Anders Juhl Rasmussen |
5. september 2011
Med en givende og gavmild samling fortællinger om udfordringerne ved som arabisk muslim at finde sig tilrette i Danmark debuterer Tarek Omar
Et af de hedest debatterede emner i de seneste 10 års dansk politik er som bekendt, hvordan Danmark skal integrere de mange nye flygtninge og indvandrere. I politik føres diskussionen, og med rette, på et generaliserende niveau – man taler om befolkningsgrupper i stedet for om enkeltindivider. Modsat forsøger journalister at forenkle og til tider også forsimple svære problemstillinger ved at fokusere på isolerede enkeltsager.
LÆS OGSÅ: For folk og fædrelandMidt imellem disse yderpunkter står litteraturen. Ved at udgive en samling givende fortællinger, der alle beskæftiger sig med den enkelte arabiske muslims møde med en dansk kultur, bidrager Tarek Omar til diskussionen. Samlingen giver ikke kun værdifuld viden om arabiske muslimers vaner og traditioner, den giver også – og det er endnu vigtigere – mulighed for identifikation med de mennesker, for hvem hverdagen er et potentielt sammenstød mellem to vidt forskellige kulturer.
Fortællingerne har titlen ”MuhameDANEREN” for dels at tydeliggøre forskellen mellem en muslimsk og en dansk kultur, dels at pege på muligheden af de to kulturers fredelige sameksistens. Tarek Omar, født 1987 i Libanon og opvokset i Danmark, synes selv at være et eksempel på, hvordan man kan bevare det i sin egen kultur, der er værd at bevare, og tilegne sig det nye i en fremmed kultur, der er nyttigt at tilegne sig.
Respekten for det, man har med sig og nysgerrigheden over for det nye kendetegner i al fald den holdning, der ligger bag samlingens fortællinger.
Dette balanceprincip gælder, uanset om spørgsmålet er tro som i fortællingen ”Ateisterne og Ayatollaherne”, hvor dogmatiske muslimer sammenlignes med militante ateister. De første vil tvinge fortællingens moderate muslim til at opføre sig som dem, mens de andre ønsker, at den unge muslim helt skal opgive sin tro.
Balanceprincippet gælder også spørgsmål om påklædning som i fortællingen ”Pølsevognen”, hvor topløse danske piger i solen sammenlignes med en muslimsk kvindes ønske om at bære tørklæde, når hun er uden for hjemmet.
Tarek Omar har en levende erindring og en veludviklet forestillingsevne, som han krydser på en uforudsigelig måde. Han formår at genkalde sig, hvordan en muslimsk dreng må have det, når han første gang opdager, at han er omskåret og dermed ikke helt er som de andre danske drenge i omklædningsrummet, ligesom han kan levendegøre samvittighedskvalerne hos en imam, der dagligt ser pornofilm, eller en gammel arabisk mand, der hidser sig op over udsigten til at skulle på plejehjem.
Efter min mening er det bedste ved fortællingerne, at man får skærpet sin opmærksom over for de værdier, som kendetegner den arabiske kultur: ærlighed, flittighed, troskab, omsorg og kærlighed.
Der er også eksempler på, at nogle arabere efterlever mindre ædle idealer, ligesom der er eksempler på, at nogle danskere opfører sig meget lidt flatterende. Selvom Tarek Omar ikke skriver fremragende og formfornyende litteratur, så har bogen betydelige kvaliteter. Og jeg har svært ved at tro, at det bliver Tarek Omars sidste bidrag til dansk litteratur.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad