”Begivenheden står helt i særklasse, fordi den berørte så mange, ikke bare i Danmark, men overalt i verden, hvor man følger med i medierne. Terrorangrebet berørte os så dybt, fordi det blev stærkt formidlet af medierne, brød med vores verdensorden og fyldte os med usikkerhed,” siger Tia Hansen, lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

LÆS OGSÅ: Danskerne fik troen på den retfærdige krig

Hun har skrevet ph.d.-afhandling om blitz-erindringer fra 11. september 2001 – det psykologiske fænomen, at store, skelsættende begivenheder får mennesker til at se sig som en del af historien og tydeligt husker deres egen dag. Og hun har været vejleder for Ørjan Rasmussen, Maria Svihus og Kirstine Øster-gaard, som står bag den nye undersøgelse foretaget blandt 160 danskere.

Tia Hansens afhandling bygger på, at hun den 12. september 2001 uddelte et spørgeskema til sine studerende om deres følelser efter terrorangrebet. Mange gav udtryk for et uskyldstab og chok over at ”nogen kan være så onde”. Dette chok kombineret med, at det var et anslag mod supermagten USA, får hende til at betegne 11. september som ”Mobilgenerationens Kennedymord”.

Forskningen i blitz-erindringer begyndte netop efter mordet på USA’s præsident Kennedy i 1963. Forskere peger på en række faktorer som forklaring på, at en begivenhed i den anden ende af verden får os til at erindre dagen som et fastfrosset foto i erindringen:

”Når vi oplever os selv som vidner til historiens vingesus, får vi et behov for at få en personlig aktie i begivenheden. Det viste sig blandt andet ved, at de fleste brugte mange ressourcer den første uges tid efter 11. september på spontant at fortælle hinanden, hvor de havde været. En anden psykologisk mekanisme er, at mennesker, der bliver stærkt følelsesmæssigt berørt, som regel vil søge sammen om begivenheden. Det føles i sig selv beskyttende, at der finder en kollektiv håndtering sted.”

LÆS OGSÅ: Pressen glemte sin kritiske rolle

Ingrid Leth er lektor i psykologi ved Københavns Universitet og var i New York 11. september 2001, fordi hun dengang arbejdede for FN’s børneorganisation, Unicef. Hun konstaterer, at terrorangrebet skabte så meget frygt, at det udløste traumereaktioner selv blandt mennesker, der kun oplevede begivenheden gennem medierne.

”Jeg husker selv to store gys. Først da jeg fra en japansk kollega hørte, at forsvarsministeriet Pentagon brændte. Jeg tænkte, at nu befinder jeg mig i et land i krig. Derefter da jeg hørte en radiojournalist, som med rædsel i stemmen fortalte om, at røgskyen ved World Trade Center lignede en paddehattesky. De første rapporter satte for alvor gang i fantasier om noget ganske forfærdeligt,” fortæller Ingrid Leth, som kæder 11. septembers særstatus i vor erindring sammen med, at terrorangrebet var ”verdens bedst dokumenterede katastrofe”.