Det er imidlertid min opfattelse – såvel personligt såvel fagligt – at man i sundhedssektoren aldrig må antage den slags uden nøje at forhøre sig og udvise en oprigtig, faglig og ikke mindst menneskelig interesse i så svære situationer, som afskeden med et menneskeliv nu engang er. Døden er – for alle involverede – nemlig ofte en svær og smertefuld situation både på det følelsesmæssige, fysiske og eksistentielle plan, der fordrer den størst mulige deltagelse fra både pårørende og plejepersonale.

DET ER KLART, at man med ro i sjælen kan fortrække, hvis den døende eller de pårørende eksplicit udtrykker et ønske om at være i fred, men det er ikke noget, man gør, fordi man ikke vil eller ikke har tid til at være der. Så presset må arbejdsbyrden aldrig blive på en hospitalsafdeling, at man ikke har tid til at udvise omsorg i livets sværeste stunder.

En repræsentativ undersøgelse for efterhånden små 10 år siden af Vilstrup Research for Politiken viste, at det var et absolut fåtal (to procent) af mennesker i det danske samfund, der udtrykte ønske om at dø på hospitaler, hvilket står i skærende kontrast til det faktum, at langt de fleste faktisk dør netop på hospitaler eller andre typer af institutioner. De fleste ville ifølge denne undersøgelse helst dø i eget hjem eller på hospice.

De adspurgte i undersøgelsen blev ikke bedt om at angive grunden til deres ønske om at dø enten hjemme i eget hjem eller på hospice, men en gisning kunne være, at de ikke følte sig overbeviste om eller trygge ved, at hospitalet var det sted, der bedst muligt ville sikre, at deres død blev så god, værdig eller omsorgsfuld som muligt. Det er naturligvis ikke godt, hvis det forholder sig sådan, at mennesker associerer hospitaler med dårlige eller ikke-ønskværdige steder at dø, når det med ret stor sandsynlighed er netop der, de i sidste ende vil slutte deres liv.

Derfor er det vigtigt, at man både på den enkelte afdeling, på de enkelte hospitaler og ikke mindst på tværs af hospitaler i vores samfund sørger for ikke at bidrage til at reproducere en sådan utryghedsforestilling ved ikke at gøre det godt nok i dagligdagen. Man burde i stedet – hvilket jeg da også er overbevist om sker mange steder – arbejde hen imod, at døden på et hospital kommer til at opleves som noget, der fagligt forsvarligt og menneskeværdigt varetages bedst muligt og vurderes og understøttes lige så højt som de mange avancerede behandlingsmæssige arbejdsopgaver, man dagligt varetager sammesteds.

Man kan altid gisne om, hvorfor det fra tid til anden hænder, at døden på et hospital af de tilstedeværende pårørende opleves som uværdig eller umenneskelig for den døende. Det er i den situation naturligvis ikke alt, der er hospitalets ansvar eller de hospitalsansattes skyld – meget kan skyldes personlige eller situationsspecifikke forhold ved det konkrete dødsfald. Men fra tid til anden er det utvivlsomt, fordi man ikke prioriterer omsorgen, plejen og tilstedeværelsen i forbindelse med døden højt nok.

KAN DET MÅSKE TÆNKES, at man i alt for store dele af uddannelsesforløbet for for eksempel sygeplejersker efterhånden er mere optaget af at skulle sætte sig ind i tunge teoretiske universer som Habermas, Bourdieu eller andre samfundsfilosoffer, så der ganske enkelt ikke bruges nok tid på at lære de studerende basal menneskelig omsorg for patienterne, eksistentielt som praktisk? Denne formodning har i hvert fald været fremført flere gange tidligere.

Eller skyldes det, at normeringerne på hospitaler efterhånden er så pressede i forhold til mængden af arbejdsopgaver, at de ansatte løber solen sort blot for at varetage opgaverne med de patienter, der endnu er håb for at redde, at de ganske enkelt ikke har tid til de døende? Eller skyldes det, at opgaverne med at tage sig af syge og døende i vores samfund betragtes som lavstatus, og at det derfor ikke er noget, der hverken samfundsmæssigt eller i den daglige praksis på et hospital prioriteres særlig højt?

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har svaret på, hvorfor sådanne episoder indtræffer, hvor mennesker dør alene på hospitaler, og de pårørende føler, at de er ladt i stikken, selvom der lige uden for døren til hospitalsstuen er en hektisk aktivitet for at tage sig af de andre patienter. Jeg ved heller ikke, hvorfor sygeplejerskerne i den konkrete episode, jeg indledt denne kronik med, ikke har kigget ind og forhørt sig om, hvorvidt der var noget, de kunne gøre – for den døende eller for de tilstedeværende pårørende. Men jeg ved, at jeg ikke synes, at det er godt nok – at det kunne gøres meget bedre.

Det er derfor vigtigt, hvis ikke ligefrem magtpåliggende nødvendigt, at hospitalspersonalet både har mulighed for og ønske om at deltage hos den døende og de pårørende i den sidste og ofte svære tid, også selvom den kan strække sig over flere dage eller uger. Det er vigtigt, at man på hospitaler ligesom andre steder i vores samfund, der tager sig af syge, svage eller sårbare mennesker, ikke tillader, at mennesker dør socialt, før de dør fysisk. Vi skal huske på, at mennesker er i live og har krav på at blive behandlet som sådan, lige indtil de dør.

Moder Teresa udtalte engang de smukke ord: ”Ingen bør dø alene – ethvert menneske burde dø med udsigt til et kærligt ansigt.” Selvom det måske ville være upassende at slå dette op i glas og ramme på alle hospitalsafdelinger, så burde dette udsagn ikke desto mindre indgydes eller indprentes i alle, der i vores samfund varetager omsorgen for syge og døende, og det er både en politisk og en institutionel forpligtelse at sikre, at ressourcerne til at yde denne omsorg i menneskers sidste levetid er til stede. Det er i sidste instans noget, som vedrører os alle.

Michael Hviid Jacobsen er professor i sociologi på Aalborg Universitet