Bertel Haarder (V), vil have mere folkestyre. -
- Malene Korsgaard Lauritsen.
Bertel Haarder |
5. september 2011
Nogle debattører har den opfattelse, at man demokratiserer, når man lader politikerne blande sig i mere og mere. De tror, at demokrati er lig med flertalsbeslutninger.
Men demokrati er jo lig med folkestyre, det vil sige, at folk selv styrer. Og der er to måder, hvorpå folk selv kan bestemme: De kan træffe beslutning i fællesskab ved flertalsbeslutninger, og de kan træffe beslutning hver for sig for deres eget vedkommende.
For eksempel består skoledemokratiet af to dele: For det første er der valg til kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen, hvor borgerne i fællesskab afgør tingene, om nødvendigt ved flertalsbeslutning. For det andet kan de træffe valg for sig selv og benytte det frie skolevalg og vælge en fri skole eller en anden folkeskole (hvis der er plads).
Den enkeltes frihed til at vælge for sig selv og ”stemme med fødderne” er et lige så centralt led i demokratiet som retten til at stemme ved valgene.
DE OFFENTLIGE producenter foretrækker naturligvis, at vi er tvangsforbrugere, således at vi tvinges til at aftage det, de nuværende personalegrupper lever af at producere. Det kan ingen fortænke dem i. Og ingen kan fortænke rød blok i, at den er betænkelig ved det frie valg. 70 procent af de offentlige producenter stemmer socialdemokratisk.
Jeg ved det bedre end de fleste. I mit lange politiske liv har indførelse af frit skolevalg, frit hospitalsvalg og frit valg af plejeordning været en evig torn i øjet på de hidtidige leverandører, som naturligvis gerne vil beholde eneretten til at levere de pågældende ydelser.
Det var kernen i mine to første bøger, hvoraf især ”Institutionernes tyranni” fik stor udbredelse. Sikke en larm, det gav! Jeg argumenterede for at sende pengene uden om institutionerne og lade pengene følge borgerne, således som det nu i stort omfang er blevet tilfældet gennem fritvalgsordninger.
De offentlige producenter har aldrig tilgivet Lars Løkke Rasmussen (V), at han frigjorde patienterne og gav dem et udvidet frit hospitalsvalg, således at patienterne kan sætte sig til modværge, hvis de skal vente mere end en måned på en operation. Det har indtil nu 440.000 benyttet sig af. At de private kan gøre det billigere, gør dem jo endnu mere upopulære! Hvad der er godt for producenterne, er ikke altid godt for borgerne og samfundet!
FOLKESTYRE ER IKKE blot at lade flertallet bestemme. Det er også at sætte grænser for politik – grænser for, hvor meget politikerne blander sig i borgernes muligheder for at vælge og fravælge.
Når det offentlige sætter sig på næsten halvdelen af vort forbrug, så er det så meget mere vigtigt, at borgerne har noget at vælge imellem – på samme måde som vi kan vælge, når det gælder det private forbrug.
Naturligvis skal vi samarbejde om mange ting. Det gælder jo også for private skoler, hospitaler med videre. Men samarbejdet om ”det fælles” kan også foregå i et selvvalgt fællesskab, således som det er tilfældet, når man vælger en privat løsning. Naturligvis skal vi være fælles og hjælpe hinanden med mange ting. Men vi kan også samarbejde uden for de offentlige systemer, i civilsamfundet, i foreningerne og i de lokale fællesskaber.
Demokrati er ikke, at det offentlige, det vil sige politikerne, nødvendigvis skal blande sig. Demokrati er heller ikke en altomfattende livsform. For eksempel skal skolen ikke nødvendigvis være demokratisk, ligesom børneopdragelsen ikke skal være det. Også kirken er jo bundet af noget, vi ikke bare kan sætte til afstemning.
Demokrati er – med professor K.E. Løgstrups ord – en ”skikkelig måde at være uenig på”, det vil sige en måde at løse konflikter på, uden at samfundet går i opløsning. Han sagde det i protest imod de mange, der i 1970’erne ville gøre demokrati til det altomfattende formål for folkeskolen.
Digteren Thøger Larsen – som skrev ”Danmark, nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig” og mange flere – siger noget af det samme:
”Det politiske liv er ikke sjælen i folkelivet. Det er rammen om det.”
Værd at understrege i en valgtid, hvor man bogstaveligt talt får åndenød af politik!
Bertel Haarder (V) er indenrigs- og sundhedsminister
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad