Religion Terrorangrebet står stadig som et symbol på, at religion spiller en stor rolle i verden
Viggo Mortensen, dr.theol., professor i systematisk teologi og leder af Center for Multireligiøse studier, Aarhus Universitet
Hvor var du den 11. september 2001?
”På Aarhus Universitet har den 11. september altid været en signifikant dag, fordi det er der, vi normalt holder årsfest. Jeg deltog i festen og bemærkede, at den deltagende forskningsminister, Birte Weiss, blev kaldt til en vigtig telefonsamtale. Jeg var dog ikke klar over, at der havde været et terrorangreb, før jeg cyklede hjem og passerede en kollega, der råbte: ’Har du hørt det?’. Jeg hastede hjem til min kone og spurgte forpustet: ’Har du set fjernsyn?’. Hun sagde: ’Er krigen brudt ud?’. Og jeg svarede: ’Ja, lige netop’.”
”Jeg tror, min reaktion var den almindelige. Det var en overraskende og dramatisk begivenhed, der satte sig i vores bevidsthed, og som sidder der endnu 10 år efter. Angrebet indvarslede en ny epoke.”
Hvordan har 11. september 2001 forandret os?
”Indtil da havde vi i Vesten vænnet os til, at religion ikke behøver at spille nogen fremtrædende rolle i samfundet. Den opfattelse blev med ét ændret. På den måde fik terrorhandlingen en symbolsk karakter. Vi har fået større indsigt i, at hver religion har sin cyklus, og at islam siden midten af det 20. århundrede har oplevet en vækkelse og har fået kolossal indflydelse i mange lande. Den vækkelse er ikke klinget af. Dette års opbrud i Mellemøsten og Nordafrika er et opgør mod diktatorer og undertrykkende regimer, men ikke med islam, som tværtimod er en motiverende kraft. Samtidig har vi lært at skelne mellem islam som religion, islamisme som vækkelse og jihadisme som den gruppering, der vil føje en sjette søjle til islams fem søjler i form af en pligt til mission, også med voldelige midler.”
”Kristendommen har i forlængelse af moderniteten været præget af sekulariseringen, som medfører tab af viden om, indsigt i og tradition for kristen kultur. Den udvikling satte 11. september ikke stop for. Men i kraft af, at vi har iagttaget en vækkelse inden for islam, er flere blevet opmærksomme på, at vi også har en religion. Derfor er der nogle – men det er et mindretal – der udviser øget opbakning til visse aktiviteter. Men det er sjældent kristendom i den klassiske form, vi ser. Ligesom vi har opdaget, at der er mange måder at være muslim på, er der i dag mange forskellige måder at være kristen på. Derfor er det store problem, om vi overhovedet kan genkende hinanden som kristne.”
mikkelsen@k.dk