Den 12. juni 2006 sendte en 11 år gammel pige sit livs vigtigste brev. Det var skrevet med barneskrift, men ordene var alvorlige: ”Kære integrationsminister. Hvis jeg var integrationsminister, ville jeg ikke tillade, at et barn skal bo mere end halvdelen af sit liv i et asylcenter.”

Dengang havde Edita Djaladian allerede levet syv år i forskellige danske asylcentre med sine forældre, og der skulle gå fem år mere, før hun endelig blev fri. I mandags kom den opholdstilladelse, hun har kæmpet for så længe.

”Da min søster ringede, kunne jeg først ikke forstå, hvad hun sagde, fordi hun græd så meget, men så gik det op for mig, at alt var forandret, og jeg blev bare ved med at løbe rundt om min skole og råbe og skrige af glæde. Jeg havde virkelig ikke forventet lige pludselig at få den besked efter 12 år,” fortæller Edita fra en telefon fuld af glade stemmer i baggrunden.

Kristeligt Dagblad har fulgt hendes skæbne de seneste fem år, siden brevet til integrationsministeren nåede frem til redaktionen. I den tid har hun og familien måtte igennem meget.

Livet på skiftende asylcentre har været stressende og ydmygende. Det samme har de flybilletter, som de fik at vide lå klar, så de hvert øjeblik kunne blive sendt tilbage til Aserbajdsjan, hvor forældrene er flygtet fra, og hvor Edita aldrig har levet. Det værste har dog været usikkerheden ved ikke at kende bare konturerne af fremtiden.

En sen aften i oktober 2006 kom politibetjentene så. Efter mere end syv år i Danmark blev familien udvist til Armenien, hvor de først levede under usle vilkår i en lille stenhytte uden vinduer og senere rejste fra by til by rundt i Rusland, mens faderen ledte efter arbejde. Det var en mørk tid uden skolegang og med en stadig mere syg mor, og de overlevede kun med hjælp fra de danske venner, der stadig fulgte dem.