Egyptens demokratiske bevægelser belæres af Tysklands bitre erfaringer

Alligevel ville sikkerhedspolitiet ikke løslade ham, for de ”spillede efter deres egne regler”, som Mahmoud Lotfi udtrykker det. Det gjaldt også den medicinske pleje af fangerne. Blot i løbet af Mahmouds tid i fængslet døde fire fanger, fordi de ikke havde råd til at bestikke sig til den helt basale medicinske behandling, de havde brug.

Mahmoud Lotfis historie er langtfra enestående. Siden 1990 er mindst 24 personer forsvundet i det egyptiske sikkerhedspolitis fængsler, og langt flere er døde. Alene i 1990’erne var her 25.000 politiske fanger, hovedsageligt under anklage for at være islamister og kommunister.

LÆS OGSÅ: Længslen efter stærke mænd

”For 90 procents vedkommende har de aldrig fået en egentlig rettergang,” fortæller Adel Mekki, der er aktiv i flere menneskerettighedsorganisationer og leder organisationen Arab Penal Reform Organization, som kæmper for retssikkerhed i de arabiske lande.

Tortur og vilkårlighed var hverdag ifølge Adel Mekki.

”Selv almindelige politibetjente var bange for Amn al-Dawla (sikkerhedspolitiet, red.). De kunne finde på at gå ind i en købmandsbutik og bede om cigaretter. Hvis købmanden sagde, ’min religion tillader mig ikke at sælge cigaretter’, anklagede de ham for at være islamist og anholdt ham.”

Selv op til revolutionen i Egypten sad der næsten 3000 politiske fanger i sikkerhedspolitiets fængsler. Hvor mange af dem, der stadig sidder der i dag, tør Adel Mekki ikke give et bud på. Men det er mange, mener han. Dog har der ham bekendt ikke været tilfælde af tortur siden revolutionen.

Uvisheden er betegnende for situationen i Egypten, hvor det arabiske forårs omtumlende vinde har brudt mange af det gamle diktaturs strukturer ned, men hvor nye institutioner langtfra er befæstet endnu.

I den usikre overgangstid mellem opløsning og genopbygning stiller de egyptiske folkelige organisationer, aktivister og borgere sig igen og igen de fundamentale spørgsmål: Hvordan kommer man videre, når et diktatorisk styre er væltet og har efterladt et land uden et civilt borgersamfund? Hvordan skaber man overhovedet et demokrati, og hvordan skal man i dette demokrati omgås de mange tusinde politifolk, embedsmænd, dommere og politikere, der har været en del af det diktatoriske magtapparat?

Med disse vægtige spørgsmål er de europæiske erfaringer fra Østblokkens sammenbrud pludselig relevante for alle de arabiske forårslande, der oplever diktaturernes vilkårlige magtudøvelse smuldre. Især Tyskland er i søgelyset. Østtyskland havde nemlig i Stasi det mest omfattende overvågningsapparat i hele Østblokken, og med det vesttyske broderland som økonomisk og institutionel partner oplevede det tidligere DDR en historisk mageløs forvandling fra diktatur til demokrati efter genforeningen.

Derfor skorter det i dag heller ikke på beredvillighed fra tysk side. Allerede i de første måneder efter revolutionen i Egypten blev der arrangeret udveksling mellem egyptiske borgerrettighedsforkæmpere og tyske institutioner, der behandler den tunge historiske arv fra DDR.

Det tyske Goethe-Institut i Alexandria spiller en aktiv rolle som debatforum og oplysningscentrum, hvor både unge liberale aktivister, embedsmænd og medlemmer af Det Muslimske Broderskab deltager i debatten om landets fremtid. I maj besøgte en egyptisk delegation de tyske Stasi-myndigheder i Berlin, og i juni var ledere fra Stasi-myndighederne i Tunesien for at rådgive overgangsregeringen der. Og for få uger siden besøgte den tunesiske indenrigsminister, Habib Essid, det tidligere ­Stasi-fængsel i Berlin-­Hohenschönhausen.

”Dette mindested kunne blive en model for de mange lande, der for tiden befinder sig i demokratisk opbrud,” skrev han med underspillet bitterhed i gæstebogen efter sit besøg.

Lederen af Stasi-arkiverne, Roland Jahn, er ikke i tvivl om, hvorfor netop det tyske arbejde med Stasis ufatteligt omfattende overvågningsapparat kan være et forbillede for alverdens lande, hvor diktaturer og deres sikkerhedstjenester står for fald:

”Den tyske omgang med arkiverne er helt enestående,” siger han og henviser til, at der også har været stor interesse fra østeuropæiske og latinamerikanske lande og lande på Balkan, der har haft diktatoriske styrer i deres nyere historie.

”Vi har en forbilledlig lovgivning, der lægger rammerne for, hvordan en retsstat omgås denne slags oplysninger. Her tænker jeg især på balancen mellem offentlig tilgængelighed og databeskyttelse for både ofre og gerningsmænd.”

Efter interesse fra lande som Irak, Tunesien og Egypten er den finmaskede tyske lovgivning for omgangen med Stasi-arkiverne nu ved at blive oversat til arabisk.

I Egyptens politiske kredse har den slags retsstatslige grundprincipper dog svært ved at slå rødder, og de demokratiske træer gror ikke just ind i himlen, fortæller Herbert Ziehm fra Stasi-myndighederne, der er i Egypten for anden gang siden revolutionen:

”Jeg blev modtaget venligt og reserveret i det egyptiske indenrigsministerium i marts,” siger han med et skuldertræk.

”Siden da har de ikke kontaktet mig. Hvis man vil gennemføre et seriøst opgør med fortiden, må de forskellige statslige organisationer her arbejde sammen. Det ser jeg desværre ikke tegn på.”

Det ærgrer tydeligvis den ivrige tysker, der ellers var optimistisk, efter at han i begyndelsen af marts oplevede stormen på det egyptiske sikkerhedspolitis hovedkvarter i Kairo.

”Aktivisternes eufori begejstrede mig virkelig. Men i modsætning til vores storm på Stasi-arkiverne i Berlin i januar 1990 blev de egyptiske aktivister hurtigt fordrevet af militæret,” siger han.

Menneskerettighedsaktivisten Adel Mekkis mest indtrængende bøn er, at der vil blive åbenhed i indenrigsministeriet og i sikkerhedspolitiet, som stadig er tæt knyttet til hinanden. Men heller ikke han tror på gennemgribende forandringer foreløbig.

”Efter revolutionen blev sikkerhedspolitiet meget betegnende omdøbt fra Amn al-Dawla (statssikkerhed) til Amn al-Watani (national sikkerhed),” siger han og kalder navneskiftet for en overfladisk hvidvask af facaden.

”Alt for mange sidder i de samme stillinger som før. Derfor får vores organisation stadig ikke de ønskede informationer fra indenrigsministeriet, der vogter over informationerne, som om det var militærhemmeligheder. Selv statsadvokater lader bevismateriale for tilfælde af tortur forsvinde,” siger han opgivende og gør opmærksom på, at langt hovedparten af de sikkerhedspolitifolk, der er direkte ansvarlige for de hundredvis af dødsfald blandt demonstranterne i revolutionsdagene, nu ser ud til at slippe ustraffet fra deres gerninger.

I Berlin følges udviklingen i Egypten tæt af lederen af Stasi-arkivet, Roland Jahn, der som systemkritiker i DDR selv fik Stasis metoder at føle. Han anbefaler på det kraftigste, at egypterne tager vare på sikkerhedspolitiets dokumenter og sørger for at sikre dem, indtil de kan arkiveres ordentligt.

”Ligesom i Østtyskland siger mange i Egypten, at sikkerhedspolitiets akter er for farlige, at de er sprængstof for udviklingen af demokratiet og vil føre til bål og brand og blodshævn. Men de er uomgængelige,” siger Roland Jahn.

”Alle kortene må på bordet. Forsoningen vil aldrig komme, hvis man fortrænger det skete. Den ene må indrømme sin skyld og arbejde med den, før den anden bliver klar til at tilgive. Det er yderst skadeligt for et samfund at glemme. Transparens og åbenhed er jo hele grundlaget for vores demokrati.”

Netop i denne proces har Stasi-arkiverne en forbilledlig funktion, mener Roland Jahn:

”På den ene side skal akterne være offentligt tilgængelige. På den anden side – og det har vi betonet over for egypterne – handler det samtidig om at beskytte de berørtes rettigheder, privatfølsomme oplysninger og interesser. Selv gerningsmændene må have beskyttelse. Men der hvor deres funktion var statslig, må deres gerninger lægges for dagen. Det er jo statens handlinger, der står for domstolen her,” understreger han.

Roland Jahn er ikke bange for, at den velmenende tyske rådgivning af de arabiske lande er en form for fordækt neoimperialisme, hvor de vesteuropæiske værdier bliver eksporteret som endegyldige sandheder om det perfekte demokrati.

”Vi stiller jo blot vores erfaringer til rådighed. Egypterne og alle andre arabiske lande må naturligvis selv bestemme, hvordan de bruger disse erfaringer. Det vigtigste er her, at menneskene i disse lande forsøger at føre et selvbestemt liv – præcis som menneskene i DDR i tiden omkring Murens fald. Vi vil ikke forsøge at lave forskrifter for andre lande. Hvis vi gjorde det, ville det jo ikke være en selvstændig udvikling mere,” siger han.

Under Kairos skarpe sol tør Adel Mekki fra Arab Penal Reform Organization alligevel end ikke drømme om, at den egyptiske udvikling vil komme til at ligne den tyske.

”Hvis vi kunne offentliggøre sikkerhedspolitiets arkiver, ville vi næppe høre til Den Tredje Verden,” siger han med et suk.

Mahmoud Lotfi, der stadig lider af følgerne af torturen i sikkerhedspolitiets fængsel, tror heller ikke på, at han nogensinde vil stå med sine egne akter fra sikkerhedspolitiet i hånden.

”Det er heller ikke så vigtigt. De er alligevel fulde af løgn,” mener han.

Og dog har Mahmoud Lotfi på fornemmelsen, at revolutionen har ændret Egypten grundlæggende. Han har pludselig en stemme, han kan fortælle sin historie og sige sin mening.

”Præsidenten og hans sønner sidder i fængsel. Så er det vel heller ikke umuligt, at ’insekterne’ fra sikkerhedspolitiet også havner der,” siger han.

Han kender navnene på fire af de betjente, der torterede ham i fængslet, siger han.

”På nær en sidder de alle sammen på deres gamle poster. Det giver ikke meget håb,” mener Mahmoud Lotfi.

Men forbundet Egyptian Organization for Human Rights har lovet at hjælpe ham med at få gerningsmændene stillet for en domstol, og inderst inde har han bevaret en knugende tro på, at det vil lykkes.

”Jeg er klar til at dø for det,” siger han.