Dette balanceprincip gælder, uanset om spørgsmålet er tro som i fortællingen ”Ateisterne og Ayatollaherne”, hvor dogmatiske muslimer sammenlignes med militante ateister. De første vil tvinge fortællingens moderate muslim til at opføre sig som dem, mens de andre ønsker, at den unge muslim helt skal opgive sin tro.

Balanceprincippet gælder også spørgsmål om påklædning som i fortællingen ”Pølsevognen”, hvor topløse danske piger i solen sammenlignes med en muslimsk kvindes ønske om at bære tørklæde, når hun er uden for hjemmet.

Tarek Omar har en levende erindring og en veludviklet forestillingsevne, som han krydser på en uforudsigelig måde. Han formår at genkalde sig, hvordan en muslimsk dreng må have det, når han første gang opdager, at han er omskåret og dermed ikke helt er som de andre danske drenge i omklædningsrummet, ligesom han kan levendegøre samvittighedskvalerne hos en imam, der dagligt ser pornofilm, eller en gammel arabisk mand, der hidser sig op over udsigten til at skulle på plejehjem.

Efter min mening er det bedste ved fortællingerne, at man får skærpet sin opmærksom over for de værdier, som kendetegner den arabiske kultur: ærlighed, flittighed, troskab, omsorg og kærlighed.

Der er også eksempler på, at nogle arabere efterlever mindre ædle idealer, ligesom der er eksempler på, at nogle danskere opfører sig meget lidt flatterende. Selvom Tarek Omar ikke skriver fremragende og formfornyende litteratur, så har bogen betydelige kvaliteter. Og jeg har svært ved at tro, at det bliver Tarek Omars sidste bidrag til dansk litteratur.