Jeg har med interesse læst indlægget fra de to politikkere fra de radikale. Jeg har desværre selv en lang og sjældent tilfredsstillende erfaring med psykiatrien. Min diagnose er OCD. Dette er for mit vedkommende en diagnose, der næsten totalt styrer mit liv. OCD er tvangstanker og tvangshandlinger og klassificeret som en ikke-psykotisk lidelse. Derfor er det normale behandlingstilbud, man kan modtage ambulant samtale hos en psykiater og det ca. 35 min. een gang i måneden. Derudover er det normalt med medicinsk behandling. Problemet ved at lide af OCD, er at der ikke findes tilbud inden for hospitalspsykatrien til denne målgruppe. Dette på trods af, at eksperter ligestiller en svær OCD-sygdom, som jeg f.eks. lider af, med psykotiske lidelser såsom skizofreni og bipolar depression. Jeg har flere gange været indlagt pga. min lidelse, som regel når jeg er kommet så langt ud, at jeg har fået selvmordstanker og endda i nogle tilfælde forsøgt. Resultatet af mine indlæggelser har stort set altid været skuffende. Beskeden har været, at de ikke kan behandle mig og at jeg vil blive udskrevet, når selvmordstankerne er aftaget. Sidstnævnte har dog sjældent været tilfældet. Senest var jeg indlagt på et skizofreniafsnit, denne gang pga. selvmordseksperimenter. Her blev jeg udskrevet efter halvanden uge, så var jeg hjemme i halvanden uge og blev så efter nye selvmordseksperimenter udskrevet igen efter 3 uger. Da jeg blev udskrevet var det ikke fordi, jeg havde fået det bedre, men fordi at nu var der ikke længere plads til, at jeg kunne være indlagt. Dette skyldes, at den nævnte afdeling i sommerperioden kun måtte have 10 patienter imod normalt 20 pga. besparelser. Dvs. 10 fine enestuer til syge mennesker, der har brug for hjælp, stod simpelthen aflås i 2 mdr.
Mit forslag til politikkerne er at der oprettes specielle afsnit med specialiseret behandling til de sværeste ikke-psykotiske sindslidelser, såsom svær angst og OCD. Dette vil måske være dyrt til at begynde med, men i længden tror jeg, at der vil være en besparelse at hente. Personligt har den manglende hjælp, betydet, at jeg har fået tildelt førtidspension, selv om jeg tidligere har arbejdet og har en videregående uddannelse.
Der skal helt klart mere fokus på de psykiske lidelser. Især de ikke-psykotiske. OCD er af WHO klassificeret som den tiende mest invaliderende lidelse af alle og det betyder at de fysiske lidelser også er medtaget. Samtidig er det en sygdom, der er lige så udbredt som astma og diabetes 2. Dvs. at mellem 100-150.000 i DK har lidelsen. Alle disse har selvfølgelig ikke brug for indlæggelse på sygehus for at få bugt med sygdommen eller få det bedre, men dem i den tunge ende af spektret har. Disse mennesker inkl. jeg selv, står i dag reelt uden mulighed for at få den nødvendige behandling for en meget svær sygdom.

Det ville være så dejligt, hvis folk, politikere eller andre, gjorde sig den umage, at virkeligt sætte sig ind i et emne, før de udtalte sig om det. Havde skribenterne af artiklen her således gjort sig den umage, at f.eks. spørge medicin- respektive sygeplejestuderende, hvorfor mange af dem fravælger en karriere indenfor psykiatrien, havde de i de fleste tilfælde fået en noget anderledes begrundelse, end den her antagede økonomiske. For de flestes vedkommende drejer det sig nemlig om den erkendelse, at psykiatrien i realiteten ikke er en lægevidenskab, men, tja, hokuspokus.

Sagt af en bekendt af mig, almen prakticerende læge, der på et tidspunkt havde påbegyndt specialisering i psykiatri, men droppede ud efter 14 dage: "Det har jo intet med videnskab at gøre. Det er jo det rene humbug."

Faktum er, at en specialisering i psykiatri er den sidste udvej for de lægestuderende, der karaktérmæssigt ikke opfylder kravene, der stilles af virkelige lægespecialer, som neurologien f.eks. Psykiater kan man altid blive. Netop fordi der ikke er nogen nævnværdig videnskab involveret i dette speciale, der ville kræve et vidst minimum af intellektuel kapacitet at sætte sig ind i. Iøvrigt er der jo igennem årtier blevet investeret milliarder og atter milliarder af farmaindustridollars i utallige forsøg på, at finde frem til bio-genetiske årsager til "psykisk sygdom", og i lige så utallige, ret så uvidenskabeligt forudindtagede forsøg på, at skabe beviser for effektiviteten af biopsykiatriens behandlingsmetoder. At det ikke har ført til en større forståelse af, hvad "psykisk sygdom" egentligt er, kan næppe komme bag på én, når man har et større kendskab til området. Sagt af en deltager i et debatforum: "Man får nogle gange lyst til at prikke forskerne på skulderen: Har du nogensinde overvejet, at det måske er det helt forkerte sted, du søger efter svar i?"

Skribenterne af artiklen her ville ved at sætte sig virkeligt ind i emnet også have opdaget, at mere og mere psykiatri, i form af flere og flere sengepladser f.eks., aldeles ikke er ensbetydende med færre og færre "psykisk syge". Tværtimod. Jo mere psykiatri, dvs. jo mere af det, der ikke virker -- og således taler vi jo som regel heller ikke hvad der, individet klandrende, kaldes for "livsstilssygdomme", når vi taler reel, somatisk sygdom hos psykiatriserede mennesker, men iatrogene, dvs. behandlingsforårsagede, tilstande --, jo flere "psykisk syge". Og det burde egentligt give anledning til at tænke noget mere radikalt om, end de to radikale politikere her åbenbart er i stand til.

Men nu er artiklen vidst ikke så meget skrevet ud fra en ægte interesse for området, men mere ud fra en ægte interesse i at få tillusket sig sympatien og stemmerne til alle de flere og flere "psykisk syge" -- og selv om psykiatrien måske står svagt, økonomisk set, i Danmark, så står den jo stærkere end nogensinde, propagandamæssigt set, internationalt --, deres pårørende og behandlere.