“Friheden føles så meget større efter ministerposten”

”Jeg mener, man skal have en god begrundelse for at sige ja til at være minister. Det vigtigste for mig er at være folketingsmedlem, og jeg lægger ikke skjul på, at det var et skridt ned ad rangstigen og ud på et sidespor at blive minister. Men da jeg fik vredet armen rundt, kastede jeg mig selvfølgelig over det og blev glad for det i længden.”

Selvom både integrations- og kirkestoffet er hendes store interesse, og selvom hun havde 25 års erfaring med netop de to politiske områder og stor juridisk ballast, følte hun sig alligevel på dybt vand, da hun tiltrådte ministerposterne.

”Man kan sige, at jo mere man ved i forvejen, des mere er man i stand til at overskue, hvad man ikke ved. Det er problemet, når man er så nysgerrig og vil vide det hele. Så er 24 timer slet ikke nok. Jeg har taget nogle vældige diskussioner med mine embedsmænd for at blive klogere, og det har været en stor fornøjelse,” siger Birthe Rønn Hornbech, der til gengæld havde det svært med bureaukratiet og de tilbud om spindoktorer, beskyttelse fra PET og personlige taleskrivere, som naturligt fulgte med jobbet.

Af bogen fremgår det, at hun havde det godt som kirkeminister, når hun var på langfart i ministerbilen. Ude i det skønne Danmark til folkekirkelige arrangementer, hvor man kunne se folk i øjnene frem for at skulle levere skarptvinklede one liners til pressen. Hvor rummeligheden og mindretallet kunne være med.

”For mig har det hele min kirkeministertid været vigtigt, at alle, også den kirkelige højrefløj, kommer til orde. Jeg synes, der ved teologiske sammenkomster har været en tilbøjelighed til at holde højrefløjen udenfor. Men selvfølgelig er det, at jeg hører dem, ikke det samme, som at de skal blokere for alle os andre,” understreger hun.

Det er hendes ambition, at der i den rummelige folkekirke skal være plads til alle. Også præster, der ikke vil vie fraskilte eller homoseksuelle.

”Vi skal ikke dømme, om den ene kærlighed er større end den anden, men vi kan ikke komme uden om, at heteroseksuelle har et ritual, der hedder, ’at vi blev skabt som mand og kvinde’. Det er en diskrimination, hvis man vil gøre folk ens,” mener Birthe Rønn Hornbech.

Filosofien om, at der skal være plads til, at folk kan stå fast på egne principper, har hun med fra sin egen opvækst i et levende og diskuterende præstehjem. Faren var præst og tilhørte ”en mild højrefløj” og var blandt andet imod kvindelige præster.

”Min far nægtede at vie fraskilte, og han nægtede at vie sin egen søster, og det gav stor ballade. Det betyder, at jeg er opdraget til, at man holder fast i sine principper, og derfor har jeg den største respekt for folk, der ikke vil vie fraskilte. Men hvis jeg selv var præst, ville jeg selvfølgelig vie dem,” tilføjer hun.

Hun nåede selv at læse teologi et semester, inden hun kastede sig over juraen, og kalder Grundtvig for sit store idol.

”Min kirkelige opvækst har betydet alt. Det er den kilde, der rinder gennem hele mit liv. Den er fundamentet og drivkraften for alt.”

Når hun tænker tilbage på sagerne, der har ligget på hendes bord i kirkeministertiden, er det B.T.’s forsidehistorie om ”Biskopper, der fester på statens regning”, hun først nævner.

”Det er klart, at jeg blev nødt til at sige til biskopperne, at det var alvor, men jeg kunne heller ikke lade være med at spøge med det, vel? Så jeg sagde, at nu skal det i hvert fald ikke være for ekstravagant, når de kommer her til bispesamråd, så menuen blev stegt flæsk med persillesovs og en enkelt øl. At se Kjeld og Drejergaard (Aarhus’ biskop, Kjeld Holm, og biskop over Fyens Stift, Kresten Drejergaard, red.) sidde og kigge på hinanden og over til mig, om de måtte tage en enkelt øl ...,” siger Birthe Rønn Hornbech, der taler så hurtigt, at nye sætninger begynder, før den forrige holder op.

”Jeg savner biskopperne. De har været et af højdepunkterne i Kirkeministeriet, det har de altså. De var svære at holde styr på, men jeg nød det utrolig meget.”

Også højlydte kirkepolitiske diskussioner med fætrene Krarup og Langballe fra Dansk Folkeparti bærer hun med sig i hjertet, selvom de politisk langtfra er enige:

”Min fædrelandskærlighed er lige så stor som Dansk Folkepartis. Politisk drager vi bare de stik modsatte konsekvenser.”

I sammenhæng med kærlighed til fædrelandet må man nødvendigvis nævne den nuværende folkekirkeordning, der efter Birthe Rønn Hornbechs opfattelse er verdens bedste. Og hun mener, det er totalt ugennemtænkt, når særligt politikere fra oppositionen taler om at løsne båndene mellem folkestyre og folkekirke. Sker det, er hun den, der er smuttet.

”Bliver der en synode, er jeg den første, der melder mig ud. Simpelthen. Så melder jeg mig ind i en valgmenighed, det gør jeg. Jeg ved bare ikke helt, hvor det skal være endnu. Men så langt er jeg i mine overvejelser, det er jeg. Det kan også være, jeg laver min egen menighed, så kan jeg blive præst, det har jeg altid drømt om,” siger hun.

I løbet af ministertiden har hendes knap så varme forhold til pressen ofte været et samtaleemne. ”Den nyfigne journalist” og pressen i det hele taget får da også med krabasken i ”Ministerbilleder”. Denne avis går heller ikke fri.

”Der er nogle konkrete sager, Kristeligt Dagblad godt kunne have sparet mig for,” siger Birthe Rønn Hornbech, der blandt andet hentyder til en artikel om kvindelige præster, der døde for tidligt.

”Journalisterne er med til både at begrænse ytringsfriheden og forsinke vores arbejde. Deres fornemste opgave med at kigge regeringen i kortene er endt i personfnidder.”

I 2006 skrev du bogen ”Tale er guld”, men du har ikke været glad for at udtale dig til pressen?

”I det omfang I har spurgt til min viden, har det aldrig været svært at få en kommentar fra mig. Men det er klart, at hvis jeg kan høre en eller anden dødssyg dagsorden, som jeg ikke vil deltage i, så prøver jeg at få ændret dagsordenen, og hvis jeg ikke kan det, gider jeg ikke at være med, for det skader folkekirken,” siger hun bestemt.

Birthe Rønn Hornbech begynder at pakke kaffebordet sammen. Stabler servicet i et lille tårn og lægger de tilbageværende småkager i æsken. Hun fylder poser og tasker med bøger og papirer, for hun regner ikke med at skulle være så meget på Borgen under valgkampen. Og så finder hun på en lille impulsiv leg.

”Er du så meget journalist, så du ved, hvad det her er?”, siger hun med et lumsk smil.

Hun har lagt en tung plastikpose på det nylakerede bord og åbner og lukker den hurtigt et par gange, så man kan ane fire tunge grønbetrukne bind dernede.

”Nogle tykke bøger?” svarer journalisten tøvende.

”Det er finansloven. Så kan jeg kigge lidt i den derhjemme, hvis det bliver relevant,” siger hun og hiver posen til sig.

Før afgang ifører hun sig store sorte, superstjerne-solbriller og tager en taske og en tung pose i hver hånd, så der er ligevægt.

Som hun går der hen ad Christiansborgs tykke tæpper, ligner hun selv en politiker tilbage i balance.

schelde@k.dk