begyndte en træthed at indfinde sig. Det gik i sin gru op for én, at det vil være med valgkampe som med olympiader, kongelige bryllupper og andre store begivenheder: Den nyeste i rækken vil altid være den mest mediedækkede nogensinde. Hvorfor havde man ikke lige tænkt på det? Her kan man kigge langt efter vækstkrise.
LÆS OGSÅ: Lammer den intense valgdækning vælgerne?Jeg oplevede derfor en stor lyst til at ”spole båndet frem” og straks se, hvad det endte med. Sådan er der mange andre, der også har det, kunne jeg fornemme på de sociale medier. Samtidig fik jeg ondt i min demokratiske samvittighed, for valget er jo demokratiets store fest, og valgkampen er festforberedelsen.
Men en grund til trætheden er selvfølgelig, at både politikere og medier har været i valgkampsmodus allerede meget længe. Det er, som hvis det blev den 1. december, og julepynten havde hængt der siden september. Man er tung i benene, inden løbet skal begynde.
Valgkampens mediemæssige dramaturgi kan også være svær at bære. Den enorme flade skal fyldes ud, og det bliver den blandt andet med gentagelser og ørkesløshed. Journalister stiller hele tiden med fiffig mine netop de spørgsmål, de ved, de ikke vil få klare svar på, og så skal vi trækkes med alt væveriet.
Flere gange om dagen fremkommer meningsmålinger, der kan analyseres og kommenteres. Et slående eksempel fik vi allerede på andendagen, hvor en tv-kanal havde fået lavet en analyse af, hvor meget mediedækning henholdsvis Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt havde fået på førstedagen, og tænk engang – Lars Løkke havde fået meget mere dækning, men det var måske heller ikke så underligt, når det nu var ham, der som statsminister havde udskrevet valget.
Det kan blive meget slemt, og jeg hører da også om mennesker, der vælger at brevstemme, fordi de ikke kan tage valgkampen alvorligt. De fravælger den bevidst som noget, der kan få indflydelse på deres stemme. Men sådan bør det altså ikke være.
LÆS OGSÅ:
Flere sofavælgere blandt indvandrereValgkampen bør være det sted, hvor politikere træder i karakter, både personligt og politisk, for den udgør det korte vindue af tid, hvor de er på valg – hvor det er åbenbart, at de må forholde sig til folket, fordi de sidder på folkets nåde. De er hverken topledere eller departementschefer. De er repræsentanter for os andre. Og dette er den ultimative test. Er de troværdige? Er de sammenhængende? Eller virker de taktiske og opportunistiske?
Mulighedernes vindue er åbent. Regeringer kan falde. Det er history unfolding. Hver gang.
Politik kan minde om sport, og det kan minde om underholdning. Men det er noget i sig selv, og det skal det have lov til at være. Ret beset mangler vi heller ikke sport og underholdning i det daglige.
Det er lidt trivielt at kritisere medierne. Jeg ved det godt, men det er svært at lade være, for det er, især med tv, som vi sagde om ”kapitalen” og dens logik i min røde ungdom: Ethvert fænomen i tilværelsen kan medierne overlejre og gøre til deres eget. Medierne er på en måde intet i sig selv, de er dybt og radikalt afhængige af, at der findes fænomener.
Men når medierne kommer, forvandles fænomener til mediefænomener. Og det er der ingen, der kan leve af i længden. Det giver kun tomhed og lede.
Jeg husker endnu med gru et tidligere valg, hvor partiledere blev fulgt på valgaftenen, helt fra deres private hjem og i bilen ind til byen til den stormende modtagelse af partifællerne. Og det mindede om noget, man havde set tusind gange før, men man kunne ikke lige huske, om det var gæsternes ankomst til et royalt bryllup, et cykelhold der skal drikke champagne efter et veloverstået Tour de France (vi står her lige uden for hotellet …) eller den seneste Oscar-fest med Susanne Bier som vinder. Det var ikke længere demokratiets store fest. Det var bare en hvilken som helst mediefest, og rigtig vilde blev reporterne for alvor, når de så en kendt skuespiller i mængden. Så var der dømt direkte interview. Og alle tiders valgaften.
Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen ”Tidens tegn” skriver han hver anden fredag om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad